‘The End of Oak Street’: ’It Follows’-instruktørs take på en dinobasker a la Spielberg er en overlevelsesthriller for fuld udblæsning
FILM. Det er egentlig ret overraskende, at David Robert Mitchell til sit længe ventede comeback-film har fået karrierens med afstand største budget, omkring 550 millioner kroner.
For i disse tider, hvor Hollywood virker mindre og mindre risikovillige, kunne man godt have forventet en mere nedtonet tilbagevenden til filmscenen.
Godt nok instruerede amerikaneren den nærmest universelt roste gyser-nyklassiker ’It Follows’ i 2014. Men siden har han kun lavet den efterhånden otte år gamle stonerkomedie ’Under the Silver Lake’, som splittede anmelderne og underpræsterede ved billetlugerne.
Heldigvis for både Mitchell og os andre er han bakket op af den magtfulde og pengestærke producer J.J. Abrams til sin nye film. Man forstår godt, at den erklærede Steven Spielberg-fan har været interesseret i projektet.
For ’The End of Oak Street’ er en blockbusterfilm af den gamle skole, som Abrams selv hyldede som instruktør i 2011 med ’Super 8’. En pastiche på 80’ernes mainstream-baskere produceret af Spielbergs selskab Amblin Entainment. Vi snakker eventyrlige og charmerende klassikere som ’E.T.’, ’The Goonies’ og ’Tilbage til fremtiden’.
80’erne er også rammen for handlingen i ’The End of Oak Street’. Mitchells filmhold har kælet for detaljerne – tøjet, indretningen og musikken – for at genskabe perioden i et amerikansk villakvarter, hvor en kernefamilie kommer ud for noget helt utroligt.
En aften ser mor Denise (Anne Hathaway), far Greg (Ewan MgGregor), storesøster Audrey (Maisy Stella) og lillebror Brian (Christian Convery) et mystisk lys, som giver dem trykken for ørerne og skaber permanent strøm- og vandafbrydelse i hjemmet. Inden længe opdager de, at et cirkulært udsnit af deres lille nabolag på mystisk vis er blevet transporteret tilbage i tiden. Til dinosaurtiden.
Efter et effektivt anslag, der etablerer familiens grundlæggende dynamikker ved en vejfest, kører ’The End of Oak Street’ for fuld udblæsning som en tempofyldt og underholdende overlevelsesthriller.
I stil med den mest oplagte Spielberg-sammenligning (som godt nok er fra 90’erne) ’Jurassic Park’ venter Mitchell lidt med at vise dinoerne i fuld skikkelse. Men derfra slynger han et sandt slaraffenland af kæmpeøgler med hver deres særpræg mod familien, som skiftevis flygter og kæmper tilbage med gevær og baseballbat. Dinosauerne er i øvrigt mere realistiske end i Spielbergs klassiker. T-rexen har således både fjer og pels!
’The End of Oak Street’ holder dampen oppe med en god blanding af actionsekvenser og mere suspensefyldte setups. Mest vellykket er en scene med et klamt, ålelignende væsen, der slanger sig lydløst rundt blandt hovedpersonerne i deres hjem, uden de opdager det.
Når dinosaurerne først får nappet sig fast i menneskelemmer, er resultatet noget mere blodigt, end det ville være hos 80’er-forbillederne. Gyserinstruktøren vil gerne chokere, og han lykkes især med det i én blodig scene, som ikke skal spoiles her.
Nogle af de farefulde situationer kunne dog godt være undgået. For som et lidt ærgerligt levn fra 80’erne og ’Jurassic Park’ tager de yngste hovedpersoner nogle irriterende og unødvendigt overilede beslutninger, der skal få plottet i omdrejninger. Her tænker jeg særligt på sønnens vilje til at udsætte alt og alle for fare i sin søgen efter deres forsvundne hund, Starbuck.
Man kan også indvende, at tingene falder lovlig nemt på plads i filmens sidste akt – hvor Starbuck sågar igen har en pote med i plottet.
Til gengæld brygger forældrene gennem hele filmen på en ægteskabelig konflikt, der faktisk er overraskende dybfølt og vedkommende. Velspillende Ewan McGregor og Anne Hathaway er troværdige og sympatiske som en halvsølle familiefar, der drikker for meget, og en stærk mor med udlængsel og hemmelige forfatterambitioner.
Det er positivt at se en actionfyldt Hollywood-film, der, trods en beskeden spilletid på 99 minutter, stabler reelle karakterer på benene i stedet for at gemme sig bag tilstræbt kæk dialog.
Det er ligeledes positivt at have David Robert Mitchell tilbage i biograferne. Forhåbentlig klarer ’The End of Oak Street’ sig godt nok til, at han (efter en allerede annonceret ’It Follows’-efterfølger) fremover får lov til at lave sine film med en højere frekvens.
Kort sagt:
’It Follows’-instruktør David Robert Mitchell er tilbage efter otte års tavshed med en tempofyldt overlevelsesfilm, hvor Anne Hathaway og Ewan McGregors skilsmissetruede hovedpersoner sørger for en vis dramatisk tyngde, mens de flygter fra glubske dinosaurer.