MAVEPUSTER. Phoebe Bridgers’ nye album gør ondt. Ikke kun for Gracie Abrams, men for alle, der tager sig tid til at lytte ordentligt efter.
Bridgers har ganske vist aldrig været garant for opløftende musik – selv julesangen ’Have Yourself a Merry Little Christmas’ lyder i hendes hænder som den rene elendighed – men selv efter hendes standarder er ’Lost Weekend’ fyldt med øjeblikke, der suger lykken ud af dig som en Dementor.
Alligevel er det også et album, der er svært at slippe. Jeg har tilbragt weekenden på Syd For Solen, musikken var god, solen skinnede, og alligevel har Phoebe Bridgers’ nye album hængt over mig som en sort sky, mens særligt én sang har hjemsøgt mine tanker.
Den sang hedder ’Still Standing’, og som du måske kan fornemme, er der ikke tale om et Elton John-cover.
Splittede følelser
Bridgers’ tekster er notorisk ambivalente, og af samme grund er ’Lost Weekend’ et album om mange ting. Men der er særligt to tematikker, der går igen.
Den ene er hendes nye forelskelse, navnlig i komikerstjernen og ’Inside’-skaberen Bo Burnham. Eller ’Bobby’, som han omtales flere gange på albummet og i sangen af samme navn, hvor han vistnok selv synger kor. Han er lyset gennem sprækken, måske endda en vej frem.
Albummets anden hovedperson er Bridgers’ far, der gik bort et sted mellem 2022 og 2023, og som albummet er dedikeret til. En far, der var både »mishandlende« og havde »en narko-ting«, som hun tidligere har forklaret til GQ, hvorfor hans død også skabte splittede følelser.
’Still Standing’ falder i sidstnævnte kategori, og selvom farens voicemail i slutningen af ’Never Going Back!’ også er svær at lytte til, er det med denne sang, at hun for alvor stikker kniven ind.
Rent musikalsk står ’Still Standing’ ikke ud ved første lyt. Der er ingen dramatisk finale som på ’Kill Me’ eller ’I Can’t Wait’. Faktisk er sangen ret underspillet, men heller ikke så nøgen, at det i sig selv vækker opmærksomhed, som det eksempelvis er tilfældet med ’Other Plans’.
Mere end noget andet minder ’Still Standing’ mig med sin afsluttende korpassage om ’Carrie & Lowell’, Sufjan Stevens’ eget mesterværk om den komplicerede sorg, og teksten er lige så hjerteskærende.
»Pushed head first into the world«, synger hun og starter vitterligt fra begyndelsen, når hun gennem fragmenterede minder skitserer en traumatisk opvækst, som hverken hun eller lytteren kan finde hoved og hale i. Brudstykker af et vredesudbrud på prom night, en rejsekuffert ved sengen.
»Sometimes I want you back / But not today«, slutter hun det første omkvæd. Sangen er én lang selvmodsigelse.
En form for accept
I andet vers bliver det for alvor mørkt.
»I found her bleeding over the sink«, synger Bridgers med reference til moren og sætter scenen, inden hun giver os nådestødet: »But when you said sorry / You were looking at me«.
Det er økonomisk formidling, så det gør ondt hele nede i maven. En hel families dysfunktion opsummeret i to simple linjer. Farens skyldfølelse, der måske ikke strækker sig til sin egen livspartner, men som alligevel blusser op i ham, når han ser sin datter og indser, hvad han har gjort.
Og ligesom hun på førstesinglen ’Lost Boys’ fik os til at føle empati for den utilpassede militærmand, får Bridgers os til at sympatisere med den voldelige far. Men tilgiver vi ham? Gør hun?
»I can’t remember what I said / But I didn’t mean it«, forsætter hun – der var det med ambivalensen igen – men sangens afsluttende linjer synes alligevel at vidne om en form for accept, at hun har fundet fred med traumet:
»I can’t imagine you dead / But you are every day / Thank you for everything«.
‘Lost Weekend’ er pakket med den slags smertefulde perler (jeg forestiller mig, at titelnummerets »you know me, and I’ll never forgive you for that« nok skal blive til en tatovering eller to), men netop det vers er i mine øjne noget af det mest gribende, hun nogensinde har skrevet.
Det er et pragteksemplar på Bridgers’ evne til at beskrive konkrete situationer helt nøgternt, men alligevel lade alt være op til fortolkning. Og selvom det ikke er første gang, hun synger om forholdet til sin far – ‘Kyoto’ handler også om ham – har hun aldrig gjort det som på ‘Still Standing’.
Det er knusende smuk sangskrivning.
‘Lost Weekend’ er ude nu.