Se hele Soundvenues store kåring af århundredets mest banebrydende film her.
ÅRHUNDREDETS MEST BANEBRYDENDE. De fleste romantiske dramaer er sat i verden for at give os stakkels pladderromantikere forløsning.
Selv de største tragedier som ’Romeo og Julie’, hvor teenagekærligheden er større end livet selv, bekræfter vores blødende hjerter i romancens uundgåelige sandhed.
Sådan forholder det sig bare ikke i Wong Kar-wais mesterværk ’In the Mood for Love’ fra 2000, der er nummer fem på Soundvenues store liste over de 50 mest banebrydende film i århundredets første 25 år.
For nok nærer de to naboer Chow (Tony Leung) og Su (Maggie Cheung) følelser for hinanden, efter de finder et fællesskab i, at deres partnere har en affære. Men i Hong Kong anno 1962 er der ikke plads til afvigelser fra dydens smalle sti. Især ikke i en lejebolig, hvor væggene er papirtynde, og den passivt aggressive udlejer konstant holder udkig med sit høgeblik hen over mahjong-brikkerne, parat til at pege moralens lange finger ad dem.
Derfor finder de to sky eksistenser ly i en gyde, hvor de rollespiller, hvordan deres utro ægtefæller først faldt for hinanden. Med en flirtende finger cirkler Su om Chows bæltespænde, og han replicerer ved selvsikkert at bevæge sig nærmere ind til en omfavnelse. Men i samme øjeblik ændrer hun ansigtsudtrykket fra æggende til ulykkelig og trækker sig væk i en slet skjult væmmelse over sin egen impuls.
»Vi er ikke som dem«, forsikrer hun, og de slår sig til tåls med at mødes i smug for at skrive kungfu-pulpnoveller over friske nudler og wontons. »Jeg kunne godt være, som de var«, indrømmer Chow senere, og de to skilles uforløst, mens tårerne triller ned ad kinderne på Su, som sidder alene tilbage på det motelværelse, de delte for en stund.
Nostalgisk udgravning
Den fineste kvalitet i ’In the Mood for Love’ er som ingen anden film at sætte billeder på, hvor ondt længsel gør.
Op igennem 90’erne dyrkede Wong Kar-wai – Hong Kongs mest fejrede antiromantiker – en type ennui, der fandt sammenhænge mellem tilværelsens ulidelige lethed og materialismens ensomme vilkår.
I filmene ’Chungking Express’, ’Days of Being Wild’, ’Happy Together’ og ’Fallen Angels’ er karaktererne fanget i samtidens nihilistiske petriskål. Med ’In the Mood for Love’ så den solbrillebærende superstjerne tværtimod tilbage på sit ophavssted, da han selv var ankommet med sine forældre fra Shanghai til Hong Kong i 1962.
Trods forskellen i periode er Chow og Su stadig karakteriseret af deres ensomhed. Som to immigranter fra Shanghai i Hong Kong mødes de med mistro fra naboer og social isolation. Deres få venskaber er præget af kollegial høflighed snarere end oprigtig interesse.
Denne nostalgiske kulturudgravning understøttes af fotograferne Mark Lee Ping-Bing og Christopher Doyles idiosynkratiske stilvalg. For hvor Wong og Doyles tidligere samarbejder var præget af tiden og stedets frenetiske hastighed i 90’ernes Hong Kong med slående staccato-kameraføring og kaotisk billedbeskæring, er ’In the Mood for Love’ anderledes melankolsk.
Chow og Su filmes i slowmotion, når de ritualistisk støder ind i hinanden på vej op og ned ad trappegange, og kameraet er placeret forskudt af karaktererne for at skabe en bevidst dissonans mellem dem.
I ’Chungking Express’ oplever publikum virkeligheden, som dets farverige galleri af personager ser den, men i ’In the Mood for Love’ nægtes vi adgang og er tvunget til at se med udefra. Ikke som en voyeuristisk beskuer, men snarere som en tilskuer til en fortælling om et længe hengemt minde: Om en tid, der ikke længere eksisterer.
Ikoniske billeder
For at kommunikere dette efterligner ’In the Mood for Love’ med sin struktur måden, hvorpå mennesker rent faktisk mindes skelsættende begivenheder.
Dage og uger smelter sammen i montager, mens enkeltøjeblikke bliver hængende i luften som dunsten fra en cigaret, der nægter at forlade rummet. Andre minder forsvinder så hurtigt, som de dukkede op, som en indstilling af en grædende kvinde, der bistert smækker telefonrøret i efter et frustrerende skænderi med sin mand.
Billederne er foreviget i filmkanonen. Om du har set ’In the Mood for Love’ eller ej, så ved du ganske sikkert, hvordan den ser ud. Et hoved, der læner sig nidkært mod en skulder på bagsiden af en taxi. En smøgs smog, der cirkler op over hovedet på rygeren og skaber mønstre i det fluorescerende lys, som var det tankebobler.
Disse indstillinger er badet i kontraster mellem grøn og rød, ligesom Su og Chow rykkes rundt i manegen imellem kærligheden til hinanden og de arbitrære forpligtelser, samfundet påtvinger dem at følge.
Tomrummets følelser
På den måde udtrykker Wong Kar-wai det svigende minde om en forlist kærlighedsaffære snarere end en kærlighedshistorie i sig selv.
Nostalgien er bittersød, og længslen vil altid være større end gensynsglæden for Su og Chow. Det skyldes, at den ikke blot er smertelig, men også forbandet sexet. Tomrummet mellem de to elskere vækker større følelser, end et inderligt kys nogensinde kunne.
Denne skildring af romance står i skarp kontrast til Wongs samtids Hollywood-kollegaer, hvor karakterernes begær hovedsageligt var drevet af deres dolk eller dusks blændende libido.
Samtidig banede ’In the Mood for Love’ vej for strømningen af asiatisk cinema, der prægede vestlig kultur i starten af 00’erne – fra den sydkoreanske diabolske thriller ’Oldboy’ til taiwanesiske Ang Lees episke wuxai Oscarbasker ’Chrouching Tiger, Hidden Dragon’, som begge i sig selv også er at finde på listen over århundredets mest banebrydende film.
Så mens ’In the Mood for Love’ ser tilbage på en svunden fortid, peger den frem mod en globaliseret fremtid, hvor vores opfattelse for filmmediet ikke længere nødvendigvis tog udgangspunkt i Vesteuropa og Hollywood.
Alle dem, der gik i dens fodspor
Lige så håbefuldt som dét kan lyde, lige så smertelig er min egen længsel, når jeg ser ’In the Mood for Love’ i dag, fordi filmen i sig selv repræsenterer en fortid, som nu er evigt utilgængelig.
Wong Kar-wai er ikke officielt gået på pension, men hans sidste spillefilm var ’The Grandmaster’ fra 2013, og med hovedlandet Kinas hårdhændede indlemning af Hong Kong i start-20’erne, vil han næppe komme til at lave lige så brusende mesterværker igen.
Andre instruktører er heldigvis gået i hans fodspor.
I den Oscar-vindende multivers-actionkomedie ’Everything, Everywhere All at Once’ optræder et ’In the Mood for Love’-inspireret lommeunivers, hvor den sødnaive mand Waymond konfronterer sin kone med sine latente følelser for hende.
Det er dog især 10’ernes queer-romancer, der gik i Wong Kar-wais eftertrykkelige fodspor: Celine Sciamma lod sine kvindelige elskere falde i svime over hinanden igennem henkastede blikke og enkeltøjeblikke af menneskelig kontakt i mesterværket ’Portræt af en kvinde i flammer’. Barry Jenkins udtrykte det enorme afsavn ved ikke at udleve sin seksualitet i ’Moonlight’. Og Luca Guadagnino fremviste den smertelige afstand mellem to elskere ved en sagte fantomhånd mod nakkehårene i ’Queer’.
Men tilbage står ’In the Mood for Love’ stadig som et singulært monument og en hyldest til det eneste medie, der tillader os at sætte billeder på den fortid, vi længselsfuldt sukker efter, mens vi tager skridt mod en usikker fremtid.
En fortid, som filmen nu selv er en del af.
’In the Mood for Love’ kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster.
Se Soundvenues store kåring af århundredets mest banebrydende film her.