Alle fra Bieber til Bon Iver vil samarbejde med Dijon. Hans nye album viser hvorfor
ALBUM. Du har måske aldrig hørt om ham, men du har helt sikkert hørt ham.
Foruden at udgive musik i eget navn har Dijon været i studiet som sangskriver og producer på Justin Biebers nye album ’Swag’, Bon Ivers ’Sable, Fable’ og Mk.gees ’Two Star & the Dream Police’.
Dijon har i noget tid floreret som producer med garant for den støvede, håndspillede indielyd, der de seneste år har taget fart med kunstnere som netop Mk.gee.
Eller, helt håndspillet er det ikke, for Dijon har det med at manipulere lydene på en måde, så det er genkendeligt, men stadig outreret nok til, at det ikke helt er til at placere i et akustisk rum.
Lyden er en balancegang mellem det akustiske og det producerede. Kampen mellem klaveret og computeren.
På debutalbummet ’Absolutely’ fra 2021 hørte vi, hvordan Dijon lyder, når han befinder sig primært i det akustiske hjørne. Selvfølgelig ikke helt akustisk, det er jo Dijon, men sangene stod stadig relativt uberørte og jordnære.
På hans nyeste album, ’Baby’, befinder Dijon sig i den stik modsatte boldgade. Sangskrivningen er stadig umiskendeligt den samme indie- og americana-inspirerede r’n’b, der definerede debuten, men Dijon har tilsyneladende brugt en del længere tid på at bearbejde lydene og udtrykket.
Spørgsmålet er: Fungerer Dijons lyd, efter den har været igennem et utal af stereokompressorer og digitale effekter?
Kort sagt, ja. Det gør den. Oftest.
’Baby’ er sværere tilgængeligt end forgængeren, men med tålmodighed og flere gennemlytninger åbner albummet sig op.
Dijons nærmest hviskende og til tider uforståelige vokal ligger som en intim kerne i de ofte rodede produktioner, der udgør albummet. Det er en pærevælling af synths, samplede guitarriffs – muligvis fremført af kompagnonen Mk.gee – lavmælte trommeloops og distortede basgange.
Med det sagt, så kommer det ikke helt uden knaster, når Dijon skruer op for producerknappen. ’Another Baby!’ lyder lidt, som hvis Fætter Mikkel lavede et Prince-cover med sin udefinerbare percussion, stakkerede basgange og LinnDrum-trommesamples. Det bliver lidt en rodebutik.
Men et sted inde i rodebutikken kan man fornemme en 80’er-følsom sangskriver, der med sine kærlighedserklæringer formår at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Sange som ’Yamaha’ og ’Rewind’ lyder skramlede, men her bliver produktionen ikke til en hindring, snarere et kompliment til sangskrivningen.
Sidstnævnte er en støvet akustisk ballade, der til sidst overstyrer i takt med, at vokalleveringen bliver tiltagende mere intens. Det er også en af de mest sparsomt instrumenterede sange på albummet, men de få virkemidler bliver brugt effektivt.
’Baby’ lyder som et album, Dijon har lavet for sin egen skyld. Ikke som et forsøg på at gøre succesen bag ’Absolutely’ efter eller på at lukrere på de streamingtal, en Justin Bieber-feature nødvendigvis må give.
Dijon viser ikke alene, hvorfor han er en af de mest eftertragtede producere i den nye indiebølge, men også at formidabelt sangskriverhåndværk er svært at maskere i effekter – selv i den digitale tidsalder.
Kort sagt:
Med ’Baby’ har Dijon skabt et følsomt og rodet album, der til tider drukner i studieredskaber, men oftest formår at få sætte bagmandens formidable indie-r’n’b-sangskrivning i fokus.