Se hele Soundvenues store kåring af århundredets mest banebrydende film her.
ÅRHUNDREDETS MEST BANEBRYDENDE. Isabelle Hupperts ansigt har mig i sin hule hånd.
Den franske skuespillers antydningen-af-et-smil, hendes direkte, uudgrundelige blik fikserer mig. Tvinger mig til at se. På alt det smukke og helt igennem grumme, som kun den østrigske ener Michael Haneke formår at forene med barberbladspræcision i så forskelligartede film som ’Funny Games’ (1997), ’Skjult’ (2005) og ’Amour’ (2012).
Og ikke mindst i ’Pianisten’, hvor vold, sex, begær, selvskade, lyst, neurotisk kontrol, forelskelse, fortabelse og fortrængning iscenesættes til tonerne af Franz Schuberts klaversonater. Det hele med Huppert som magnetisk fikspunkt.
I ’Pianisten’ spiller Huppert den afmålte konservatorieklaverlærerinde Erika Kohut, der har voldsomme masochistiske fantasier og et privatliv i dissonant uklang med sin besidderiske mor. Og selvom den er fyldt til bristepunktet med ubehageligheder og scener af afskyvækkende karakter, er det til syvende og sidst den brillante skuespillers blik, der ætser sig fast. Og gør Hanekes film, der er baseret på nobelprisvindende forfatter Elfriede Jelineks roman fra 1983, til en triumf af menneskelig indsigt, der stadig ryster én i sin grundvold ved gensyn.
I ’Pianisten’ er Haneke i sit mest diabolske og bedsteborgerdrilske hjørne, og kontrasternes spidsfindigheder pendulerer taktfast på metronomen.
Vi tager det måske for givet her i 2025, at film og serier tilbyder os komplekse portrætter af fejlbarlige kvinder. Af kvinder drevet af begær. Af kvinder, der er andet og mere end opofrende moderdyr. Af kvinder, der higer efter andet end romantisk tosomhed. Der stræber efter perfektion og en karriere.
Tænk på Cate Blanchett i ’Tár’, Charlotte Gainsbourg i ’Nymphomaniac’, Isabelle Huppert selv i ’Elle’ og senest Nicole Kidman i ’Babygirl’. Alle står de på sin vis på skuldrene af den kvindeskikkelse, som samarbejdet mellem Haneke og Huppert mirakuløst giver os i ’Pianisten’. Og som med rette indbragte den franske skuespiller en pris ved filmfestivalen i Cannes, for ikke at sige en varig plads blandt de allerstørste, mest modige og fuldstændig uudslettelige præstationer på det hvide lærred.
Lurer og urinerer
»Jeg har ingen følelser, og får jeg det en dag, vil de aldrig vinde over mit intellekt«.
Sådan affærdiger Erika iskoldt den unge student Walter (Benoît Magimel), der har gjort det fatale at forelske sig i og begære den ældre lærerinde.
Han er lysende smuk og lige dele fuld af pep og næsegrus beundring for Erikas uovertrufne evner ved klaveret. Som en kåd hundehvalp springer han op ad trapper og banker insisterende på døre, så Erika kan og må forstå oprigtigheden i hans tilnærmelser. Måske har Erika i Walter endelig mødt den mand, der kan bryde det panser, hun gemmer sig bag? Gøre den utilnærmelige og strenge lærerinde blid i mødet med den romantiske kærlighed?
Hos Haneke er der dog noget helt andet på spil, end Hollywood-film og romantiske komponister som Erikas elskede Schubert har bildt os ind. Det hele er en illusion, og virkeligheden er selvfølgelig langt mere kompleks, fordærvet og grum. Haneke leger en ond leg med vores klassiske forventninger til film, romantik, seksualitet og begær.
I symbiotisk samarbejde med sin faste fotograf Christian Berger stiller han det hele til skue i ofte distancerede og statiske tableauer og tvinger os til at undersøge billedet og se på det fremstillede med radikalt ændrede øjne.
Skal Erika på date med Walter i drive-in biografen, hvor hun spændt står og venter i foyeren? Nej, langt fra. I stedet lister hun rundt blandt de parkerede biler og leder efter par, der har sex.
Da hun finder det, belurer hun dem, sætter sig på hug og urinerer med tårerne løbende ned ad kinderne ved den vuggende bil. Indtil hun bliver opdaget og må flygte derfra i sin Burberry-trenchcoat og med silketørklædet sirligt om hovedet.
Lige under den snorlige overflade og det dyre tøj, som Erikas garderobe er fyldt med, rumsterer mørket.
Et før og et efter
Én uafrystelig scene (blandt mange) i ’Pianisten’ har taget bo i min bevidsthed. Med kameraet i endnu en totalindstilling følger vi Erikas tilsyneladende helt almindelige gøremål på hende og morens badeværelse. Ordløs og med rolige bevægelser finder hun et barberblad frem fra sin håndtaske, sætter sig på kanten af badekaret med spredte ben og skærer sig i sit køn, til blodet løber i en langsom rød stribe ned langs badekarets klinisk hvide kant.
Som Huppert spiller scenen, fremstår hendes ubærligt brutale handling lige så mekanisk og hverdagsrutineagtigt som Delphine Seyrig, der skræller kartofler ved køkkenbordet i Chantal Akermans feministiske mesterstykke ’Jeanne Dielman, 23, quai du commerce, 1080 Bruxelles’ fra 1975. Men som hos Akerman er intet, hvad det giver sig ud for.
»Sindets tusmørke«, som Erika betror Walter, at hun er særdeles godt bekendt med, synes at gennemsyre ’Pianisten’ som en grundstemning i mol. I Hanekes hovedværk, hvad angår psykologisk dybde, rimer hjerte på smerte på en måde, som fucker fundamentalt ved éns måde at begribe verden på og forstå seksualitet og lyst.
For Erika vil ikke elskes og begæres, som Walter elsker og begærer hende. Under sin seng på værelset i den enorme lejlighed, som hun deler med sin sygeligt dominerende mor (Annie Girardot), er der remedier til den lange liste af voldsomme masochistiske underkastelses- og fornedrelsesfantasier, som hun modigt deler med Walter.
Kun på de – for Walter – uhyrlige præmisser, som Erika opstiller, kan og vil hun begæres. Velvidende om hendes begærs natur og nøjagtige afgrænsninger overskrider han alligevel disse og begår overgreb på hende. Og her stikker filmen én lige i hjertet med Hanekes sylespidse og subversive pointe.
Lars von Triers devise om, at en film skal være som en sten i skoen, synes ikke tilstrækkelig, når man taler om den østrigske instruktør. Her er der snarere tale om en jakkelomme fyldt med glasskår, som vi før eller siden må stikke hånden ned i.
Har du set blot én film fra Hanekes hånd, kender du følelsen. ’Pianisten’ er det partitur, som chokerede og brød så grundvoldsrystende ny grund i 2001, at der findes et før og efter.
Et åbent sår – med kniven plantet
Psyken og (den kvindelige) seksualitet tages dødseriøst i ’Pianisten’. Det er en film, der blotlægger uden antydningen af moralske pegefingre eller et objektiviserende, mandligt blik (jeg kigger på dig, Bo Widerberg, og din dybt problematiske teenagefantasi ’Lærerinden’ fra 1995). Hanekes observerende metode og på overfladen überkølige filmblik skaber et særligt rum, hvor der gives plads til alt det, der rumsterer i, ja, sindets tusmørke og til syvende og sidst gør os til mennesker af kød og blod.
At se klaverlærerinden Erika Kohuts tilsyneladende stille liv udfoldet, som Haneke så både finfølt og brutalt gør; i form af et portræt af en stadig hjemmeboende voksen kvinde med buldrende moderbindinger, perfektionistisk arbejdsmoral og en kompleks seksualitet, var revolutionerende. Hans kritiske røntgenblik for magtrelationer mennesker imellem – mellem forældre og (voksne) børn, i ægteskabet og mellem kønnene – peger således direkte ind i dét, der om noget har været på den kulturelle og samfundsmæssige dagsorden i det nye årtusinde.
Når man genser filmen her i 2025, er der stadig intet, der tilnærmelsesvis står mål med duoen Haneke og Hupperts komplekse, psykoseksuelle kammerspil. ’Pianisten’ er et åbent sår, hvor kniven stadig er plantet. Men du lever med smerten, fordi få andre film tør at tilbyde så dyb indsigt.
’Pianisten’ kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Apple TV og SF Anytime.
Se hele Soundvenues store kåring af århundredets mest banebrydende film her.