Hestepigeromanen ‘Kirstens hævn’ er ‘Mean Girls’ på ketamin
ROMAN. »Jeg hedder Kirsten, og da jeg var 14 år, besluttede jeg mig for at slå en mand ihjel«.
Sådan kickstartes Bjørn Rasmussens nye ulmende brandbombe af en »hestepigeroman«, hvor den dybt dragende og forstyrrede teenager Kirsten over tre akter og 135 skarptskårne sider plotter mordet på sin stedfar, Steen.
Jeg vil nødig afsløre, om det lykkes. Men lad mig bare sige, at jeg til sidst i tredje akt sad med hjertet i halsen og tænkte på både Regina George og Valerie Solanas – den radikale feminist, der i 1968 skød Andy Warhol i maven på The Factory.
‘Kirstens hævn’, Bjørn Rasmussens første roman i seks år, er et punkrocket dressurridt i en teenagepiges flammende følelsesliv, som er umulig ikke at holde af. En grotesk, græsk komedie, en ambivalent, feministisk fabel og en spændingsmættet ungdomsfilm. Både det mest Bjørn Rasmussenske, man kan forestille sig, og ulig alt andet, han tidligere har skrevet.
Det er sommeren 2002. Kirsten bor på sin mors rideskole i Vestjylland, og til dagligt hænger hun ud med sin »pigebande«: Hvepsen, hvis far »er på førtids«, samt Anita og Karina, der strides om halvpartshesten Don Juan.
Her har byerne navne som Trans, Bøvling og Spjald, og sammen slår pigerne tiden ihjel med Janet Jackson-koreografier, smøger og Amarone-tyverier fra tanken.
Kirsten skriver dagbog, har selvmordstanker og en ukuelig mission: Hendes stedfar skal dø. »Dæmonen,« som hun kalder ham, brænder nemlig plastic af på engen, »sammenligner bøsser med rotter« og serverer blodpølse, dueunger og »boller i karry uden karry«.
»Han har puttet ord i min mund, og han har stjålet noget ejendommeligt fra mig,« som hun selv mystisk formulerer det.
Man forføres langt hen ad vejen af Kirstens euforiske blodrus, når hun planlægger mordet på den psykisk voldelige stedfar, der (ifølge Kirsten) har »personlighed som en radiator.« Men langsomt presser også en nagende tvivl sig på: Er Kirstens vrede retfærdig eller ej?
Hvad har Steen egentlig gjort ved Kirsten – og er det virkelig grund nok til, at han skal dø?
Det er romanens genistreg, at tvivlen forbliver et åbent og ubekvemt spørgsmål. I Kirstens teenageøjne virker Steen nærmest som inkarnationen af alt, der er toksisk maskulint i verden; alt det, der gør dyr, naturen og teenagepiger fortræd. Han er mand, og derfor må han dø som en proxy for patriarkatet. På sine utallige og foruroligende hestetegninger fantaserer hun om hvordan:
»Jeg tegner Steen kneblet, bundet på hænder og fødder, hejst op i kæder, mens en sort hingst med en kæmpe hestepik penetrerer ham i stykker«.
Der er noget umiskendeligt ‘Promising Young Woman’ og ‘Jennifer’s Body’ over romanen, der samtidig passer som fod i hose ind i det, man kunne kalde Bjørn Rasmussens univers. Faktisk virker den som et decideret throwback til temaerne og inventaret fra hans anmelderroste debutroman fra 2011, ‘Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’, om den selvskadende teenagedreng Bjørn, der indleder et sadomasochistisk forhold til sin ridelærer.
Men sporene fra resten af det fænomenale forfatterskab er også uomgængelige. Den psykisk ustabile jeg-fortæller kender vi fra psykiatriromanen ‘Pynt’ (2013) og papfardagbogen ‘Jeg er gråhvid’ (2018), de galopperende daddy issues virker uadskillelige fra digtsamlingen ‘Ming’ (2015) og den evige kærlighed til dyr er hos Bjørn Rasmussen så sikker som skidt fra en hundehvalp – læs blot ‘Fiskesonetterne’ (2023), en sonetkrans til hans ruhårede hønsehund, Fiske.
På ét område adskiller ’Kirstens hævn’ sig dog voldsomt fra hans foregående bøger. »Skriv med røvhullet«, stod der et sted i ‘Huden’, hvilket Bjørn Rasmussen, kort sagt, har gjort lige siden. Hans skrift er ofte rablende, depraveret og fyldt med væskende sår, nakkeost og hæmorider. Han rimer gerne »pinkode« med »pikhoved« og er typen, der skriver mayonnaise med æ, fordi det er grimmest.
Eller, det plejede han at være. For hvis Bjørn Rasmussen tidligere har skrevet med røvhullet, er ‘Kirstens hævn’ nok snarere skrevet med en pinklakeret fuckfinger. Sproget er simpelthen mindre grimt, mindre uforståeligt avantgardistisk, men stadig kantet og skægt:
»Karina fletter Hvepsens hår, mens hun fortæller. Det er godt til dig med fransk, vi kunne også lave frikadeller, men det bliver så lillepiget. Skal du ikke have lidt kontrast? Hvis det her går galt, så bruger vi glattejern«.
Nogle ville måske sige, at Bjørn Rasmussen med ‘Kirstens hævn’ er blevet stueren. Tjoh – man kunne også sige, at han rammer balancen mellem sprogkunst og spændingskurve lige i røven med denne roman, der er hans mest fornøjelige til dato.
Må den blive læst af alle med en hævntørstig hestepige i hjertet.
Kort sagt:
Bjørn Rasmussens hævnfeministiske hestepigeroman er en vidunderligt velskrevet og medrivende bog om blodtørstig teenagevrede, der forfører og forstyrrer sin læser på allerfineste vis.