Dijon på Syd For Solen: Sjældent har jeg oplevet så virtuost et band på en scene

Dijon på Syd For Solen: Sjældent har jeg oplevet så virtuost et band på en scene
Dijon på Syd For Solen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

KONCERT. Jeg må indrømme, at jeg var en smule overrasket over, hvor talstærkt et publikum Dijon kunne samle i Valbyparken.

Ikke fordi musikken ikke er fantastisk, men fordi sidste års store gennembrud kom med et album, ’Baby’, der er ret kompromisløst.

Pophåndværket fornægter sig ikke – det er ikke uden grund, at amerikaneren skriver sange for Justin Bieber – men Dijon har en tendens til at pakke sine sange ind i et utal af kompressorer og digitale effekter, der gør, at de smukke melodier, der gemmer sig bag al støjen, ikke nødvendigvis åbenbarer sig ved første lyt. Eller for den sags skyld andet eller tredje.

Men Syd For Solen havde tydeligvis givet musikken den opmærksomhed, den fortjener, og de tog taknemmeligt imod Dijons collage-agtige blanding af indie, americana og psykedelisk r’n’b, og sådan kunne man ellers blive ved.

Det er en svær balance at ramme live, når støjen og de uslebne kanter er en central del af dit udtryk, men i Valbyparken ramte Dijon den rent. ’Higher!’ startede tempereret ud, men kulminerede i et ramlende crescendo, som for forbipasserende må have lydt som et svigtende højtalersystem, men som fansene ville vide var fuldstændig overlagt.

Dijon på Syd For Solen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Andre gange – som på ’Annie’ – lod Dijon sangene trække vejret, som han da også i højere grad gør det på debutalbummet ’Absolutely’, så han for alvor kunne flexe sin længselsfulde, Prince-agtige vokal, der på et splitsekund kunne gå fra luftig til primalskrig.

Men størstedelen af koncerten udspillede sig som en kamp mellem støj og skønhed, mellem hvinende guitarfeedback og skrøbelige ballader, nogle gange i én og samme sang. Som på ’Big Mike’s’, der var en konstant pendulering mellem noget nær a capella og instrumentaler så tunge, at hvert et stortrommeslag skabte rystelser i græsjorden.

Alt sammen spillet med en herlig øvelokale-energi, som var det første og sidste gang, at hver sang blev fremført præcis sådan. Sjældent har jeg oplevet så virtuost et band på en scene.

Dijon har måske nok skrevet sange og produceret for alle fra Bieber til Bon Iver, men hans tætteste samarbejdspartner har alle dage været åndsfællen Mk.gee, der sidste år spillede en polariserende (men genial) koncert på samme festival, hvor han angreb guitaren som et frådende dyr.

Til sammenligning var Dijon lige så larmende, men jeg forestiller mig ikke, at koncerten kommer til at dele vandene nær så meget. På plade er Mk.gee langt mere smooth, gennembrudsalbummet ’Two Star & the Dream Police’ er nemmere at lytte til, men med Dijon vidste de fleste udmærket godt, hvad de gik ind til.

Dijon på Syd For Solen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Og så virker han – modsat sin noget distancerede partner-in-crime – bare som en bundsympatisk fyr, som han stod der og skrålede sine kærlighedserklæringer til sin hustru og sit barn. Sine »babies«.

Sætlisten var svær at sætte en finger på, selvom jeg personligt godt kunne savne debutalbummets herligt sprælske ’Credits!’ – den havde formentlig været et langt bedre Springsteen-cosplay end det, Sam Fender leverede sidste år – ligesom ‘Swag’-højdepunktet ’Devotion’ selv uden Bieber sikkert ville være gået rent ind hos den mere casual del af publikum.

Men det er ikke sådan, Dijon leger, han er kompromisløs ind til knoglerne, hvilket han mindede os om igen-igen, da den i forvejen rundtossede ’Many Times’ bare syntes at stige og stige i tempo, indtil det lød, som om det hele var ved at falde fra hinanden.

Det var meningen, selvfølgelig var det det. Jeg tvivler på, at den her mand nogensinde har spillet en tone forkert, uden at det var med vilje.


Kort sagt:
Dijons første danske koncert var en konstant kamp mellem støj og skønhed, mellem hvinende guitarfeedback og skrøbelige ballader, nogle gange i én og samme sang. Sjældent har jeg oplevet så virtuost et band på en scene.

Find hele Soundvenues dækning af Syd For Solen HER.

Dijon. Koncert. Syd For Solen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af