Wednesday viste Syd For Solen, hvordan en rockkoncert skal skæres – og de fik det til at se nemt ud
KONCERT. På overfladen kan North Carolina-bandet Wednesday virke som endnu et hyggeligt bekendtskab udi alternativ country med lidt kant – eller en art indierock med et godt skud twang. Det er imidlertid en misforståelse af de helt store. Og det skal jeg da love for, at kvintetten gjorde klart på Syd For Solen tidligt torsdag aften.
På festivalens mindste og eneste teltdugsoverdækkede scene fik Wednesday mulighed for at spille en ret intim koncert, da de lagde ud med ‘Reality TV Argument Bleeds’ fra et af sidste års bedste album, ‘Bleeds’. Guitarfeedback og ringende bækkener slog fast, at her var tale om et band, der ikke kom for at please et indifferent festivalpublikum. Tværtimod skulle bandet bevise, at de så sandelig var dagens – hvis ikke weekendens – mest smadrede indslag.
I Karly Hartzman har Wednesday en gudsbenådet forsanger, der synger skønsang ét øjeblik og skriger, som gjaldt det livet i det næste. På samme måde kan Xandy Chelmis’ lap- og pedal steel variere mellem nostalgisk countryklimpren og brage som en sand tordenstorm. Og særligt når der blev skruet op for støjen og lagt tryk på bandets mest rockede elementer, brillerede de.
Det var cirka midtvejs, at vi fik serveret først ‘Pick Up That Knife’ og siden ‘Bitter Everyday’, to sange, der på fineste vis forener sødmefulde melodier, morsom lyrik og øresønderrivende guitarstykker. Da kunne publikum (som måske lige skulle ruskes i gang efter en lang dag på kontoret) ikke længere stå stille, og en energisk moshpit i midten af teltet voksede sig større og større.
Vi havde også været forbi mere rolige countrynumre, men de virkede lige så meget som oplagte pauser mellem de voldsomme støjrocksange. Hartzman nyder tydeligvis at skrige al sin galde ud af kroppen, og i livesammenhæng får vokalen bare ti procent mere ondskab. Til tider var det decideret gåsehudsfremkaldende. Jeg forstår godt, hvis hun lige skulle have vejret en gang imellem.
Hvis bandet virkede lidt rundt på gulvet ved koncertstart (delvist grundet en lånt guitar), kom de hurtigt i stødet og trykkede speederen i bund. Der var ikke tid til alt for meget sniksnak, men det skinnede ud af Wednesday, at de var særdeles glade for at spille for os.
Meget sympatisk lød der dog et »fuck ICE, and free Palestine«, inden mastodont-nummeret ‘Bull Believer’ fra ‘Rat Saw God’-pladen. Hartzman forklarede, at hun altid har brug for at rette sin vrede mod noget specifikt, når hun i sangens klimaks skriger »finish him« henover en tung og langsom støjkakofoni. Og som lovet fik vi en musikalsk mavepuster af den helt voldsomme slags. Et højdepunkt under en i forvejen dejlig koncert, der til sidst blev toppet af med hardcore-fræseren ‘Wasp’.
Til Wednesdays musik kan man både græde og grine, kysse og headbange. Under aftenens koncert var der plads til det hele, og bandet sendte os på en berusende tur hele vejen til North Carolina – med alt hvad det indebærer af teenageforelskelser, tæt druk og for tidlige dødsfald. Det var noget nær umuligt ikke at være overbevist om gruppens evner, da den sidste feedback skrattede ud af forstærkerne.
Kort sagt:
Wednesday viste Syd For Solen præcis, hvordan en rockkoncert skal skæres – og de fik det endda til at se nemt ud. Med én fod solidt plantet i sydstatscountry og en anden fod endnu mere solidt plantet i dissonant støjrock, fik alle følelserne fra forelskelse til frustration frit løb. I midten af det hele stod en særdeles veloplagt Karly Hartzman i front.
Find hele Soundvenues dækning af Syd For Solen HER.