Luca Guadagnino havde gennem syv år forsøgt at stable en filmatisering af bogen ’Call Me By Your Name’ på benene, da han første gang mødte Timothée Chalamet, som dengang havde en lille rolle i tv-serien ’Homeland’. Den på det tidspunkt 17-årige dreng imponerede med det samme den italienske instruktør:
»Jeg så en utroligt artikuleret, skarp, klog, kunstnerisk ambitiøs ung mand – en person som, udover at have en fuldstændig ikke-narcissistisk selvopfattelse, havde en ambition om, at hans skuespil skulle stråle ud fra skærmen«, har Guadagnino fortalt Vanity Fair.
To år senere fik Chalamet sin første rolle i en Hollywood-blockbuster, da han spillede søn til Matthew McConaugheys karakter Cooper i Christopher Nolans sci-fi-storfilm ’Interstellar’. Guadagnino havde fulgt med i det unge stjernefrøs udvikling og var ikke tvivl om, at han ville hverve ham til sit filmprojekt: »Jeg så, hvor konsistent han var, så da den her film endelig blev en realitet, var det en no-brainer, at jeg blev nødt til at arbejde sammen med ham«.
Den lovende skuespillers lettere eksotiske navn kommer af at have en fransk far, som han også har lært at tale fransk gennem. Mens han voksede op på Manhatten, tilbragte familien desuden mange somre i Frankrig.
Kunstnerblodet løber til gengæld i moren Nicole Flenders side af familien. Hun har selv optrådt i flere Broadway-musicals, mens hendes bror Rodman Flender har instrueret både film og tv-serier – blandt andet et par afsnit af amerikanske ‘The Office’. Derudover var deres far Harold Flender manuskriptforfatter, og han fik blandt andet filmatiseret sin roman ‘Paris Blues’ med Paul Newman i hovedrollen.
Chalamet påbegyndte selv sin skuespilkarriere i en tidlig alder som et storsmilende barn i diverse tv-reklamer, men det var først, da han startede på scenekunstskolen LaGuardia High School (ja, den fra ’Fame’), at han for alvor lærte at forstå skuespillet som en kunstform.
»Ved LaGuardia handlede alting om at spille skuespil og reagere og adressere skuespillets eksistentielle spørgsmål«, har han sagt i et interview med Little White Lies. »Det kom til at handle om at finde sandhed i kunsten«.
Der var dog også plads til spas og løjer i highschool-tiden. Det blev gjort klart sidste år, da videoen af en rappende »Ya boy Lil Timmy Tim« kunne afsløres i forbindelse med et besøg hos Ellen DeGeneres – til Chalamets egen store fortrydelse.
Musikvideoen havde åbenbart fungeret som erstatning for en hjemmeopgave i et statistik-fag undervist af en vis Miss Lawton, hvis navn figurerer gentagne gange i det overraskende catchy omkvæd.
Den spæde rapkarriere blev dog lagt på hylden, som skuespilkarrieren tog fart.
Ferskenonani i Norditalien
Det er noget af en bedrift at blive nomineret til en Oscar som 22-årig – og så endda i samme kategori som de aldrende sværvægtere Gary Oldman, Daniel Day-Lewis og Denzel Washington. Men det er samtidig ganske fortjent, for Timothée Chalamets præstation i biografaktuelle ’Call Me By Your Name’ er helt eminent.
I filmen spiller han 17-årige Elio, der bor med sine forældre i Norditalien. Han er en dannet ung mand, der spiller klaver, transskriberer Bach og taler tre sprog flydende. Samtidig er han en rastløs teenager, der keder sig en kende over de sparsomme aktivitetsmuligheder i de ellers naturskønne omgivelser.
Farens nye amerikanske studentermedhjælper Oliver, spillet af Armie Hammer, vækker imidlertid Elios interesse. Mens han viser den høje amerikaner rundt i det lokale område, udvikler interessen sig langsomt til en forelskelse.
Gennem sit møde med Oliver begynder Elio at udforske nye sider af sig selv, hvilket både afføder lykkestunder og frustration. Elios eksperimenter udmønter sig blandt andet i en hyppigt omtalt, nærmest allerede mytisk, masturbationsscene med en fersken.
I et interview med Newsweek har Chalamet fortalt om sine (manglende) overvejelser omkring optagelsen af ferskenscenen: »Jeg kan ikke lide at vide præcis, hvad jeg skal gøre i en scene, for de mest interessante øjeblikke for publikum er dem af sand spontanitet«.
Denne spontanitet afspejles generelt i hans skuespil, som ofte udstråler en drenget og flabet umiddelbarhed. Han evner dog også de nuancerede præstationer.
I den ellers ret uinteressante ’Miss Stevens’ spiller han highschool-eleven Billy, der på grund af sin ustabile psyke tager medicin, som holder ham i ro. I løbet af filmen vælger han at stoppe med at tage sin medicin, og langsomt brydes den døsige overflade af følelsesudbryd, som tiltager i effekt.
I ’Call Me By Your Name’ mærker man også langsomt usikkerheden og skrøbeligheden under Elios velskårne og selvsikre facade, mens han åbner sig for sine medmennesker og for sig selv. I sine første oplevelser med kærlighed kommer han gennem hele følelsesregistret, og Timothée Chalamets samspil med Sufjan Stevens’ musikalske bidrag forsyner filmen med én af årets mest rørende slutninger.
Velkommen til showbiz
På samme måde som Chalamet hviler i sine roller, synes han også at hvile i sig selv, når han medvirker i interviews og gæster talkshows. Han udstråler en umiddelbarhed, der indikerer, at han er selvbevidst uden at være selvoptaget, ydmyg uden at overgøre det. Samtidig virker han lige så intellektuelt funderet som karakteren Elio i ’Call Me By Your Name’, og på trods af mediemøllens store pres, oser han af overskud.
Det er nok også derfor, at han har blæst benene væk under alle under sin Oscar-kampagne, selvom han er et nyt og upåagtet navn. Oscar-eksperter vurderer ham tilmed som Gary Oldmans nærmeste konkurrent.
Det er da også tydeligt, at han er ny i showbiz, og han overvældes ofte af opmærksomheden. Som under hans første besøg hos Jimmy Fallon, hvor han simpelthen ikke kan lade være med at fangirle:
Som uvant celebrity må det være betryggende at have Matthew McConaughey som mentor. Efter ’Interstellar’ har de to holdt kontakten, og McConaughey har givet Chalamet flere gode råd om at navigere i den uoverskuelige filmbranche. Sidste år lod de Interview Magazine optage deres telefonsamtale.
»Husk undervejs at sikre dig, at du af og til gør status, giv dig selv lidt Timothée-tid og se indad. Du får brug for løbende at holde dig opdateret med Timothée,« sagde McConaughey blandt andet til sin unge lærling.
»For du ved, der er skuespildelen, og så er der celebrity-delen. Celebrity-delen forvandler verden til et spejl. Men hvad er egentlig skuespil? Hvad er vi der egentlig for at gøre? Vi er der for at blotlægge det at være menneske«.
Fremtiden ser lys ud
Chalamet står lige nu som et af de mest lysende talenter i Hollywood, og der vil utvivlsomt være rift om ham den kommende tid. Den nærmeste fremtid byder faktisk allerede på roller i flere større filmproduktioner. Han har for eksempel fået mulighed for at spille over for folk som Steve Carrell i ’Beautiful Boy’ og Christian Bale i Scott Coopers western ’Hostiles’. Begge film får formentlig dansk biografpremiere i løbet af året.
Woody Allens kommende ’A Rainy Day in New York’, hvor Chalamet spiller over for blandt andre Jude Law, Elle Fanning og Liev Schreiber, bliver dog næppe et hovedværk i Chalamets karriere, i hvert fald ikke på grund af selve rollen. Efter Dylan Farrows anklager mod instruktøren er blusset op igen, er det usikkert, om filmen overhovedet kommer i biografen. Og anklagerne har fået Chalamet til at donere sin løn fra filmen til velgørende organisationer, uden at han direkte ville kommentere, hvad der lå til grund for hans beslutning. Det er ikke utænkeligt, at pr-strategien op mod Oscar-nomineringen har spillet ind.
Apropos Oscar kan vi glæde os til at se hans birollepræstation i Greta Gerwigs ’Lady Bird’, som får dansk premiere 26. april og er en af årets favoritter. Også her viser han sin sans for at spille på grænsen af intellektuel rebel og selvoptaget teenager som en af hovedpersonens flirts.
Men hvad håber Chalamet selv, at fremtiden bringer? I et interview med GQ svarer han:
»Bare at tingene kommer til at føles mere genkendelige. Alt dette er meget nyt. Jeg forsøger at føre dagbog og virkelig huske denne tid i mit liv. Den føles speciel«.
Læs også: ‘Call Me By Your Name’: 120 procent ægte kærlighed i pragtpræstation af en Oscar-kandidat
Læs også: Kritik af manglen på eksplicit homosex i ‘Call Me By Your Name’ er ærgerligt malplaceret