‘The Odyssey’: Christopher Nolans vilde og våde epos er en masterclass i overlegen filmkunst
FILM. Der er bare nogen, der ikke vil dø.
Standhaftige og overbeviste om, at vi andre ikke kan leve uden dem. Eller i al fald begunstiget af højere magter, der utrætteligt giver dem nyt liv og kunstigt/kunstnerisk åndedræt.
Sådan en type er Homers epos og OG kontraktmodel ‘The Odyssey’.
Siden sin fødsel er den litterære sværvægter blevet gengivet og filmatiseret i ét væk – fra James Joyces modernistiske hovedværk ‘Ulysses’ til skæve fortolkninger som Stanley Kubricks ‘2001: A Space Odyssey’ og Coen-brødrenes ‘O Brother, Where Art Thou?’.
Og nu har selveste Christopher Nolan grebet om den mytiske mastodont.
Et umiddelbart godt match, tænker man. For den visionære auteur har altid haft en forkærlighed for alvorstunge filosofiske dilemmaer, hukommelsestab og de satans identitetskriser, som også gennemsyrer originalværket.
Alligevel er han og hans ellers imødesete storfilm allerede inden premieren blevet skydeskive for vrede ‘fans’, der særligt kritiserer instruktørens såkaldte woke casting og hans fravalg af et forfinet britisk sprog. For ifølge aggressive X-brugere er det åbenbart sådan ét, man brugte i det antikke Grækenland.
Og nej, i denne 2026-version kastes der ikke om sig med periodedrama-engelsk a la ‘Bridgerton’. I stedet taler karaktererne i en semi-frisk tone, fikst slået an af Travis Scott, når han med melankoli i øjnene og drama i stemmen indtager rollen som skjald og rammesætter, at vi befinder os i efterspillet til ‘Iliaden’. Du ved, langdigtet, der minder os om, at guder ikke tåler menneskelige forsøg på at krænke den kosmiske orden, men indimellem må lade sig imponere af et godt trick.
Enter Odysseus (en Matt Damon i topform). Den kvikke hærfører og idemageren bag den trojanske hest, som efter syv års krig plus et par hverdage – og nu med guddommelig støtte fra Athena (Zendaya) – forsøger at finde hjem.
Men der er langt til både selvindsigt og øen Ithaka. Faktisk tager (dannelses)rejsen yderligere 10 år.
Det lyder rigtignok som noget, der potentielt kunne være møgkedeligt. Men hvem elsker ikke at være med på sidelinjen, når en træmand tvinges til eksistentiel ombygning og et actionspækket terapiforløb?
Desuden er dette grandiose drama – modsat Nolans forrige, Oscar-vindende ‘Oppenheimer’ – med sine næsten tre timer utroligt nok ikke et sekund for langt. Det skyldes ikke mindst instruktørens psykologiske tæft og sikre sans for cinematisk rytme og komposition, hvor en hurtig og poetisk klipning giver filmen puls, mens skiftene mellem realtid og flashbacks – og mellem forskellige POV’er – hele tiden udvider nostosfortællingens mange dybder.
For udover Odysseus følger vi også sønnen Telemakos (Tom Holland), der i en blanding af afsavn og eventyrlyst er sejlet ud for at finde sin long lost far, og hustruen Penelope (Anne Hathaway), der i stedet for at krydse have forsøger at holde sit kongerige og sin tålmodighed intakt.
Så må man jo kaste sig over vævning – hvilket ikke blot er en skidesjov aktivitet, men også et udspekuleret våben, når konkurrencelystne og (hud- og magt)sultne bejlere camperer på hendes adresse, ‘Bachelorette’-style.
Havde en insisterende – og virkelig lusket og kujonagtig – bad boy i Robert Pattinsons skikkelse sagt til mig, at han ville »take care of every single need«, havde jeg da sikkert givet ham den sidste rose.
Men ikke Penelope. Hun besidder dét, historien messer som noget af det vigtigste hos mennesket: evnen til at kontrollere kødelige/dødelige drifter såsom libido og hyldesttrang.
Det er mere, end man kan sige om den fortabte besætning, der akkompagneret af et svulstigt og kuldegysende score må forbi sirener, malstrømme, situationships uden consent og andre nemesis-farer, som Poseidon er begyndt at lægge for Odysseus.
Den stærke sagnfigur har nemlig forvoldt skade på havgudens yngel, der nu må vandre blind som kyklop – og som til forveksling ligner en bevægelig version af ARoS-skulpturen ’Boy’. Well done.
Generelt formår ’The Odyssey’s mange special effects at gøre mytologiske væsner både foruroligende konkrete og fascinerende frastødende. Ja, jeg var faktisk tæt på at brække mig over en umanerligt klam og samtidig imponerende vellavet transformation hos heksen Kirke (Samantha Morton), der yderst malerisk understreger, at gæstfrihed er en dyd – og at grådighed har konsekvenser.
Det er i øvrigt en af mange gennemgående pointer i det medrivende værk, hvor hovedkarakteren skvulper rundt i både Middelhavet og noble og lettere rørstrømske budskaber. Se om du kan lade være med at tude, når det vemodigt prædikes, at de heltekvad, vi synger, også burde have en mislyd.
For hvor meget krig skal man egentlig føre på baggrund af én dudes little dick energy? Agamemnon (Benny Safdie), I’m looking at you. Og hvor mange ofringer kræver det, før én mand kan vende hjem slash finde sig selv?
Mange, åbenbart. Også i dag.
Selvom monstre og støvede profetier for længst er blevet skiftet ud med nutidige mareridtsvæsner, er den velskabte eksternalisering af menneskets indre konflikter og kampe nemlig ubehageligt genkendelig.
Egotripperi er stadig et muligt ulivssår, sønner er i en vedvarende søgen efter en faderfigur, og ja, kvinder må fortsat vente op til årtier, før en anstændig mand tropper op.
Nu vil jeg ikke gå så langt som at kalde Christopher Nolan en kunstnerisk gud – det må ligge et eller andet sted på hybris-spektret. Men med sin formidable genfortolkning har han ikke blot leveret en masterclass i overlegen filmkunst.
Han har også mindet os om, at dette epos er en almengyldig klassiker – en, der hverken vil eller skal dø.
Kort sagt:
3000 år senere og Odysseus er stadig på vej hjem. Og rejsen er i Christopher Nolans hænder vild, våd og vedkommende.