KOMMENTAR. Da Syd For Solen i slutningen af sidste år begyndte at udrulle årets festivalprogram, havde vi svært ved at tøjle vores begejstring over de stærke navne, som den københavnske festival diskede op med.
Men én ting er selvfølgelig, hvordan en festival tager sig ud på plakaten, en anden er, hvordan den rent faktisk forløber i virkeligheden, hvor gode navne ikke alene udgør en god festival.
Nu hvor årets Syd For Solen er veloverstået, kan jeg dog kun gentage det, jeg skrev, da den første musikpakke blev offentliggjort: Holy shit!
Årets Syd For Solen viste sig som den uden tvivl mest succesfulde i festivalens fem år lange historie. Både fordi det var tydeligt, at de afviklingsmæssige udfordringer, der især plagede festivalens tidlige år, er fortid. Men også fordi de store musikalske øjeblikke simpelthen stod i kø.
Fra Wednesday, Turnstile og Geese, der hver især viste, hvorfor de hører til blandt tidens absolut mest hypede rockbands. Til r’n’b-virtuosen Dijon, Lordes ekstremt kropslige klubdrama og The xx, der leverede noget nær den perfekte afslutning på festivalsæsonen. For blot at nævne de koncerter, som vi allerede har smidt uhæmmede mængder af stjerner efter.
En hyldest til livemusik
Koncerterne på årets Syd For Solen placerede sig et interessant sted i det danske festivallandskab.
Mens Roskilde Festival i år delte publikumsvandene med en række ofte meget konceptuelle og stiliserede koncerter, der satte spørgsmålstegn ved, hvad livemusik overhovedet er – og mens NorthSide omvendt godt kunne tåle at hæve nysgerrigheden og ambitionsniveauet en smule – placerede koncerterne på Syd For Solen sig ofte i et utroligt vellykket sweetspot.
Mellem fremsynethed og publikumsforførelse. Mellem nysgerrighed og velkendte former. Det var interessant, i hvor høj grad koncerterne fremstod som hyldester til livemusik i den helt klassiske forstand, hvor selve det musikalske håndværk og nærværet overfor publikum er i højsædet.
Selv Dijon, hvis nytænkende r’n’b er en konstant øvelse i, hvor mange digitale effekter en smuk popmelodi kan begraves i, dyrkede et nærmest demonstrativt håndspillet udtryk, hvor man ikke var i tvivl om, at alt, man hørte, blev frembragt live på scenen.
Ja, selv TikTok-fænomenet Sombr lod til at være mere interesseret i at udøve en fascinerende gammeldags idé om, hvordan en rockkoncert lyder og ser ud end i at tage TikTok-logikken med ind på scenen, som Addison Rae eksempelvis gjorde det på Roskilde Festival.
En klædelig afslappethed
Én ting, jeg især studsede over på årets Syd For Solen, var, at en enormt klædelig afslappethed lod til at have sænket sig over festivalen.
Det er selvfølgelig også lettere at holde nerverne i ro, når man ikke skal bekymre sig om tilgængeligheden af basale fornødenheder som mad, drikke og sanitære forhold, men afslappetheden rakte videre end som så.
Syd For Solen har altid været en lidt pæn festival. Folk lader sig ikke degenerere til deres mest primitive naturtilstand, som de gør efter et par nætter på Roskilde Festival. De drikker sig ikke lige så sanseløst berusede, som rygtet vil vide, at de gør på Smukfest.
På Syd For Solen har publikum tendens til at holde på formerne. Der er få festivaler i Danmark, hvor folk så velvilligt klæder sig i hvidt og lyse pastelfarver uden frygt for at blive beskidte. Er man kynisk anlagt, er der ikke så få stereotyper om københavnere med smalle solbriller og hang til sure øl, man kan få bekræftet ved at kigge på Syd For Solen-klientellet.
Derfor var det så befriende at opleve, hvordan folk langsomt begyndte at sænke skuldrene i år.
Især to koncerter gjorde indtryk. Medina, der – på trods af tvivlsomme AI-visuals, frikirketaler om at finde »sit indre lys« og et lydbillede næsten uden bas – forenede hele festivalen i folkelig fællessangsfest. Endnu en gang beviste hun, at få danske musikere har så elsket en diskografi som hun.
Og så hardcore-bandet Turnstile, der fik en overvægt af festivalgængerne til at glemme fine fornemmelser og hvidt tøj for i stedet at kaste sig omkring i det næsten vulkansk rødbrune støv, som hele festivalpladsen af uransagelige årsager var dækket af, indtil de alle lignede møgbeskidte, forhutlede karakterer i en filmatisering af ‘Oliver Twist’.
Jeg så op til flere par Havaianas-klipklapper, vintage Levi’s og Calvin Klein-t-shirts, der aldrig bliver sig selv igen. RIP.
Det så ikke for godt ud, og netop derfor var det så herligt. Hvad der gik tabt i moderigtighed, blev vundet i den lykkerus, der opstår, når man giver sig hen til fælleskabet og musikken. De møgbeskidte smil, der strålede fra samtlige ansigter, kunne smelte det koldeste hjerte. Pludselig føltes Syd For Solen som en »rigtig« festival. Og en af Danmarks bedste af slagsen.
Find hele Soundvenues dækning af Syd For Solen HER.