Oscar-vinders familie angrebet af israelske bosættere: »Politiet gør ingenting«

Oscar-vinders familie angrebet af israelske bosættere: »Politiet gør ingenting«
'No Other Land'. (Foto: CPH:DOX)

For et år siden vandt Hamdan Ballal en Oscar for sin rolle som medinstruktør på dokumentaren ’No Other Land’, inden han få uger senere blev overfaldet af maskerede bosættere og tilfangetaget af israelske soldater. Nu er han endnu engang blevet overfaldet – og det samme er flere af hans familiemedlemmer.

Det kan man læse i et Instagram-opslag, der er delt på både Ballals profil og hos medinstruktør Basel Adra samt dokumentarens sociale medier.

I opslaget står der: »Den samme bosætter som angreb mig kort efter, jeg kom hjem fra Los Angeles – Shem Tov Lusky – har igen ledt et angreb mod mit hjem og familie. Fire af mine familiemedlemmer er på nuværende tidspunkt arresteret og en er på hospitalet«.

For et par uger siden fik Ballal ellers en afgørelse fra den israelske domstol, der betyder, at området omkring hans hjem er forbudt for folk, der ikke bor der. Siden da er chikanen dog blot blevet endnu værre, og det israelske politi gør intet for at håndhæve den nye afgørelse, skriver han i opslaget.

Ballal inviterer samtidig alle journalister og diplomater til hans hjem for at høre, hvordan situationen for familien og Vestbredden generelt er blevet værre, siden filmholdet bag ’No Other Land’ modtog deres Oscar.

’No Other Land’ skildrer krigen i Palæstina gennem optagelser fra 2019-2023, hvor Israels myndigheder og soldater ødelægger og begår vold mod landsbyen Masafer Yatta på Vestbredden.

I kølvandet på angrebet sidste år skrev Ballal i en artikel i New York Times: »Tre uger før, på Oscar-scenen, følte jeg magt og muligheder, men selvom vores film modtog global anerkendelse, følte jeg, at jeg havde fejlet – vi havde fejlet – i forsøget på at gøre livet bedre her. I forsøget på at overbevise verden om, at noget er nødt til at blive ændret. Mit liv er stadig i hænderne på bosætterne og besættelsen. Mit samfund lider stadig under ustoppelig vold. Vores film vandt en Oscar, men vores liv er ikke bedre, end de var før«.

Her, et års tid efter, er livet altså stadig ikke blevet bedre for Ballal.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af