’Youth’: Jeg er smaskforelsket i hende efter denne vanvittigt charmerende komedieserie
SERIE. Jeg har haft et crush på Sharon Horgan, lige siden hun sammen med sine fire fiktive søstre dræbte og begravede et røvhulshul, der ligner Claes Bang.
Og selvom hendes nye HBO-serie ’Youth’ måske ikke er helt lige så genial og original som ’Bad Sisters’ eller gennembruddet ’Catastrophe’, er jeg nu blevet smaskforelsket i hende.
Hvordan kan man andet, når hun som den fraskilte 50-årige Alex famler sig gennem livet og London, selvom hun egentlig har det meste: lækkert hår, skøn lejlighed, en ekstremt klædelig trenchcoat og en stilling som redaktør og agent på et hipt forlag. Og så har hun også en kæbe, der er gået af led = det er slut med at give blowjobs.
Øv bøv. Særligt efter hendes bedste veninde og magtfuldkomne chef (Sharlene Whyte) prædiker, at en daglig sutter er vejen til et lykkeligt parforhold.
Det er netop det, den romcom-værdige heltinde ikke har. En kæreste. Og som en Bridget Jones med keltisk tunge og menopause beslutter hun sig for at finde sådan en hurtigt.
I en midtlivspsykose har hun nemlig bildt sig ind, at der er en udløbsdato på kærlighed, og i nogle af seriens bedste og mest komplekse scener bliver den aldersfascistiske hovedkarakter en slags antitese til ’Hotel Romantik’-logikker og seriens eget tydelige ærinde med at hylde seniordating.
Lad os derfor kalde det nemesis, når Alex i sin jagt på både ungdom og en partner opstøver en kropsstor mandebaby (Rupert Friend).
Og hen over de hurtigt sete afsnit fyrer den kemispækkede duo op for Ross og Rachel-dynamik med en masse forviklinger og dicpics. Men selvom man ved gud hepper på dem, bliver deres skal/skal-ikke-motiv indimellem ensformigt.
I stedet for at gøre deres relation mere besværlig end nødvendig – uagtet at jeg gennem førstehåndserfaring ved, hvor langtrukkent det er at date mænd, der lider af rastløshed og forsvindingstrang – skulle ’Youth’ måske hellere have brugt tiden på at udfolde sine andre virkelig spændende problematikker og konflikter.
Syge forældre, arbejdsstress, anspændte venskaber og skøre platinblonde eks’er, der rejser til Canada for at få et skuespilgennembrud i en underbudgetteret sci-fi-film. Ad.
For slet ikke at nævne de åbenlyse dilemmaer, som affødes af at have en voldsomt irriterende søn, der muligvis er fem minutter i incel.
Ej, den 16-årige Ruarí (Aran Murphy) er faktisk enormt sød, kær og glimtvis genkendelig, som han parallelt med, at hans mor forsøger at finde den sidste soulmate, selv forsøger at finde den første. Og de enkelte scener mellem Murphy og Horgan, hvor teenage- og voksenlivet for alvor kolliderer, giver serien en kærkommen følelsesmæssig dybde. Man bliver ligefrem rørt – men primært underholdt.
’Youth’ er nemlig virkelig sjov og vanvittigt charmerende. Et tempofyldt kaosland fuld af høje promiller og lave standarder, hvor et veloplagt cast er umådeligt godt selskab.
Det gælder også de mange skønne gæsteoptrædener fra blandt andre Damian Lewis, Harriet Walter, ’Notting Hill’-royalty Tim McInnerny og sågar den danske komiker Martin Høgsted med, ja, en høg på armen.
De popper primært op i forbindelse med nogle bogkontrakter eller skøre pitches – for havde ’Nøjsomheden’ ikke allerede overbevist dig om, at forlagsbranchen og litteraturkredse er en evig kilde til sammenstød og jokes, så gør ’Youth’ det.
Forvent derfor, at den på alle måder vittige dialog leverer sjov med alt fra store litterære egoer til den voksende YA-genre og en erotisk bestseller om en goblins sæd.
Og forvent, at du efter at have onduleret Horgans herlighed sidder og venter på en sæson to.
Kort sagt:
’Youth’ minder os om, hvor forbandet tiltrækkende Sharon Horgan (og andre overgangsaldrende damer) er.
Anmeldt på baggrund af syv ud af otte afsnit.