THE NEW ALTERNATIVE. Det er ikke ofte, at en albumannoncering lander sammen med lanceringen af en helt ny genrekategori.
Det er ikke desto mindre tilfældet hos de amerikanske indierockere DIIV, der i forbindelse med annonceringen af deres femte album, ’ZIRP!’, har opfundet termen The New Alternative, som de beskriver som »en ny genre til det 21. århundrede«.
»Mere specifikt: en ny genre for 2020’ernes optimerede, venturekapitalfinansierede, super deluxe-remixede, AI-forbedrede, algoritmisk perfektionerede vilde vesten, hvor en million streams er fantastisk, en milliard endnu bedre, og en billion er inden for rækkevidde«, fortsætter de i en pressemeddelelse, der lyder som et manifest.
Den slags hyperbolske udsagn er lette at affærdige som jokes. Ingen har lyst til at være den godtroende idiot, der uden ironisk sans lapper et amerikansk indiebands edgelord-udtalelser i sig – og der er da heller ingen tvivl om, at DIIV’s højtravende pressemeddelelse til dels er skrevet med et glimt i øjet.
Alligevel har jeg haft svært ved at slippe idéen om The New Alternative, siden genren blev indlemmet i sidste uge. For kan det tænkes, at DIIV måske ikke er helt galt på den, når de taler om en revolution inden for den alternative musik, der er i gang lige nu?
Lille musikalsk fællesnævner
Selvom musikhistorien er fyldt med genrekategorier, hvis primære karakteristika ikke er musikalske, men derimod en bestemt mode, livsfilosofi eller geografisk placering, må man alligevel spørge sig selv: Hvordan lyder The New Alternative?
Her får vi en lille smule hjælp fra DIIV. Om inspirationen bag termen nævner bandet nemlig »kunstnere som Slayyyter, Eartheater og Turnstile, der tvinger den gamle garde til at finde nye måder at forstå musik hinsides gammeldags scenebetegnelser og genremærkater«.
De tre kunstnere har ikke særlig meget til fælles. Turnstile, der smider alt fra new wave-synthesizere til panfløjte ind i deres hardcore-maskine. Slayyyter med sin indiesleaze-inspirerede dancepop, der lyder som et uhelligt møde mellem Nine Inch Nails og Britney Spears. Eartheater, hvis æteriske artpop kombinerer forhekset kammerfolk med glitchende triphop.
Den musikalske fællesnævner er umiddelbart lille, men alligevel forstår jeg faktisk godt, hvad DIIV mener.
Hver af ovenstående kunstner repræsenterer en slags hyper-online uærbødighed over for bestående kategorier, og jeg kan levende forestille mig, at deres musik kan have repræsenteret en spændende og provokerende udfordring for et band som DIIV, der gennem halvandet årti har stået bag yderst velklingende, men ikke altid vildt fremadskuende indierock.
Det samme gælder det fjerde navn, bandet nævner: Charli XCX-produceren A.G. Cook, der beskrives som »en af hovedarkitekterne bag vores post-genre-fremtid«, og som er produceren bag ’ZIRP!’.
Man kan godt høre hans fingeraftryk på albummets førstesingle, ’The Fountain’, der til dels fortsætter i bandets velkendte shoegaze-spor, men som i sit sidste minut kulminerer i et syntetisk beat og den spinkle, metalliske guitarforvrængning, Cook tidligere i år introducerede på Charli XCX’s ’Rock Music’.
’Rock Music’, og det efterfølgende album ‘Music, Fashion, Film’, er et andet godt argument for, at vi befinder os i en brydningstid, hvor indierockens konventioner er ved at kollapse.
Albummet er i sig selv et provokerende opgør med idéen om, hvad rockmusik kan være: En popstjerne, der metakommenterer selve underholdningsindustrien som fænomen, mens hun leger med byggestenene fra 90’ernes grunge og 00’ernes garagerock, som var der tale om legoklodser.
Det er om noget The New Alternative: En fuckfinger til selve idéen om, at alternativ musik er én bestemt ting.
Algoritmernes kasser
Som så mange andre genreinnovationer er The New Alternative også et politisk projekt – måske endda i lige så høj grad som det er et musikalsk et. Navnet, fortæller de til The Guardian, er blandt andet inspireret af Margaret Thatchers berømte slogan om den liberale kapitalismes overlegenhed: »There is no alternative«.
»Jeg vil virkelig gerne generobre det ord«, fortæller bandet forsanger, Zachary Cole Smith. »Der er et alternativ til kapitalismen«.
Ligesom punken er The New Alternative en genre med en tøjstil. Som en del af deres nye metaironiske, kapitalismekritiske æra er DIIV begyndt at gå klædt som mellemledere i et revisionsfirma med nålestribede jakkesæt, der ikke helt passer, og slips med virksomhedslogoer på. ’ZIRP!’ står for »zero interest-rate policy«.
Et af hovedmålene for bandets kritik er musikbranchens streamingøkonomi, ikke mindst Spotify: »Jeg synes absolut, at det firma burde nedlægges«, udtaler Smith og fortsætter: »For Spotify er musik bare foder i firmaets økosystem. De sælger teknologi. Apple er et firma, der sælger telefoner. Musik er en ressource, som de kan plyndre og røve«.
Det er måske her, man forstår den egentlig intention bag lanceringen af The New Alternative som begreb – og sammenhængen mellem kunstnere så forskellige som Turnstile, Slayyyter, Eartheater og A.G. Cook.
Det, de deler, er en tilgang til musik, der ikke fuldkommen passer ind i streamingtjenesternes algoritmeordnede kasser. Musikalske udtryk, der – på trods af deres åbenlyse popularitet – er for særegne til at sidde komfortabelt på Spotifys »Best New Indie«-playliste.
I vores, ahem, »optimerede, venturekapitalfinansierede, super deluxe-remixede, AI-forbedrede, algoritmisk perfektionerede« tider er der et lille oprør i at lave musik, der falder lidt udenfor kategorierne.
Jeg ved ikke, om jeg tror på, at DIIV’s nye album virkelig bliver lyden af det 21. århundrede, ej heller at The New Alternative kommer til at blive husket som en banebrydende musikalsk bevægelse, der revolutionerede rockmusikken, som vi kender den.
Men mindre kan også gøre det. Jeg håber, at ‘ZIRP!’ bliver et album, der – ligesom ‘Music, Fashion, Film’ eller ‘Worst Girl in America’ – får os til at stoppe op og, hvis bare for et kort øjeblik, føle den herlige ambivalens det er ikke at vide, hvilken kasse noget egentlig hører til i.
‘ZIRP!’ udkommer 30. oktober.