Ugens lig
Bodil, Pivert, Ole, Jarlen, Muffi – og nu Pykker! ’Klovn’ har efterhånden flere hedengangne karakterer end ’Greys hvide verden’.
Næst efter Mia er det nok Pykker, der har lidt mest under Franks regime. (Vi husker alle Franks fejlslagne pearl necklace og Pykkers resulterende sørøver-cosplay). Så det er vel en form for kosmisk poesi, at det er Frank, der bliver påduttet ansvaret for at opfylde matriarkens døende ønske om at være til videnskabelig nytte post mortem.
Og ganske som forventet springer han over, hvor gærdet er lavest, og bruger rundt regnet to sekunder på at google sig til, at Forsvaret efterlyser afdøde mennesker til forsøg. Lyder det lidt suspekt? Lyder det som noget, de fleste af os måske ville lave lidt opfølgende research på? Mjah, nok. Men på den anden side, som Frank siger, »Der er jo mange, der vil have et lig«.
Et af højdepunkterne i dette afsnit er utvivlsomt, at Frank formår at donere Pykkers livløse krop til hæren, der straks begynder at »afprøve en lang række våbentyper og -produkter« på hende. Det emmer lidt af OG-Frank-strabadser, som dengang han kom til at godkende aktiv dødshjælp til Lillemor, eller dengang han, ja, fik Bodil dræbt.
Det er ikke så sundt for helbredet at være associeret med Frank Hvam.
Ugens gæsteoptræden
Pykkers død afstedkommer dog en fornøjelig om end bizar tilføjelse til rollelisten: Mia Lyhne. Men altså ikke Mia-Mia, men Pia-Mia. Pia-Mia fra Oregon, USA.
Hvis vi et kort øjeblik formår at se bort fra, at ’Klovn’ endnu engang spiller den lidt fast and loose med sin egen interne logik og vores alle sammens suspension of disbelief (i øvrigt er Frank og Mias børn, Fie og Malte, igen forduftet fra universet som dug for solen – de er i hvert fald ikke inviteret til urnenedsættelsen), så er det ret fantastisk at se Mia Lyhnes stimoroltyggende, Chris MacDonald-talende Pia dukke for sent op til urnenedsættelsen, forføre Frank, pisse Mia-Mia af, lave et micdrop og flyve tilbage til Oregon, USA. Alt sammen på et lille døgns tid.
Indtil Pia og Mia stod over for hinanden i lobbyen i Scandic Falkoner, var jeg fuldkommen overbevist om, at Mia var i gang med at trolle Frank for vildt, men niks, Mads og Mia har simpelthen en søster, de i tyve år har holdt mere hemmelig end mennesker i PETs vidnebeskyttelsesprogram.
Ugens (nye) Dejan
Og så er gode, gamle Dejan tilbage med et nyt trick, han gerne vil lære os. Sidste gang handlede det om at undslippe arrangementer, man ikke orker, og denne gang handler det om at få folk til at makke ret.
Der er lidt master manipulator-vibes over Dejan Čukić, nu jeg tænker over det.
Nå, men humlen er åbenbart at anskaffe sig et par »tyngdemænd«: Mænd (eller kvinder), der står bag én og ser alvorlige ud, mens man stille og roligt beder håndværkerer om at flytte deres larmende rundsave ned til Hella Joofs kontor, eller flabet køkkenpersonale om at bikse en menu sammen, der er lidt mere Messerschmidt og lidt mindre Pelle Dragsted.
Jeg skal ikke kunne sige, hvor effektiv den her taktisk er, men altså – hvis den virker for Trump, og den virker for Dejan, hvorfor så ikke os andre?
Ugens pik
Iben er, har jeg lagt mærke til, enormt pikfikseret i den her sæson.
Sidst var hun sur på pikkemandsfarmen, og denne gang er hun sur på Nordisk Films pikkede mad. Jeg ved ikke, hvad Freud ville sige til det … men i al fald tror jeg, at det i det store hele handler om, at hun er tilbage til sin rolle fra de tidlige sæsoner, hvor hun dagligt jog en skræk i livet på Casper og fik ham til at hoppe og danse, hver gang hun trak lidt i snorene.
Den vidunderlige tradition har hun i sæson 11 altså omfavnet, som var den en kær gammel ven.
Det er klokkeklart, at Iben forsøger at vække Casper og genne ham ud af sine (typisk ret usympatiske) comfort zones. På papiret en glimrende ide. I praksis not so much. Meget kan man for eksempel sige om ’Far til fire’-serien, men at den har brug for et frisk pust jødehad og Vestas-lobbyisme figurer nok ikke på de flestes top ti-lister.
Der må jeg altså istemme Botofts adrætte håndtering af divaen: »Spændende at se, det gav nogle helt andre farver til scenen, men nej. Det bliver et nej tak«.
Ugens citat
Om det er en form for bias, der dikterer mine valg af yndlingscitater i ’Pia Mia’ og ’Yellowstone’, eller om Iben oprigtigt talt fortjener at løbe med prisen, må jeg pt være svar skyldig på.
Men jeg er unægtelig glad for, at hun er tilbage, og jeg synes heller ikke, man kan løbe fra, at hun har nogle svært underholdende tordentaler. Denne gang er det altså:
»I får pikket mad […] Ved du, hvad det er? Det er en hvid pikkemandsmagtdemonstration, det mad, det er i simpelthen nødt til at være enige med mig i?«.
Ugens bundlinje
’Klovn’ dræber karakterer på stribe og introducerer forsvundne enæggede tvillinger med skumle bagtanker. Aldrig har serien været så tæt på telenovela.
Men hvis man kan komme sig over sæbeoperaaspektet, er ’Pia Mia’ klart et af sæsonens bedre afsnit. Frank begår dumheder, der bringer mindelser om fordums tid, vi lærer ny ’Klovn’-lingo (»tyngdemænd«), Iben brillerer igen, og der er ikke alt for meget ligegyldigt fluff – selv Bo og hans kompagnons contentmøde væves ret elegant ind i Pykker-plottet.
Jeg er, kort sagt, ved godt mod.
’Klovn’ kan ses på TV 2 Play.