Se hele Soundvenues store kåring af århundredets mest banebrydende film her.
ÅRHUNDREDETS MEST BANEBRYDENDE. Det, der som regel bliver fremhævet som ’Bend it Like Beckham’s helt store succes er, at den inspirerede et hav af piger til at spille fodbold, uanset hvem de var, og hvor de kom fra.
Jeg var én af dem, men til gengæld havde jeg også noget sært til fælles med filmens hovedperson:
Jeg fik ikke lov, fordi min mor sagde, at der ikke var lige så gode muligheder for piger i lige netop den sport. Et ukarakteristisk negativt statement fra en generelt ja-sigende kvinde, der selv gik til basket, 157 cm høj som ung. Men måske var det en misforståelse eller et hurtigt afslag på én af mange forespørgsler fra et barn, der ville gå til alt fra kor til kunstskøjteløb (the life of a showgirl!), og som regel også måtte gå til alt. Undtagen altså fodbold.
Og selvom jeg ikke nødvendigvis siger, at hun havde ret og skånede mig for et uigennemtrængeligt kønnet fodboldhierarki på Østerbro i starten af årtusindet (en tid hvor Danmarks kvindelandshold faktisk var i verdensklasse), var udmeldingen jo heller ikke grundlæggende forkert.
Da den sjældne britiske pigefodboldkomedie fik premiere i 2002, var kvindefodbold ikke officielt anerkendt som en professionel sportsgren i England.
Selvom kvinder havde spillet fodbold i Storbritannien siden slutningen af 1800-tallet, blev det i 1921 gjort ulovligt som en trussel mod kvinders helbred, hvilket det forblev som professionel sport indtil omkring 1970. Der er blevet kæmpet mod undermineringen af sportsgrenen siden, men selvom man er nået langt, har ligestillingen stadig lange udsigter.
Derfor er det faktisk vildere, end man skulle tro, at ’Bend it Like Beckham’ overhovedet blev lavet. Ikke blot handlede den om kvindesport i et land med et voldsomt machoforhold til nationalbolden. Den var også instrueret af en indisk-engelsk kvindelig instruktør og havde en indisk-engelsk skuespiller, Parminder K Nagra, i den største hovedrolle over for Keira Knightley.
Og mod al forventning blev den ovenikøbet også et kæmpe hit, der på et lille budget indtjente omkring 500 millioner kroner på verdensplan. Det er ifølge The Guardian den eneste film, der har haft premiere i alle lande i verden.
Alligevel står den i dag også som en banebrydende film, der desværre blev alt for enestående en succes.
At bende reglerne
Det, der gjorde ’Bend It Like Beckham’ så speciel, var også alt det, der risikerede at gøre den til en kommerciel katastrofe.
Historien følger 18-årige Jessminder/Jess, der bor sammen med sin indiske familie i England, men i modsætning til dem er vild med fodbold, tilbeder David Beckham og selv spiller i parken, uden forældrene ved det. De ser hellere, at hun helliger sig sine kommende jurastudier og mestrer indisk kogekunst og hustrudyder. Men som hun siger: »Anyone can cook alo goobi, but who can bend a ball like Beckham?«
Da Jess en dag bliver inviteret med på det lokale fodboldhold af Jules, hvis hvide middelklassemor også er indædt modstander af sin datters sportsinteresse, finder hun dog et rum og et venskab til passionen. I en grad hvor hun ikke ser anden mulighed end at holde det skjult for sin familie, der har travlt med at planlægge storesøsterens bryllup.
Konflikten tegnes godt nok mellem familie og fodbold, indisk og engelsk kultur, men langt hen ad vejen er det ikke farligere end andre konflikter mellem teenagedatter og forældres drømme og idealer. Mens der er masser af opskruede kulturskildringer, der skal virke eksotiske, er følelserne universelle.
Forældrene affejer først og fremmest fodbolden som noget, der hører barndommen til, og potentielt kan fjerne fokus fra ønsket om en, i deres øjne, perfekt, tryg fremtid: at være højtuddannet og gift.
Der er med andre ord ingen frygt for vold eller voldsom social kontrol. Jess’ forældre er strikse og bekymrede, men ikke onde. Hun vil ikke forkaste sine forældres kultur, men forene den med sine egne, måske mere traditionelt engelske, drømme.
»De fleste historier om vores opvækst var, at hvis du ikke gjorde det, dine forældre forventede, og du pludselig brød reglerne, så blev det betragtet som et kulturclash. Men vi clashede ikke kulturelt. Vi forhandlede. Vi bendede reglen for at få det, vi ville have, i stedet for at bryde reglen«, som Gurinder Chadha har forklaret.
’Bend it Like Beckham’ resonerer stadig i dag, fordi der er empati i alle kampens hjørner. En af de mest rørende scener i filmen er, da Jess’ far fortæller, at han har forsøgt at skåne datteren fra samme fjendtlighed, han som immigrant oplevede, da han troppede op i den lokale cricketklub.
Til gengæld var noget af det, ’Bend it Like Beckham’ blev kritiseret for i samtiden, at den ikke tog sit emne alvorligt nok. At de kulturelle forskelle blev brugt for overfladisk til komisk punch.
For letbenet?
The Guardians Peter Bradshaw kaldte i en helt kort anmeldelse filmen for »rimelig overfladisk sammenlignet med, lad os sige, ’East is East’, ’Billy Elliot’ eller især Mira Nairs ’Monsoon Wedding’, der alle tackler lignende temaer, og hvor komedie sameksisterer med kraft og originalitet. De er Premiership-film, og Chadhas er første division. Hun kunne løfte sit spil«.
At der ikke er samme dybde i ’Bend it Like Beckham’ som i de nævnte film er muligvis rigtigt, men det er også typisk at dømme noget ud af superligaen for at mangle tyngde i lige den her sammenhæng. Især når det er personligt for instruktøren og ikke for anmelderen.
Normen har været, at en vis mængde lidelse ofte kvalificerede minoritetsfortællingers relevans. Al kærlighed til ’Billy Elliott’, der med minearbejderens søns kamp for at danse ballet i 1980’erne da har tematikker til fælles med ’Bend it Like Beckham’. Men det er i modsætning til den ikke en komedie.
Præcis på grund af de åbenlyse dramaer i det svære og undertrykkende, gik der længe, før samtalen om vigtigheden af de mere almindelige historier fik plads. De har det faktisk stadig ikke i tilstrækkelig grad.
De baner, som ’Bend it Like Beckham’ egentlig brød på den front ved at satse stort i det små, blev mere et one hit wonder end det vendepunkt, det kunne være blevet.
Men det mest banebrydende var netop optimismen. Skørheden, humoren og legende scener, hvor sarier og fodbolduniformer, familiefest og frispark flyder sammen, ligesom Basement Jaxx, Texas og Curtis Mayfield med indisk pop på soundtracket.
Det var håbefuldt på en måde, man sjældent har set siden.
Hvor Storbritanniens filmtradition længe har været kendt for sin socialrealistiske forankring med køkkenvaskrealisme og mestre som Mike Leigh og Ken Loach, blev ’Bend it Like Beckham’ sammenlignet med filmene om multikulturalismen, man især så efter ’My Beautiful Launderette’ fra 1985.
’Bend it Like Beckham’ skilte sig ud på mange punkter. Den var instrueret af en indisk-engelsk kvinde. Den havde måske et større tonalt slægtsskab med datidens måske mest populære britiske filmeksport, Richard Curtis, der udover hjemlig succes også fik enormt momentum på den anden side af andedammen med ’Fire bryllupper og en begravelse’.
‘Bend It Like Beckham’ havde også amerikansk appel, ikke mindst fordi kvindefodbold i USA var længere end i landet, hvor det ellers skulle forestille at være nationalsport.
Som både film, repræsentation og inspirationskilde for fremtidige fodboldspillere var ’Bend it Like Beckham’ en feelgood-frontløber. Og desværre har ingen lykkedes med en lignende finte siden.
’Bend it Like Beckham’ kan ses på Filmstriben.
Se hele Soundvenues store kåring af århundredets mest banebrydende film her.