Paris Paloma skriver sange om ting, ingen andre synger om. I morgen spiller hun på Syd For Solen

ANBEFALING. Paris Paloma studerede kunsthistorie, før hun i 2022 fik et viralt gennembrud med ligestillingshymnen ’Labour’. 

Det er der ikke i sig selv noget outreret i. Mange populære musikere har studeret alt muligt, mens de ventede på, at succesen skulle indtræffe – Lana Del Rey studerede filosofi, J. Cole læste kommunikation, Megan Thee Stallion har en bachelor i sundhedsadministration. 

Alligevel er det fascinerende, hvor massiv en rolle kunsthistorien spiller i britiske Paris Palomas sange, hvis rigt ornamenterede folkpop ofte nærmer sig en storslåethed, der er Louvre værdig. 

Intet sted er det mere tydeligt end på hendes seneste single, ’Pre-Raphaelite’, der henter sin inspiration fra Det prærafaelitiske broderskab.

En britisk kunstbevægelse fra midten af 1800-tallet, der søgte tilbage mod et mere levende og naturligt billedsprog efter en lang periode, hvor kunstakademiet i London – mente broderskabet i hvert fald – havde fastholdt malerkunsten i et krakilsk jerngreb af skabelon-agtige positurer og kunstige regler hentet fra Renæssancen. 

Det lyder måske umiddelbart som et tungt og tørt udgangspunkt for en popsang, men frygt ej: ’Pre-Raphaelite’ er en påmindelse om, at en kæmpe banger kan udspringe fra nærmest hvad som helst.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Skønhed uden seksuel tiltrækning

Det første man lægger mærke til, når man kaster et blik på et prærafaelitisk maleri, er, hvor usandsynligt smukke og overjordisk dragende kvindeskikkelserne er: flammende rødt hår og dramatiske, androgyne ansigtstræk med store, romerske næser og skarpe kindben. 

Det er også udgangspunktet for ’Pre-Raphaelite’, der kredser om netop sådan en kvinde: »She looked like a painting by a Pre-Raphaelite / With red hair cascading past her sloping, sad eyes / If Rossetti could have seen her, how he would have cried«, lyder det i første vers med reference til en af bevægelsens centrale skikkelser, maleren og digteren Dante Gabriel Rossetti. 

I en video på Instagram pointerer Paris Paloma, at de prærafaelitiske muser formentlig ville være blevet mødt med hadefulde kommentarer fra smålige mænd, hvis de i dag havde postet selfies online. De havde ikke været fuckable nok til Instagram, med andre ord.

»Mænd, der dømmer og nedgør kvinders udseende på den måde, følger bare forbigående kvindeidealer, stærkt påvirket af pornografi og infantile skønhedsstandarder. Sangen er et kærlighedsbrev til det kvindelige blik. Den handler om at blive hypnotiseret af feminin skønhed uden seksuel tiltrækning«, siger hun i videoen. 

Det er et ret fascinerende udgangspunkt for en sang, og resultatet er både storslået og mystisk med et støvet, Portishead-inspireret triphop-beat, som væver sig ind og ud af et barokpoppet arrangement af harpe, strygere og cembalo, mens Paris Paloma fremfører teksten som en stolt knejsende sirene på et klippefremspring over et stormombrust hav.

I sig selv et ganske oplagt prærafaelitisk motiv. 

Meget mere at hente

Min yndlingslinje fra ’Pre-Raphaelite’ dukker op i omkvædet: »She’s in a painting, and I’m out of it«. Ude af billedet eller ude af sin forstand?

Det er en følelse, jeg selv ofte spekulerer over. Man ved godt, at man står udenfor billedet og betragter det, men alligevel er det som om, at billedet taler så direkte til én, at man føler sig inkluderet i motivet. Et sælsomt sammenbrud i grænserne mellem selvbevidsthed og perception. 

Paris Paloma er ikke den første sangskriver, der har ladet sig inspirere af prærafaelitterne til at skrive sange om at se og blive set – en af mine absolutte yndlingssange, Holes ’Celebrity Skin’, er delvist baseret på et digt af Rossetti – og jeg håber ikke, hun bliver den sidste. 

Heldigvis lader det til, at der er meget mere kunsthistorisk popsangskrivning i vente fra den kilde, der har givet os ’Pre-Raphaelite’. 

Om under en måned lander albummet ’The Fatal Flaw’, og den allerede offentliggjorte trackliste byder blandt andet på en sang opkaldt efter min personlige yndlingsmaler, Mark Rothko – kendt for sine dybe, mørke, næsten ensfarvede felter, der føles ildevarslende og dragende som at stirre direkte ind i gabende portaler til jordens indre – samt en sang med den lovende titel ’I Cry in Front of Paintings’ (same). 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Allerede ude er også singlen ’Miyazaki’, der er et velturneret smædeskrift mod kunstig intelligens samt en hyldest til håndens arbejde. Hvilke andre popkunstnere skriver sange om de her ting? 

Derfor har jeg også tænkt mig at møde tidligt op i Valbyparken for at fange Paris Paloma, når hun indtager Syd For Solen i morgen eftermiddag.

For at nyde det drama, det sikkert bliver – musikvideoen til ’Pre-Raphaelite’ er i hvert fald et kostumespektakel, der kunne være en Jane Austen-filmatisering – men også for forhåbentligt at blive tvunget til at spekulere over nogle ting, som popsange sjældent giver lejlighed til at tænke over.

Albummet ‘The Fatal Flaw’ er ude 4. september.