Ali Wongs ‘Don Wong’: Netflix’ komikersværvægter svælger i køn, provokation og sexsnak med nyt show
Nok har de fleste mænd fået et blowjob. Men har de »ejakuleret på en af USA’s største tænkere«? Er de blevet »deepthroatet af en generationsstemme«?
Spørgsmålene er blandt de uforlignelige onelinere i komiker Ali Wongs tredje show ‘Don Wong’, hvor hun ikke sår tvivl om sit sværvægterpotentiale.
Ali Wong indleder således med at beklage, at de færreste mænd har prøvet fået suttet pik af en kvinde, der tjener markant mere end dem selv. For når en kvinde med millioner på kontoen vil afsætte sin dyrebare tid til at putte mandens normalindtægtslige »40.000 dollars om året«-pik i munden, er det den ultimative underkastelse.
Grundpointen om, at mænd er bange for kvinder med succes, er omtrent lige så frisk som en damebladsforside fra årtusindeskiftet. Men den opvejes af materiale, der er forfattet og leveret til perfektion.
I de første 10 minutter sætter Ali Wong ikke en teknisk fod forkert, og jeg grinede nærmest konstant.
Derudover har hendes komiske tilstedeværelse altid haft en ekstra dimension af akut komisk spænding, da hun i både det geniale gennembrudsshow ‘Baby Cobra’ og opfølgeren ‘Hard Knock Wife’ var højgravid.
I ‘Don Wong’ er maven flad, og Wong må selv kreere en elefant i rummet. Desværre er den ligesom alt andet fisket op fra hendes uendelige forstilte sandhedskar af stereotype ’mand og kvinde’-ideer.
For som tobarnsmor og familiens forsørger er hun i en alder af 39 år blevet til en 50-årig mand med midtvejskrise. Sammenligningens komiske potentiale er åbenlys. Men når Wong vil lave sit midtvejskriseshow, er det desværre ikke så anderledes end den velkendte mandeversion af midtvejskriseshowet, som er set mange gange før.
Når Wong er bedst, kan hendes comedypersonas befriende ublu besættelse af sex, penge og magt sameksistere med de mere bløde og skæve betragtninger. Men der er næsten ikke plads til noget med hjerte i Wongs forsøg på feministisk magtdemonstration.
Det bliver samtidig for dovent, når Ali Wong bygger en jokesekvens op omkring, at lige meget hvilken kvinde en mand vælger at være sammen med, kommer hun til at koste rundt med dem, så hvorfor ikke vælge en med succes? Eller at hun gerne vil være en del af det mexicanske folk, fordi de er de eneste, der har en mandlig ækvivalent til ordet elskerinde, men samtidig generaliserer det at være mexicaner som eksempelvis at elske »at hælde limejuice på alting«.
Det er mere småproblematisk end sjovt.
På samme måde lurer en my af ubehag, når Wong udlægger en utroskabsfantasi baseret på den »29-årige persiske madkonsulent«, hun arbejdede med på sin film ‘Always Be My Maybe’. Sammenligningen af deres søndag morgen sammen, hvor de slagtede 18 kyllinger, med den berømte keramikscene fra ‘Ghost’ er fin og fjollet. Men det bliver mudret, når hun beskriver, hvor tændt hun blev af hans udseende.
Muligvis er den 29-årige persiske madkonsulent blot en opdigtet karakter til Wongs fiktive comedyfortælling. Men det føles sært at grine med hende som magtpersonen i scenariet. På samme måde som det formentlig ville være pænt usjovt, hvis en mandlig komiker i seksualiserende detaljer beskrev, hvor tændt han var blevet af en kollegas fysik under optagelserne af en navngiven produktion.
Så er det sjovere i de mindre temabårne jokes.
Som når Wong sammenligner ældre asiatiske kvinder med ugler. Eller beskriver mænds passivt aggressive måde at tilegne sig alenetid på: At tilbringe 30 minutter på toiletter med at »hidkalde lorten«. Afmaskerer legeaftaler som en forfærdelig blinddate planlagt af en tumling, hvor man er tvunget til at tilbringe tid med den anden mor: »en eller anden bitch man har nul kemi med«.
Ali Wong er genkendelig på sin overdramatiske frasering og sin lidt territoriepissende måde at bevæge sig rundt på scenen, der i sig selv clasher perfektkomisk med hendes modsat beskedne fysik som en lille kvinde med store briller. Men løbende har Ali Wong skruet op for det overartikulerede, for den perfekt indstuderede intonering. Og det fjerner følelsen af, at hun rent faktisk mener, hvad hun siger.
Når ‘Don Wong’ er sværest at grine af, føles Ali Wong som den algoritmeoptimerede version af sig selv, hvor der kun er de mest tilstræbt provokerende pointer og ’vovet’ sexsnak tilbage.
Muligvis vil mange råbe »you go girl« af Wongs insisteren på at tale om, hvad hun og hendes fisse har lyst til. Men det er i sidste ende for svært at mærke, om der er en sandhed bag, eller om Wong bare blæser til sin egen girlboss-ild.
Kort sagt:
‘Don Wong’ svælger i kønsgeneraliseringer, provokation og sexsnak. Det er uhyre velskrevet og perfekt udført, men svært at grine af i længden.