ANBEFALING. Af og til bliver man så hovedkulds forelsket i et band, at lige meget hvor ofte man hører sangene, er de umulige at slippe. En forelskelse – eller forbandelse, om man vil – der vokser sig større end noget andet.
Når jeg almindeligvis har en sang på hjernen, skal den blot høres en enkelt gang, og så er den hovedpine afviklet. Men så let går det ikke, når man har hjerter i øjnene og sommerfugle i maven over sit seneste crush.
Den intense tiltrækningskraft har London-bandet The Tubs haft på mig i efterhånden et par år. Længselsfulde vokaler, klimprende jangle-guitarer og tekster fulde af sort humor – det kildrer alle de rigtige steder.
I næste uge lander deres tredje album, ‘Hard Life’, og det er endnu ikke for sent at stå ombord på toget.
Helheden er mere end summen af delene
Fra asken af støjpop-bandet Joanna Gruesome (get it?) opstod The Tubs i 2018 som en klassisk rockkvartet bestående af trommer, bas, to guitarer og vokal. Ikke så meget pis.
Opskriften er simpel: Johnny Marr-værdig jangle-guitar, energiske Bob Mould-farvede powerpop-melodier, små glimt af folkemusik og forsanger Owen Williams’ dybt humoristiske tekster om sorg, længsel, skam og kærlighed.
Delelementerne er der ikke så meget nyt over, men i hænderne på The Tubs bliver helheden magisk. Bandets sange er übermelodiske, og som maskingeværsalver leveres riffs, så englene synger. Noget så uddateret som jingle-jangle-guitarer og noget så fortærsket som unge mænds ynkelige kærlighedsfortællinger bliver sprællevende.
På få år har The Tubs snart udgivet tre album, der mere eller mindre lyder ens. Nok hælder debuten ‘Dead Meat’ lidt mere mod (post)punken, toeren ‘Cotton Crown’ mod det introspektive og den kommende ‘Hard Life’ mod både keltisk musik og melodiøs alternativ rock, men lyden er stadig sårbar folk møder fræsende rock.
En klar, homogen lyd, der samtidig rummer kontraster, er dét, der sammen med Owen Williams’ underfundige evner med pennen gør, at The Tubs smittende sange rammer hårdere end det meste andet lige nu.
Fra Cardiff til London
»We’re not from England – we’re from Scotland and Wales«, lød det med haggis-tyk skotsk dialekt fra trommeslageren Taylor Stewart, da jeg første gang så The Tubs på Loppen i februar 2024. Det sagde noget vigtigt om bandets identitet.
Ikke ulig irske Fontaines D.C. (der ligeledes har rykket teltpælene op og draget mod metropolen London) har The Tubs et konfliktfyldt forhold til kontrasten mellem deres ophav i Cardiff og deres nye hjemby. Hvor irerne er ved at overtage verdensherredømmet, føler The Tubs sig stadig som outsiderne med lillebrorsyndrom.
På ‘Hard Life’ siver keltiske toner ind i alle sprækkerne, og særligt violinisten Chris Haighs bidrag hiver mig med til højlandet. Der er noget smukt over at holde fast i traditionerne, selv når karrieren eller andet i livet fører én væk fra hjemstavnen. Også selvom det kan virke usikkert, som der forundres over i ‘Who’s Gonna Love You Now?’.
De sidste små 10 år er Londons toneangivende eksperimental-bands som Black Midi, Squid og Black Country, New Road løbet med overskrifterne. Ved siden af dem virker The Tubs måske som det lokale pubband, der drikker for mange »pints of John« (som de erkender på ‘One More Day’ og andetsteds) og spiller traditionalistisk musik af den gamle skole. De er heldigvis meget mere end det.
De sprænger ikke rammerne for vores fælles genreforståelser, ej heller har de storhedsvanvid. Til gengæld har de styr på deres musikhistorie og forstår, hvordan de tager ejerskab over den.
Respekten for ophavet og inspirationskilder tydeliggøres, når man læser interviews med bandet. Men vil man virkelig forstå The Tubs, kan man også bare lytte til deres forbavsende gode folkudgave af Metallicas ’Fade to Black’.
Smerteligt godt håndværk
The Tubs forener nemt modsætningsforholdet mellem lyksalige, større-end-livet popmelodier og patetiske tekster. I samme åndedrag skrives sange, der kunne være introer til coming-of-age-film, men hvis temaer berører misbrug og selvhad. Hertil kommer oftest et velformuleret glimt i øjet. Smerteligt godt håndværk.
Owen Williams ironiske distance står heldigvis aldrig i vejen for hans oprigtighed. Når han på ‘Strange’ beskriver, hvor mærkeligt det er at miste sin mor til selvmord, virker han dybt menneskelig. Nervøst betragtende fra sidelinjen stiller han spørgsmålstegn ved absurditeten i overhovedet at behandle det emne i en sang. Den rammer lige i hjertekulen.
Bandet står på skuldrene af adskillige bands fra indiekanonen samt en god håndfuld folklegender, men håndværket transcenderer inspirationskilderne. The Tubs er først og fremmest en vennegruppe, der holder af at spille musik sammen. De er bare absurd gode til det.
The Tubs kan få dig til at grine, græde, danse og alt muligt andet. Jeg selv? Jeg får lyst til at skrue helt op og lave gadedrengehop igennem byen med et stort smil på læberne.
Er man den mindste smule til gode melodier, punkenergi og selvironisk (og selvpinerisk) lyrik, bør man bruge halvanden time af sit liv på at høre The Tubs’ diskografi. I så fald får man sig et nyt yndlingsband. Eller et nyt crush.
‘Hard Life’ udkommer 11. september.