Debutromanen ‘Mother Earth’ er en hæsblæsende dansk thriller om uduelige bureaukrater
ROMAN. Hvis der blev lavet en uvildig undersøgelse over de absolut kedeligste ord i det danske sprog, ville listen være én til én med kernebegreberne i Alexander Rich Henningsens roman ’Mother Earth’:
1. Økonomiforvaltningen
2. Ekstern konsulent
3. Betonstøbeskel
4. Pladsanvisningen
5. E-boks
Men med sit litterære håndværk formår forfatteren at forvandle opskriften på effektiv sovemedicin til en gedigen page-turner om offentlig administration, inkompetence og greenwashing.
Centralt i romanen står det halvfærdige prestigebyggeri, Mother Earth. Verdens første klimaneutrale højhus (angiveligt). En betonkolos, der skal beklædes med certificeret canadisk ceder og huse alt fra et arkitektfirma til en børnepsykiatrisk afdeling og Red Barnets kontorer. Så langt så luftkastel.
Projektledelsen af byggeriet bliver varetaget af Økonomiforvaltningen, og det går ikke pissegodt. Alt er forsinket. Cedertræet er beslaglagt. Forbrugerombudsmanden er efter dem. Og midt i rodet sidder den fuldmægtige grønskolling Andreas Hahnemann og prøver på at vise sit værd, så han kan stige i de bureaukratiske grader.
Andreas er bogens mest udfoldede karakter, og fra orkanens øje kan han følge med i, hvordan hans chef, Michael, ikke så meget fikser problemer, som får dem til gå væk.
Vi følger også Liselotte Høgsberg, Økonomiforvaltningens øverste boss lady, der foruden at slås med jurister, der ikke kan formulere sig som økonomer, kæmper med at få sin muligvis autistiske søn diagnosticeret og specialpladsanvist.
Den sidste vinkel i fortællertrekanten er ingeniør og prøvespecialist Claus Carstensen, der bruger den første halvdel af romanen på at brokke sig over, at han har ondt i sit nye knæ og den anden halvdel på at undersøge det porøse fundament under Mother Earth.
Tilsammen giver de tre følgekarakterer os billetter på første række til at se Jernlovens forudsigelser gå i opfyldelse: Over time, over budget, under benefit.
Romanen føles som et ekko af supersygehuse med fugtig isolering, ejendomsvurderingssystemer og især Nordic Waste-skandalen i Ølst.
Alexander Rich Henningsens debut udkommer altså med fremragende timing. Enhver randrusianer bør straks anskaffe sig et eksemplar af ’Mother Earth’, som de kan sørgelæse.
Det er tydeligt, at plotmotoren kører på forargelse. Den skubber handlingen mod det endegyldige maskefald, hvor råddenskaben og hykleriet skal afsløres.
Forargelsesbenzinen er dog ikke det eneste virkemiddel, der hjælper romanens fremdrift. Som nævnt har romanens emner en enorm, iboende gabsomhedsfaktor, men Rich Henningsen har lånt greb fra de rette genrer til at sætte fart på sin »forvaltningsgyser«, som forlaget kækt har genrebestemt den på omslaget.
’Mother Earth’ er nemlig ret beset nærmere en forvaltningsthriller, end en gyser. Det afsløres tydeligt i det enkle og effektive sprog, der aldrig dvæler, men halser videre i korte kapitler, der ender på mikro cliff-hangers.
Samtidig anvender Rich Henningsen sin fortællertrio til konstant at skifte perspektiv, så metaltrætheden aldrig når at sætte ind. Han kører udskiftninger som Nikolaj Jacobsen i en EM-semifinale.
Det bliver et flydende skrift, hvor ordene, sætningerne, kapitlerne tager hinanden og trækker læseren frem mod den fremragende, nærmest gammeltestamentlige slutning.
Men romanen har desværre også sine brister. Dens forsøg på humor især.
Rich Henningsen falder ned i en fortærsket krukke med københavnerbashing, når han skriver et kapitel om spisestedet »We Love Blubber«, der tager 110 kroner for en skål havregrød med lidt hasselnøddedrys. Ja, det er dyrt i hovedstaden, og en BMO koster 65 kroner, men det er selv Finn Nørbygaard vist nået til at gøre grin med.
Hertil kommer skildringerne af bikaraktererne, der også virker som let misforståede forsøg på comic relief. Andreas’ kæreste, Alma, er post-forfatterskole præ-debuteret digter, som hele tiden går på café med sine salonfæhige kulturklassekompisser. Den tynde skildring af hende slår sprækker i sandsynligheden af deres kærlighed.
Liselottes mand, Bo, får en endnu hårdere medfart. Han er en verdensfjern sociolog, der sidder fast i en universitetsteoretisk virkelighed og virker helt igennem uduelig.
At Liselotte kun virker til at have afsky over for sin mand er heller ikke sjovt, selvom det nok var ment sådan. Det virker unødigt ukærligt, men den hårde medfart skyldes måske, at Alexander Rich Henningsen selv er uddannet sociolog.
Nok om det, der ikke virker.
For når de lidt mislykkede forsøg på humor og de blege bikarakterer træder til side, kan bogens styrker sagtens ses.
’Mother Earth’ er et rettidigt opgør med en inkompetent, administrativ klasse, der undertrykker stadig større dele af tilværelsen med ugennemtrængelig kedsomhed. Romanen står desuden som et tiltrængt, økokritisk opgør mod greenwashing og verdensfjern symbolpolitik.
Kort sagt:
Alexander Rich Henningsen har efter alle skrivekunstens regler formået at afstøve bureaukratiet, så man kan forarge sig over det. Men det lykkes ikke helt at få os til at grine af det.