Bisses ‘Familiealbummet’ er en magtdemonstration med hvide flag
ALBUM. Jeg tror, at Bisse har accepteret sin skæbne.
Det er i hvert fald det indtryk, jeg står tilbage med efter at have lyttet til ’Familiealbummet’, hans første soloudspil i over to år.
Familien, albummet kredser om, skal ifølge ophavsmanden selv ikke forstås som Thorbjørn Radisch Bredkjærs egentlige familie, men snarere »hele den store menneskefamilie«, som han forklarer i en pressemeddelelse.
Det virker dog ikke som om, at resten af menneskefamilien fylder specielt meget på albummet.
Omverdenen er snarere statister i Bisses værk. Vi er bagtæppe til hans tanker, hans lullen over hverdagsagtige betragtninger – ofte et mikrokosmos, der gemmer på hans take på de helt store, eksistentielle dagsordner.
Bisse laver 100 meter sprint op og ned ad abstraktionsstigen. Man skal ikke kigge meget længere end singleforløberen ’Yin & Yang’ for at finde et eksempel på dette.
Det er hamrende banale hverdagsbetragtninger om noget så gennemtrawlet som datinglivet i det 21. århundrede. Men hvad der mangler i nyhedsværdi, gøres op for i indsigt.
Det er også Bisse, der blotter sin trang til tosomhed i et væld af casual dates. Det er en gåtur på kirkegården, en Queen-musical i gymnasiet, en klimarådgiver ved kommunen og menneskets trang til at blive anerkendt og elsket.
På ’Inkognito’ er det at sove længe på en mandag og blive liggende i sengen til klokken 12 for at stene bold. At nyde at drive rundt i tilværelsen for at blive trukket ned af »pligtspøgelset«, der våger over én, hver gang man ikke er effektiv eller til nytte.
Det meste af albummet består af klaverbårne poprock-sange med velkomne besøg af en blæsersektion og luftige synthesizere. Det hele lyder meget organisk og håndspillet. Meget passende for et album, der er blevet til i en træhytte i Sverige.
Musikken er generelt underspillet og cool, så der er plads til at tage Bisses ofte tætpakkede lyrik ind uden distraktioner. Der er dog øjeblikke, hvor den musikalske intensitet skrues op.
For eksempel på den eksistentielle postrock-ballade ’Her’. Her er det Bisse, der finder sig til rette i livets omstændigheder. De vilkår og betingelser, der dikterer livet.
»Hvorfor skinner solen / hvorfor spirer træet / hvorfor synger fuglen / når det hele kan være lige meget?«, spørger han.
»Det er det liv, vi har / det er det, livet er / vi er født til at elske, født til at danse / født til at være her«.
Det er total hengivenhed pakket ind i horn og tammer, korstemmer og crescendo-opbygning. Det er livet, når det er allermest banalt, og musik, når det er allermest effektivt.
Det er en magtdemonstration med hvide flag.
Kort sagt:
På ’Familiealbummet’ accepterer Bisse tilværelsen med glimt af hverdagens banalitet og mikrokosmos af eksistentielle spørgsmål. Musikken er organisk, og Bisses tætpakkede lyrik og levering står skarpt, selv efter over to års fravær af soloudspil fra Bisses hånd.