’Atlanta’ sæson 4: En af nyere tids bedste serier har fået en drømmeafslutning
’The Most Atlanta’ hedder titlen på første afsnit i sidste sæson af Donald Glovers enestående serie.
Men hvornår er ’Atlanta’ mest ’Atlanta’? Nogle mente, at der blev taget for mange afstikkere i tredje sæson, hvor vores hovedkarakterer Earn, Al, Darius og Van drog forvirrede rundt på Europaturné og derudover slet ikke optrådte i fire (!) afsnit. Kritiske stemmer savnede simpelthen en konkret sammenhæng.
Men er den letfærdige omgang med det konkrete ikke netop essensen af ’Atlanta’? ’The Most Atlanta’?
I den nye sæson er vi tilbage i Atlanta, som ikke er blevet mindre udsyret siden anden sæsons kaotiske, farefyldte ’Robin’ Season’. Første afsnit åbner med, at Darius (LaKeith Standfield) danderer ind i et indkøbscenter for at returnere en airfryer uden at bemærke, at butikken bliver rippet af menneskehorder. Snart er en fortørnet hvid kvinde i kørestol på jagt efter ham.
Andetsteds lytter Al (Brian Tyree Henry) til den afdøde kultrapper Bluebloods sidste album, hvis tekster sætter Al på en skattejagt i rapperens fodspor. Imens bliver Earn (Donald Glover) og Van (Zazie Beetz) ved med at møde ekskærester og engangsknald i et storcenter, hvor folk bogstavelig talt sidder fast og ikke kan komme ud.
De tre plottråde er underholdende i deres absurditet, men giver de mening? Igen er seriens forhold til det konkrete, realistiske plan ofte bevidst grænsende til det nonchalante og prætentiøse. Som moderne metaforisk hovedværk er der til gengæld masser at hente.
Darius’ groteske flugt har en dunkel undertone af forfølgelse som grundvilkår. Earn og Vans fremmedgørelse mimer eksistentiel 60’er-modernisme, og retningsløsheden bliver symbol på parrets forestående skillevej med Earn på vej til L.A., der i et senere afsnit driver konflikten i et nærmest Koreeda’sk tyst drama med de to og datteren Lottie på skovtur.
Als søgen er en tilbagevendende meditation over livet som rapstjerne og eget eftermæle (afsnittet er dedikeret til den mytiske, maskebærende rapper MF Doom, hvis snørklede, frit associerende rim og søvnige levering Earl Sweatshirt imiterer til perfektion som stemme til Blueblood).
Afsnittet og hele sæsonen er ’Atlanta’, når det er bedst: spækket med blotlæggende refleksioner og beske kommentarer om at være sort og om sort kultur i dagens USA. I alle ’Atlanta’s surreelle lag og faretruende scenarier finder man dybe iagttagelser af virkeligheden.
Hvor den hvide syge – privilegieblindheden – blev tematiseret fra forskellige vinkler i sæson 3, kigger Donald Glover og resten af det dygtige (og udelukkende sorte) forfatterhold i flere af afsnittene mere indad på udfordringerne og selvbegrænsningerne for sorte i underholdningsindustrien.
Fra Al, der sammen med en række andre sorte rappere i 30-40-årsalderen må finde en hvid Gen Z-rapper som avatar, hvis han vil forblive relevant i musikbranchen. Til Van, som næsten mister Lottie til den uhyggelige Tyler Perry-agtige Mr. Chocolates samlebåndsproduktioner af fordummende film og serier henvendt til et udelukkende sort publikum.
Andre gange er referencen mere kryptisk, men også klassisk ’Atlanta’, som da en seriemorder jagter folk, heriblandt Al, der i sin tid uploadede en ’Crank Dat’-video over Soulja Boys 2007-megahit.
Og så er der afsnittet ’The Goof Who Sat by the Door’. En dokumentar produceret af det fiktive selskab Black American Network – omdrejningspunktet i et uforglemmeligt Emmy-vindende afsnit fra første sæson – om »the blackest movie ever made«: ’The Goofy Movie’ eller ’Fedtmule og Søn’, som danske 90’er-børn kender den.
Hvad hvis denne lidt uanselige film fra Disneys anden guldalder faktisk var et stærkt samfundskommenterende indlæg fra mediemastodontens første og eneste sorte CEO. En filmisk revolution, som ansporet af raceoprøret oven på mordet på Rodney King ville ære Fedtmule-karakteren, der oprindeligt blev skabt som fjoget og godmodig karikatur på sorte, og fortælle en historie med klare vink til sortes historie og delte livserfaringer.
Afsnittet ender med at stå tilbage som et af seriens bedste. Som de fleste umiddelbart bizarre indslag i ’Atlanta’ ligger der knivskarpe kulturelle afkodninger bag. Glover har taget afsæt i en udbredt forståelse blandt flere sorte, der i en verden af hvide Disney-prinsesser betragter ’The Goofy Movie’ som en del af deres kultur.
I det lys bliver denne vittige og veludførte, men forstemmende revisionistiske dokumentar en kommentar til, hvordan sort kultur indtil for ganske nylig har kæmpet en umulig kamp for at komme oven vande i amerikansk populærkultur.
Med ’Atlanta’ har Donald Glover siden 2016 været med til at løfte sort kultur ind i de højeste mainstreamluftlag og har samtidig redefineret, hvad en serie kan være, og hvordan den skal fortælles.
Uden at afsløre for meget slutter serien i sit mesterlige sidste afsnit med at så tvivl om sin egen virkelighed. En af de historisk mest udskældte måder at afslutte en serie på passer perfekt til ’Atlanta’. For serien har netop været som at bevæge sig mellem forunderlige drømme og dystre mareridt.
Men i sine abstrakte tåger har ’Atlanta’ som ingen andre serier ramt en nerve i tiden. Gang på gang på har den fremmanet uafrystelige stemninger og oplevelser i et forsøg på at afdække komplekse forhold om race og kultur.
Resultatet har ofte været decideret bevidsthedsudvidende. ’Atlanta’ er kort sagt en af de bedste serier i nyere tid.
Kort sagt:
En af nyere tids bedste serier slutter på sin helt egen drømmende tinde. Ligesom Outkast – byen Atlantas stolte sønner – har Donald Glover med ’Atlanta’ rykket grænserne for genresammenblandinger, grænserne for sit eget medie og ikke mindst grænserne for sort repræsentation i populærkulturen.
Anmeldt ud fra hele sæsonen.