‘Kun til navlen’: En KUA-core sommerhustur med shakshuka og main character syndrome
ROMAN. Den opmærksomme læser af Weekendavisens Linea Maja Ernsts klummer vil vide, at hun har gået med en forfatterdrøm i maven.
Og nu debuterer hun så med ’Kun til navlen’, en roman om syv venner i midttrediverne, som tilbringer en uge sammen i et skovløberhus ved Himmerland. Det er midsommer, dagene er lange og varme, skovbrynet hemmelighedsfuldt og forheksende, og stemningen tyk af liderlighed, længsler og identitetskriser.
Centralt i bogen står Sylvia, som kæmper særligt med både sine egne livsvalg og hemmeligholdte kærlighed. Hun er kæreste med Charlie, outsideren i denne gruppe af overuddannede mennesker, som har andre og mere traditionelt konservative livsambitioner.
Esben er den forsagte og eftertænksomme forfatter, der udgør den ene part af det power couple, som Karen fuldender. Hun er en lean in-type med et højpræstationsjob, som godt kan få for meget af vennernes sværmeri.
Gry er en Ganni-pige med et udpræget omsorgsgen, som er kæreste med Adam, en embedsmand både af erhverv og livsførelse, der får rokket ved sin ellers stålsatte heteroseksualitet i romanens litterære højdepunkt.
Til sidst har vi Kvæde, som er romanens eneste ungkarl, magnetiske omdrejningspunkt og mest vellykkede figur.
Da Karen og Esben annoncerer, at de skal giftes, kan enkelte af sommerhusvennerne ikke længere leve med forstillelsen og følelsen af magtesløshed over for det konforme, heteronormative, voksenliv.
’Kun til navlen’ er en ensembleroman, hvor vi glider sømløst ind og ud af de syv figurers indre sindsstemninger, og handlingen er fortalt i tableauer; en middag her, kongespil dér, drinks på terrassen i den sartrosa skumring. Alt sammen scenerier som danner ramme om indre og ydre udvekslinger på tværs af synspunkter om køn, identitet, familiekonstellationer og arbejdsliv.
Vi er i umiskendeligt KUA-land. Det er belugabolo-segmentet, som har studeret litteraturvidenskab og overgivet sig til den kulturkritik, de læste i de formative år.
Sally Rooneys romaner og ’Girls’ må være løftestænger for portrættet, hvor de litterære og kulturelle referencer er hyppige, og hvor karakterne selv er helt på det rene med, at de channeller Hermia fra ’En skærsommernatsdrøm’ eller Esther Greenwood i ’Glasklokken’. Det gør dem alle både irriterende og en smule uimodståelige.
Og det ved romanen godt. Den fremstår da også først og fremmest som et kærligt, satirisk portræt af en selvforelsket generation med tungt main character syndrome, som tænker på sig selv og sin plads i verden. Derfor interagerer de med kunst og kulturkritik ud fra en devise om, at det læste skal overføres direkte til deres liv og bruges som kasteskyts til at retfærdiggøre egne livsvalg og kritisere andres.
Så vi har med en gruppe splittede mennesker at gøre, som har så svært ved at forene studietidens radikale sværmeri med deres nuværende livssituationer med børn, faste parforhold, jobs og regninger.
De vil det udsvævende liv, men er tilsyneladende ikke klar til at indse, at de er alt for bundne af deres stræbsomme selvbevidsthed. »Var vi ikke bohemer for fem minutter siden«, spørger Sylvia sig selv i en af sine mange, lange tankestrømme. Men nej, må svaret være, for bohemen er for denne gruppe millennials først og fremmest noget, de har læst om.
Linea Maja Ernst skriver sanse- og stemningsfuldt om opulente middagsborde og skovens midsommertunge magnetisme. Hun har en særlig og sart fornemmelse for detaljer. Det smukke middagsbord bliver et rum for et fællesskab drevet af længslen efter det forgængelige, fordærvelige, og længslen efter at tage bolig i det smukke.
Her er det florlette artiskokanretninger, piskede smørtårne og shakshuka over åben ild. Gin & vermouth i glasset, krebseanretninger og kan-vi-lige-holde-til-det-energi.
Men når romanen kommer til kort, så skyldes det, at det hele, ligesom borddækningen, fremstår for belejligt arrangeret. Dén hændelse, som afstedkommer dén endeløse tankerække. Det bliver for kunstigt, som IG-highlights, og det hiver luften ud af handlingen og karaktererne.
Som når gruppen en aften pludselig ikke kan finde Gry og Adams søn, og de må bryde op for at finde ham. Mens Gry leder efter lille Sejr i skoven, gribes hun af tanker om børns forsvarsløshed og forældrerens forbandede ansvar. »Er de ikke i livsfare hver dag? Er det ikke helt statistisk usandsynligt, at man skulle kunne værne dem? De kræver så konstant opmærksomhed, så trofast beskyttelse«. Og sådan fortsætter tankerækken og bliver til en formfuldendt kronik om forældreskabet og dets tabuer, indtil drengen altså dukker op i god behold.
Passagen er eksemplarisk for, hvordan hændelser og karakterer konstant giver anledning til kulturanalyse. Det bliver for forudsigeligt, for net ligesom, og karakterne bliver flade beholdere for et bestemt synspunkt på det moderne livs udfordringer.
’Kun til navlen’ vil så gerne forføre, men det fremstår af og til mest som selvbedrag. Og selvom romanen måske godt ved, at dens karakterer er en smule latterlige, insisterer den samtidig på, at de er elskelige. Og dermed lander bogen lidt mellem to stole. For når de hele tiden skal spejle aktuelle samfundstendenser, bliver de for stive og fuldendte til at lykkes som hele portrætter.
Kort sagt:
Linea Maja Ernsts persongalleri af selvforelskede millennials lander midt imellem karikaturer og helstøbte karakterer, hvilket desværre trækker hendes både kærlige og detaljemættede generationsportræt ned.