’Beef’: Steven Yeun og Ali Wong stråler som livstrætte rivaler i vild ny Netflix-serie fra A24
Hvem har ikke stået i en situation, hvor man tænkte »nok er nok« og lod sine frustrationer over dagen – ja, over livet – gå udover en tilfældig person.
Det er selve grundpræmissen i den nye A24-producerede Netflix-serie ’Beef’. Men hvad, der starter som en bilkarambolage mellem Danny (Steven Yeun) og Amy (Ali Wong), udvikler sig til en vild, underholdende og kompleks fortælling om kultur- og klasseforskelle i dagens USA. Om depression. Om livet.
For hvorfor opsluges Danny og Amy af en nærmest barnagtig hævnlyst for henholdsvis at pisse på den enes toiletgulv og spraye den andens bil til med ydmygende tilsvininger? Fordi de er vrede, bundfrustrerede og ualmindeligt trætte over, hvad livet bringer dem.
»Der er altid noget«, som de begge udtrykker det.
Danny er en uheldssvanger byggeentreprenør med røven i vandskorpen, der i naiv tiltro til sin kriminelle fætter har tabt sine sydkoreanske forældres motel i L.A., og som til daglig bor med sin lillebror Paul (Young Mazino) i en bette, beskidt lejlighed og stressæder Burger King-sandwiches for at få afløb for elendighederne.
Man forstår næsten godt, hvorfor Danny efterhånden har lyst til at smide alle taberkortene på hånden og give op.
Men hvad forklarer Amys behov for det småpsykotiske spil med Danny? Umiddelbart lever hun det perfekte overklasseliv med en sød mand og lille datter og udsigt til at sælge sin populære plantevirksomhed til en stor byggemarkedskæde for at få tid til familien. Kradser man bare lidt i overfladen eller ser længe nok på Amys ængstelige grimasser, kommer en anden historie til syne.
Amys mand George (Joseph Lee) lever sin afslappede og profitløse kunstnertilværelse på arven fra sin berømte designerfar. Det største problem er, at han trods sin rare facon slet ikke læser sin kone eller på nogen måde tilfredsstiller hende. Oveni det skal Amy døje med den forfærdelige, racismeblinde chef for byggemarkedskæden, Jordan (Maria Bello), der gerne vil have Amy med i opkøbet som eksotisk galionsfigur (»Jeg elsker din zen-buddhistiske vibe«).
Nok er nok for Danny og Amy. Men på grotesk vis bliver det deres interne strid og muligheden for at åbne sluserne af gemen galde, som giver dem en ny mening i tilværelsen. De vikles ind i hinandens respektive familier og udlever nye sider af sig selv, samtidig med at bægeret for manipulation og lystløgne fyldes op.
Er Danny og Amy onde mennesker? De er selv i tvivl. De er heller ikke uden skyld i de voldsomme konsekvenser, som deres fejde får for mange mennesker omkring dem. Men deres egoistiske handlinger fremstår mere som en renselse af de sociale roller, som de som børn af asiatiske immigranter må tilpasse sig eller affinde sig med i det amerikanske samfund.
At vi på nogen måde bekymrer os for Danny og Amy, skyldes ikke mindst Steven Yeun og Ali Wong. Yeun understreger endnu engang sit fænomenale spektre som det underkuede smertensbarn Danny, der bare gerne vil gøre godt, men sjældent gør det.
Lige så opsigtsvækkende er det at se Wong – som de fleste formentlig forbinder med hendes banebrydende standup-shows med babybule – bevæge sig så ubesværet mellem Amys vilde udbrud og eskapader og hendes hengemte indre liv.
»Jeg vil bare vide, om du er glad og sådan noget pis«, spørger Danny Amy i en central scene. »Hvorfor går du op i det?«, svarer Amy undrende. »Jeg vil vide, om jeg er nødt til at nå det samme sted hen?«, kan Danny knapt nå at fremstamme, før Amys kontant konkluderer: »Alt falmer«.
I det lys kan man godt tolke seriens brug af musik fra slut-90’erne og start-00’erne fra System of a Down og Incubus til Björk og Keane som en nostalgisk boble fra en tid, hvor vores hovedkarakterer – der nu er i starten af 40’erne – stadig havde en tro på, at de kunne finde glæde i livet. Nu er livet »tomt, men solidt«, som Amy konstaterer. Den amerikanske drøm er udsigtsløs.
’Beef’ er på ingen måde tom og måske heller ikke så solid igen. Serien opleves indledningsvist både langsom og stressende med sit tikkende, urolige lydtæppe og en handling, der bliver ved med at tage uforudsete drejninger uden en tydelig form eller et klart mål.
Alligevel er det svært ikke at lade sig smitte af den grumme og småanarkistiske tone, som seriens skaber Lee Sung Jin gennemsyrer ’Beef’ med. Det føles både ubehagelig velkendt og som sit helt eget originale virvar af sort humor og en råt for usødet undersøgelse af moderne eksistenser i livslede. Og der er trods alt et lille lys forenden af mørket og makaberhederne.
Nok er nok. Bare ikke når det kommer til selskabet A24, som hermed har et nyt hit på hånden.
Kort sagt:
Barnlig vejvrede krystalliserer sig ud til en underholdende, rå og rørende serie om at skralde ind til dér, hvor livet giver mening.
Anmeldt ud fra hele sæsonen.