I 2010’erne fik horrorgenren en kunstnerisk blodtransfusion med Ari Aster, Robert Eggers og David Robert Mitchell, der brød igennem med deres respektive indiegysere, ’Hereditary’, ’The Witch’, og ’It Follows’.
Mens Aster og Eggers siden kun er vokset i prestige og budgetter, har Mitchell ikke instrueret en film siden 2018. Indtil nu.
For i denne uge vender David Robert Mitchell tilbage i biografen med den hemmelighedsomgærdede dinosaurer-løs-i-forstaden-thriller ’The End of Oak Street’ med Ewan McGregor og Anne Hathaway i hovedrollerne.
Filmen er ikke blot instruktørens comeback til det store lærred. Det er samtidig et gensyn med the American suburb, det kreative arnested for hans to første anmelderroste film, ’The Myth of the American Sleepover’ fra 2010 og altså ’It Follows’ fra 2014.
Og det kan meget vel blive hans sidste chance.
En drømmetilstand
Debuten var et slice of life-portræt af en gruppe teenagere, der over en aften forsøger at presse den sidste kådhed og kærlighed ud af sommeren. Tænk Richard Linklaters ’Dazed and Confused’, men som et endnu mere no-budget, impressionistisk og plotløst portræt af ungdommelig akavethed, intimitet og drømme.
’It Follows’ var en atmosfærisk gyser i ånden fra John Carpenters ’Halloween’ med en simpel, men uafrystelig præmis om den unge kvinde Jay, der efter sex på en date begynder at blive forfulgt alle steder af et formskiftende væsen.
Det er to meget forskellige film, men i begge gør David Robert Mitchell forstadslivet i Detroit – hvor han selv er vokset op – til sit helt eget lukkede univers.
»Jeg kan lide ikke at være låst fast af de naturlige regler for vores verden. Jeg kan lide at ændre tingene en lille smule. Det handler om at skabe noget, der er tættere på en drømmetilstand (eller et mareridt)«, fortalte David Robert Mitchell til Filmmaker Magazine i forbindelse med premieren på ’It Follows’.
Villavejene hos filmskaberen er fulde af tætklippede haver, fuglefløjt og overtapetserede parcelhuse. Altså forbandet almindelige. Og så alligevel slet ikke. For som hos David Lynch er den trygge forstad ikke altid, hvad den giver sig ud for.
Gennem et dvælende filmsprog af lange indstillinger, 360-graders panoreringer, isnende zooms, matte farver og overraskende brug af totalbilledernes dybde præsenterer Robert Mitchell os for en verden blottet for voksne. Med de anakronistiske biler og teknologi er det som at befinde sig uden for tid.
Det er forstaden som både nostalgisk drøm og fangetagende mareridt, hvor barndomsidyl og tabt uskyld går hånd i hånd, og udlængsel, isolation og stillestående tidsfordriv på sofaen føles som en grundtilstand. Mere end en metafor for dødelige kønssygdomme som aids kan Jays oplevelse med det for alle andre usynlige væsen i ’It Follows’ ses som et mentalt billede på angst og paranoia – og på i det hele taget at føle sig ung og ude af sync med resten af verden.
Uanset tolkning skabte ’It Follows’ ved sin brede biografpremiere i 2015 både resonans og hype og blev nærmest øjeblikkeligt udråbt som en moderne horrorklassikker.
Hollywood (og dens forstæder!) kaldte, og David Robert Mitchell gav i førnævnte interview udtryk for, at han var klar på at lave alt fra komedie og adventure til drama og science fiction. Hans næste film skulle på godt og ondt vise sig at blive lidt af det hele og mere til.
Slacker-klassiker eller kønsdiskriminerende?
Jeg husker stadig at sidde sammen med en ven i en fuldstændig tom biografsal i starten af 2019 og slubre ’Under the Silver Lake’ i mig med olympiske tømmermænd og filmhistorieundervisning klar i erindringen.
Det var sådan, den tågede LA-noir med Andrew Garfield i hovedrollen skulle nydes: Som en vibe eller en feberdrømmende fortabelse i gamle Hollywood-stemninger à la Hitchcock, Pinterest-agtige patchwork over 90’er- popkultur, hipster-millennial-satire og ikke mindst kryptisk QAnon-core over alskens konspirationsteorier i drømmenes by.
Det var bare langt fra sådan, alle modtog David Robert Mitchells imødesete tredje film ved dens verdenspremiere i hovedkonkurrencen i Cannes i 2018, hvor instruktørens to forrige film tidligere havde været vist i parallelprogrammet Critics’ Week.
Filmen delte mildt sagt vandene blandt kritikerne. Nogle roste den for at være en ambitiøs og stilbevidst åndsfælle til slacker-noir-klassikeren ’The Long Goodbye’, mens andre havde problemer med dens labyrintiske plot uden synderlig retning eller mening, dens tegneserieagtige karakterer og ikke mindst objektiviseringen af de forføriske kvinder i hovedpersonen Sams liv.
Sidstnævnte kritik gik David Robert Mitchell hurtigt i rette med ved at argumentere for, at kvinderne netop fremstilles gennem Sams ustabile og lettere misogyne gaze.
Tilbage stod distributøren A24 med lidt af en joker på hånden, som de ikke vidste, hvad de skulle stille op med. Uden vanlig coolness udskød de filmens biografpremiere ad flere omgange, indtil den 10 måneder senere blev drysset ud i enkelte biografer og på et moderat budget (otte millioner dollars) blot tjente to millioner ind.
Risikoen ved frie tøjler
Den mest sønderlemmende kritik af ’Under the Silver Lake’ kom fra The Guardians anerkendte anmelder Peter Bradshaw.
I sin Cannes-anmeldelse kaldte han filmen for »a catastrophically boring, callow and indulgent LA mystery noir« og David Robert Mitchell for et klassisk eksempel på risikoen ved at give en ung, hot instruktør frie tøjler ligesom Richard Kelly før ham.
Kelly hvem?
I starten af 00’erne blev Richard Kelly i midten af sine 20’ere udskreget til den næste David Lynch oven på sin egensindige kultdebut ’Donnie Darko’. Med opfølgeren ’Southland Tales’ – en udsyret apokalyptisk sci-fi-musical-satire over USA’s tilstand post 9/11 med bandt andet The Rock og Justin Timberlake – sluttede Kellys karriere nærmest øjeblikkeligt ved verdenspremieren 21. maj 2006 i Cannes efter en mur af buhråb og en dødsdom fra anmelderkoryfæet Roger Ebert.
Det efterfølgende klippekaos kunne ikke redde filmen fra at blive et publikumsflop halvandet år senere.
Forestillingen om Hollywoods sorte liste og et såkaldt instruktørfængsel er skabt af skæbner som Richard Kellys.
Og i de otte år siden premieren på ’Under the Silver Lake’ har der bortset fra sporadiske nyheder om et superhelteprojekt (og et aktivt afkodende kultfølge på filmens subreddit) været stille omkring David Robert Mitchell. I stilheden er sammenligningen med Richard Kelly kun taget til i styrke.
Mitchell fik ry som idérig, men for utilregnelig til at turde satse på i et mere franchisebetonet og – ifølge amerikansk films måske største original Charlie Kaufmann – skræmt Hollywood.
Men nu får David Robert Mitchell altså endnu en chance for at bevise, at han er et instruktørnavn med en fremtid foran sig. Og det gør han ikke mindst takket være den magtfulde instruktør og producer J.J. Abrams
Tilbage til rødderne
Da ‘The End of Oak Street’ i 2024 blev annonceret, gik den under titlen ’Flowervale Street’ og blev beskrevet som et thrill-ride optaget til IMAX. Meget mere fik man ikke at vide, udover at den altså både var instrueret og skrevet af David Robert Mitchell og produceret af J.J. Abrams selskab Bad Robot.
Abrams’ involvering fik folk til at gisne, om filmen mon var en del af det større ’Cloverfield’-univers.
To år senere og et par udsættelser af filmens premiere er man ikke blevet meget klogere på, hvad ’The End of Oak Street’ er for en størrelse. Trailerne antyder en historie om drabelige dinosaurer, der ud af det blå dukker op på en fredelig villavej, mens Ewan McGregor og Anne Hathaway er forældrene, som i bedste Spielberg-stil må holde sammen på familien.
Budgettet er over ti gange større end noget, David Robert Mitchell tidligere har haft mellem hænderne. Blockbuster-hofkomponisten Michael Giacchino er hyret ind. Og alle sejl er sat for at sikre en sensommerbasker ved billetlugerne.
Det største mysterie omkring filmen er derfor nok, hvorvidt David Robert Mitchell og hans dygtige faste fotograf Mike Gioulakis kan genfinde fortidens forstadsmagi midt i dinospektaklet.
Hvis det ikke går, lyder instruktørens næste film som en mere sikker vej frem.
Den hedder nemlig ’They Follow’ og er en opfølger til instruktørens store gennembrud. Den har rumsteret i mange år, men nu skulle den være god nok med Maika Monroe – som siden er blevet lidt af en scream queen med ’Longlegs’ –tilbage i rollen som Jay.
Den vigtigste genkomne aktør er og bliver dog forstaden. Den upåfaldende arena, David Robert Mitchell som få andre skildrer som sit helt eget filmiske rum fuld af drømme – og mareridt.
’The End of Oak Street’ får biografpremiere 13. august.