Geese på Syd For Solen: Frontmanden har muligvis storhedsvanvid, men tidens mest hypede band kan sagtens tåle det
KONCERT. Med en decideret mur af Fender-forstærkere som bagtæppe gik Geese på scenen med ét mål: At overbevise Syd For Solen om, hvorfor de har fået så ustyrligt meget – og her mener jeg mere end de fleste rockbands de seneste to årtier – hype.
Brooklyn-bandet har været aktivt i nogle år efterhånden, men det var med 2025’s ‘Getting Killed’, at de for alvor tog røven på verden – eller i hvert fald internettet. De unge newyorkeres musik florerede ustandseligt på sociale medier, og så godt som alle etablerede musikmedier var ude med en holdning omkring dem. Typisk med en positiv indstilling.
Men der har også været kritiske røster. Geese blev gjort til syndebuk (til dels med rette, til dels ikke) for en større sag om lige lovligt kreativ marketing. Bag mange af tidens store kunstnere stod bureauet Chaotic Good, der via falske profiler promoverede deres kunder på TikTok.
En amoralsk strategi, skulle man tro, de fleste kunne blive enige om, men spørgsmålet må alt andet lige være, om Geese ikke kun kunne blive så store, som de er, fordi deres materiale er i en liga for sig.
Geese spillede, bevares, på Loppen ved udgivelsen af pladen ‘3D Country’, men nu skulle de stå til regnskab for al hæderen – og ikke mindst modbevise al kritikken.
Frontmand Cameron Winter troppede op i runde solbriller og Adidas-jakke, med en attitude og en påklædning, der mindede om en gen-z-udgave af John Lennon og Liam Gallaghers bastardsøn. Der var bare dét, at Winter kunne bære hvert et gram af sin halvarrogante fremtræden. Og mere til.
På de mange (!) forreste rækker var der dømt fællessang allerede fra koncertåbneren ‘Husbands’, og da de gnidningsløst gled over i ‘Getting Killed’, var det allerede slået fast, at bandet (bestående af kernekvartetten på trommer, bas og to guitarer samt en livepianist) spillede skarpt.
Bag Winters mørke solbriller gemte sig en ild, og manien slog sig løs under det lidt ældre nummer ‘2122’, hvor ‘Enter Sandman’-riffet fandt vej ind i kaosset. Et vidnesbyrd om Geeses musikalske ophav, deres tekniske kunnen, men mest af alt om, at de godt tør tage pis på sig selv. Selv med hele verdens øjne rettet mod dem troller de deres eget nummer med et fortærsket heavymetal-riff.
Der blev heller ikke sparet på spontaniteten i resten af koncerten, og flere af numrene fik tilføjet udvidede soli og frække breaks. Geese er et legesygt orkester, men de finder altid tilbage til deres medrivende omkvæd, før der går jamband i den.
De gode sange kom som perler på en snor. Flere og flere publikummer kom op på skuldrene af hinanden, ølkrus fløj i vejret, og moshpits opstod som steppebrande. Winter og hans rockkumpaner var som sprællemænd på scenen, mens elektriciteten steg i spænding.
»I have mic supremacy«, lød det kækt fra frontmanden om det faktum, at han var den eneste på scenen med adgang til en vokalmikrofon. Storsmilende kiggede han ud over det fornemme fremmøde og konkluderede formentligt, at ingen nogensinde har taget skade af bare en smule storhedsvanvid.
Geese havde allerede overbevist Valbyparken om kvaliteterne ved deres rablende skæve rabiesrock, men de sidste tre skud i bøssen løftede alligevel koncerten op i himmelstrøgene. Ekstasen kulminerede med den kærlige ‘Au Pays du Cocaine’, den pleasende ‘Taxes’ og den fuldstændigt gale ‘Trinidad’.
Mens solen gik sin gang, og scenelyset transformerede det unge rockhåb, som Geese er og bliver, til rene silhuetter, eksploderede menneskehavet i fællessang, dans, hujen og ren og skær kaos. Da Geese forlod scenen og krammede hinanden på vejen ud, tror jeg, de var lige så lykkelige som os andre.
Kort sagt:
Fra Geese først gik på scenen, blev vi trakteret med en rockkoncert, der snart ikke kunne være spillet eller have lydt bedre. Den massive hype, som Brooklyn-bandet har modtaget de sidste par år, kunne sagtens efterleves på Syd For Solen. Fy for fanden, et bæst af et band.
Find hele Soundvenues dækning af Syd For Solen HER.