Han var på hele branchens læber – men Afskum vil hellere dyrke det ubehagelige end det kommercielle
ALBUM. Hypen om Afskum spredte sig i 2022 med al hast.
Dengang havde han ikke udgivet én eneste sang, og han var allerede booket til Roskilde Festival. Rygterne svirrede om, at han var rapper, men hvis man havde set ham live, vidste man, at der snarere var tale om hårdtslående, udadreagerende synthrock.
Alle ville have en bid af kagen, og Afskum blev derfor signet til Universal Music Denmark, hvor hans selvbetitlede debutalbum fra 2023 må være en af pladeselskabets mest kompromisløse udgivelser i årevis. Hvis Universal havde håbet på en kommerciel sællert, blev de slemt skuffede, men næsten øjeblikkeligt blev Afskum en kultskikkelse.
To og et halvt år senere er Afskum klar med opfølgeren ‘Hjertet/Kniven’, nu tilbage på det uafhængige pladeselskab Konkylie, hvor han til at starte med slog sine folder. Et todelt konceptalbum, hvor de første fem sange udgør ‘Hjertet’ – altså det ømme og sårbare – mens anden halvdel, ‘Kniven’, viser den mere udadreagerende eller endda aggressive side af Afskum.
Sidstnævnte område har ofte været der, Afskum for alvor har brilleret, men du gør dig selv en bjørnetjeneste, hvis du af den årsag spoler forbi albummets første halvdel.
Ikke blot fordi ‘Hjertet’ viser et stærkt melodisk tække, der tidligere har været en mere perifær del af Afskums palet. Og heller ikke blot fordi den mere tænksomme Afskum kan være mindst lige så medrivende som den udfarende ditto – spoken word-nummeret ‘Son Goku’, hvor Afskum fortæller om at vokse op på et asylcenter og bede til en PlayStation i håbet om, at et ridset ‘Dragon Ball’-spil måtte virke, er en hel spirituel rejse.
Men ‘Hjertet’-delen er især vigtig, fordi ‘Kniven’ opstår ud af de samme tanker, de frustrationer og den sorg, som ‘Hjertet’ behandler mere forsigtigt. Derfor er det også et godt greb, at albummet har været promoveret med dobbeltsingler bestående af én ‘Hjertet’-sang og én ‘Kniven’-sang.
Særligt er koblingen til at tage at føle på med den afsluttende ‘Hjertet’-sang, det mangeårige live-hit ‘I mit blod’, der i studieudgaven er en otte minutter lang odyssé, hvor følelserne bobler sig så store og højlydte, at et tætpakket synthwave-groove, bragende trommer og ængsteligt skrigende vokaler åbenbarer, hvorfor det er nødvendigt at slå over i den aggressive ‘Kniven’. Der er simpelthen nogle ting, der bare ikke kan siges roligt.
Der bliver skruet godt op for støjen på albummets anden halvdel. Her er hastige breakbeat-trommer, forvrængede rockguitarer og endda et hard techno-/gabber-inspireret vanvidsstykke som det allersidste, man hører på albummet. Alt sammen mens Afskum synger som én, der ville flå sine egne øjne ud, hvis han blev forhindret i at synge videre.
Anden del har sine mere stille stunder, hvor man lige kan få åndet ud. Men det er altid tydeligt, at det er en stilhed før stormen, og man venter med hjertet i halsen på, om enhver af de blidere linjer på ‘De sidste dage’ mon afføder et skrig, som hvis man hørte en mere melodiøs udgave af Suicides horrorklassiker ‘Frankie Teardrop’.
‘Hjertet/Kniven’ føles som at blive stukket i hjertet med en kniv. Det er ikke nogen behagelig eller bekvem lytteoplevelse. Men er man frisk på en oplevelse, der kradser og sætter sig i sjælen, er det et absolut must.
Kort sagt:
‘Hjertet/Knivens’ to dele spiller eminent sammen. Først blotter Afskum sig til tonerne af nogle af sine stærkeste melodier til dato, så går han voldsomt til angreb på alt og alle, herunder lytteren. Et ubekvemt kunststykke.