Palæstinensisk Oscar-vinder overfaldet og arresteret

Palæstinensisk Oscar-vinder overfaldet og arresteret
'No Other Land'. (Foto: CPH:DOX)

For lidt over tre uger siden modtog han en Oscar-statuette i Hollywood for sit arbejde som co-instruktør på dokumentarfilmen ‘No Other Land’. Nu er palæstinensiske Hamdan Ballal blevet overfaldet af maskerede, bevæbnede israelere og arresteret af soldater, skriver Deadline.

Det fortæller dokumentarens israelske instruktør, journalist Yuval Abraham, i en række opslag på X.

»En gruppe bosættere har netop lynchet Hamdan Ballal, medinstruktør af vores film ‘No Other Land’. De tævede ham, og han har skader i hovedet og maven, bløder. Soldater invaderede ambulancen, som han tilkaldte, og tog ham med. Der har ikke været nogen tegn fra ham siden«, skriver Abraham, som efterfølgende specificerer, at han med »lynchet« ikke mener slået ihjel, men såret.

Abraham tilføjer, at Ballal nu befinder sig i israelsk varetægt på bosætternes politistation, og at han ikke har haft mulighed for at tale med sin advokat. På X har Abraham desuden delt videoer fra overfaldet på instruktørkollegaen.

‘No Other Land’ er skabt af et palæstinensisk-israels filmkollektiv og viser med voldsomme optagelser fra perioden 2019-2023, hvordan Israels myndigheder og soldater ødelægger og begår dødelig vold mod landsbyen Masafer Yatta på Vestbredden. I centrum er venskabet mellem Yuval Abraham og den palæstinensiske aktivist og beboer Basel Adra.

Den Oscar-hædrede dokumentar fik dansk premiere på CPH:DOX sidste år. Filmen kan for tiden ses i enkelte biografer samt på streamingtjenesten Para:Dox.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af