Se hele Soundvenues store kåring af århundredets mest banebrydende film her.
ÅRHUNDREDETS MEST BANEBRYDENDE. Jeg husker mest chokket. Chokket over at se børn slå børn ihjel.
Det var ikke, fordi overrumplende stump vold på film var noget nyt, dengang i 2002 da ’City of God’ fik premiere. Ud over actionfilmenes lemfældige forhold til drab og gysernes eksekvering af død og blodsudgydelser havde Quentin Tarantino forbløffet med sit makabre afskårne øre i ’Reservoir Dogs’ og John Travoltas uforsætlige vådeskudsdrab i bilen i ’Pulp Fiction’.
Men det her var noget andet. Det var børn, der affyrede revolverne, med fuldt overlæg og i koldt blod, som legede de krig med plastikpistoler i den lokale park.
Det er de scener, der har været fæstnet på min nethinde, siden jeg så filmen i midten af 00’erne: En mordlysten ni-ti-årig dreng, der massakrerer uskyldige mennesker under et røveri med et sadistisk smil på læben. En ung gangsterboss, der tvinger en opkomling til at skyde ét ud af to tilfangetagne børn – han vælger selv hvem. Og den horde af rollinger, der til sidst kaster sig skånselsløst over selvsamme boss i et effektivt generationsskifte.
I ’The Godfather’ og ’Goodfellas’ blev der ved gud også slået folk ihjel, men hvert drab betød noget, det havde sin egen brutale logik. Et så ligegyldigt forhold til liv havde jeg aldrig oplevet før, og det skræmte mig fra vid og sans.
Kidnappet af narkohandlere
Ved gensyn her to årtier senere står det klart, at Fernando Meirelles’ favela-portræt, som vi på Soundvenue i dag har kåret som den 21. mest banebrydende film de seneste 25 år, langt fra svælger i volden. Og først og fremmest at den er meget mere end volden.
Den brasilianske gangsterfilm om udviklingen, magtkampene og de farverige figurer i Rio De Jaineros Cidade de Deus-kvarter blev et uhørt globalt hit, der skabte voldsom furore i hjemlandet, gjorde mainstream-filmkunsten mere global og i dag fremstår nærmest profetisk i sit blik på den kriminelle underverdens udnyttelse af helt små mennesker.
Meirelles var vokset op i den brasilianske middelklasse i Sao Paolo og blev selv chokeret, da han læste Paulo Lins selvbiografiske roman ’City of God’ fra 1997 om at vokse op i favelaen. Bogen blev en bestseller, og for mange var det første gang, de stiftede bekendtskab med slumkvartererne indefra på et tidspunkt, hvor de blev beskrevet unøjagtigt i medierne af udefrakommende journalister.
Sammen med Bráulio Mantovani omsatte Meirelles det fragmentariske, 500 sider lange forlæg til en mere stram fortælling med udgangspunkt i den unge Rocket, der vokser op i favelaen fra 60’erne til 80’erne og oplever de kriminelle opskaleringer og bandeopgør fra første parket, mens han selv drømmer om at blive fotograf og få et andet liv.
Meirelles havde ikke selv noget kendskab til Cidade de Deus-området, men allierede sig med Kátia Lund, der havde lavet en rost dokumentar om favelaen og kendte til strukturerne. Sammen med casteren blev det især Lunds opgave at finde og instruere de unge skuespillere, der med få undtagelser ingen erfaring havde. Holdet oprettede en skuespillerworkshop i favelaen over flere måneder i samarbejde med en teatertrup, der allerede opererede i området, og de opbyggede et tillidsfuldt og naturligt forhold til de unge, før de røbede, at de faktisk var i gang med at caste til en film.
De unge drenge – hvoraf nogle selv solgte stoffer – fik aldrig noget manuskript under optagelserne, men improviserede dialogen frem undervejs i Meirelles’ dokumentariske stil.
Som forstudie indspillede holdet en kortfilm, ’Golden Gate’, i det virkelige Cidade de Deus-kvarter, men en aften blev de kidnappet af narkohandlere, og med den oplevelse i baghovedet valgte de at flytte optagelserne af spillefilmen til en anden favela, der lignede den. Respekterede lokale agerede sikkerhedsvagter, mens indspilningerne stod på.
Weinstein kørte Oscar-kampagnen
Fernando Meirelles finansierede selv filmen på et meget lille budget, og han kunne på ingen måde forudse den succes, der fulgte.
I hjemlandet solgte ’City of God’ tre en halv million billetter, halvdelen af alle de billetter, der overhovedet blev solgt til brasilianske film det år. Efter verdenspremieren i Cannes (hvor den blev vist uden for konkurrence, fordi den brasilianske instruktør Walter Salles, der var producer på filmen, sad i juryen) glødede Meirelles’ telefon, og før festivalen var slut, havde Harvey Weinstein sendt ham syv manuskripter, han kunne overveje som sin næste film.
Filmen blev et globalt hit, og efter den blev overset i Oscar-ræset i 2003, valgte selvsamme Weinstein at køre en ny kampagne året efter. Her blev Meirelles nomineret som bedste instruktør, ligesom filmen fik en nominering for bedste klipning, fotografering og manuskript. I dag er vi vant til, at ikke-engelsksprogede film blander sig i adskillige af de store kategorier, men i 2004 skete det ganske sjældent.
I Danmark blev filmen kun set af 15.000 mennesker ved premieren i 2003, men ’City of God’ fik også herhjemme et stærkt liv i de efterfølgende år. Den var et sikkert dvd-hit, og den var et absolut must for de filmfans, der var blevet hooked af mediet op gennem 90’erne med gangsterskildringerne fra Scorsese, Tarantino, Nicolas Winding Refn og Guy Ritchie.
Filmen leverede en eksotisk international komponent til denne fascination i en så intens grad, at den i dag er den 26. bedst ratede film på IMDb og nummer 9 (!) på den tilsvarende liste hos filmnørdernes mekka, Letterboxd. Ifølge en undersøgelse fra Preply i 2024 er ’City of God’ den næstmest sete ikke-engelsksprogede film i verden, kun overgået af ’De urørlige’, og med ’Amélie’, ’Chihiro og heksene’ og ’Parasite’ halsende efter på de næste pladser.
Da filmen var færdig, havde Fernando Meirelles brugt alle sine penge og flere til, og han måtte overgive rettighederne til de vestlige distributører. Men han får dem tilbage i år, og han arbejder allerede på et restaureret director’s cut med nye scener og med billede og lyd i højere kvalitet end på originalen, så ’City of God’ kan stadfæste sin plads i de evige filmhistoriebøger.
Autentisk og energisk
At en improviseret lavbudgetsfilm med amatører i rollerne ender med den slags klassikerstatus er et mirakel, og når man ser ’City of God’ i dag, er den gode nyhed, at den – selv i den oprindelige version – stadig holder forbløffende godt.
Dens gennemslagskraft skal sandsynligvis tilskrives dens særlige blanding af autenticitet og stilistisk vildskab.
Meirelles var inspireret af den italienske neorealisme med de dokumentaristiske og improviserede scener på location, som overbevisende åbner døren til en ellers for publikum lukket verden.
Samtidig er fortællingen episk, energisk og spraglet. Med en gennemgående voiceover, flashforwards, splitscreens, freeze frames, hurtig klipning, et sprudlende soundtrack og kulørte karakterintroduktioner er filmen båret af nogle af de tendenser, instruktører som Tony Scott og Danny Boyle, foruden førnævnte Ritchie og Tarantino, havde bragt til fadet i 90’erne. Den hektiske startscene, hvor en høne stikker af midt i et gangsteropgør, er stadig forrygende.
Boyles ’Trainspotting’ – ligeledes en film, der kombinerede barsk socialrealisme med en hyperfrenetisk stil – er i det hele taget den mest oplagte forløber.
Meirelles kom med en baggrund som reklame-instruktør, og forudsigeligt nok fik han skældud fra kritikere særligt i hjemlandet over den ”MTV-agtige” stil, som nogle betegnede som overfladisk.
Men i dag har den legesyge æstetik overlevet tidens tand, fordi resten af historien føles så rodfæstet. Særligt en stor festscene koncentreret om den karismatiske gangster Bené, der ender tragisk, står som et højdepunkt af den slags, som meget vel kan have inspireret skildringer af klub-eufori i et utal af film og serier siden.
Er man virkelig akademisk kontrær, kan man argumentere for, at filmen vægter gadekampen mellem farverige gangstertyper over den strukturelle kritik, men i mine øjne er det netop dens vitale billede af den afstumpede vold og de tragiske menneskeskæbner, der åbner ens øjne for, at der var (er) noget rivravruskende galt i det brasilianske samfund.
Slående aktuel i dag
Cidade de Deus-kvarteret var fra start en skandale. Det blev skabt af regeringen i 60’erne, da man ryddede en række favelaer i den sydlige del af Rio tæt ved stranden, så velhaverne kunne have de lækre kvarterer ved vandet for sig selv.
Man tvangsforflyttede beboerne, og City of God kaldes en »tvungen favela«: med sin elendige infrastruktur og små skrøbelige huse uden varmt vand i hanerne et område skabt til at være slum.
Denne baggrundshistorie fortæller ’City of God’, før den overhovedet kommer til den psykopatiske Lille Zhé, hævneren Knockout Ned, narkohandleren Guleroden og de andre centrale figurer. Mens selve handlingsforløbet naturligvis er fiktivt i lange stræk, er figurerne bygget over virkelige skikkelser fra kvarteret. Da filmen blev lavet, var Lille Zhé og Bené – døde for længst – stadig berømtheder i favelaen.
Vi oplever undervejs politiets forrykte korruption, og vi mærker, hvordan børnene fascineres af tanken om magt og rigdom, fordi det er den eneste verden, de kender. For unge fungerer filmens voldsspiral som en blinkende advarselslampe: Det kan godt være, du er kongen den ene dag. Men den næste er du død.
’City of God’s succes satte fornyet fokus på den strukturelle ulighed i landet. Den ændrede også den brasilianske filmindustri. I dens kølvand fulgte en hel bølge af film, som satte fokus på livet i favelaerne, ligesom befolkningens interesse for landets lokale film helt generelt steg eksplosivt. Den ændrede også livet for mange af de medvirkende, heriblandt Leandro Firmino, som spiller Lille Zhé, og som er en kendt og etableret skuespiller i Brasilien i dag. Meirelles tog selv til Hollywood og lavede den glimrende ’The Constant Gardener’ i 2005.
For os i vesten åbnede ’City of God’ i samklang med samtidige milepæle som ’Tiger på spring, drage i skjul’, ’Amores Perros’ og ’… Og din mor’ øjnene for, at den overraskende, underholdende, energiske og grænsesøgende filmkunst ikke kun var amerikansk.
Samme år som den brasilianske guldfugl udkom i øvrigt ’The Wire’, der fortalte en beslægtet historie fra Baltimores kriminelle underklasse, hvor ligegyldigheden over for liv også var slående. Og chokket over at se børn, der dræber børn, bærer som bekendt en endnu mere almengyldig sandhed her i 2025, hvor de helt unge indrulleres i narko- og bandekampen også i Danmark og Sverige.
Hvor ulykkeligt den slags er, står ’City of God’ stadig som et epokegørende billede på.
’City of God’ kan ses på Filmstriben, HBO Max og Viaplay.
Kilder: BFI 2003, BFI 2024, The Guardian 2024, The Guardian 2014, Preply, The Hollywood Interview, Brazzil.com, Blackfilm.com, Collider, Film-Cred m.fl.
Se hele Soundvenues store kåring af århundredets mest banebrydende film her.