’Yesteryear’ sparker til sin tradwife, når hun ligger ned
ROMAN. Filmrettighederne er allerede solgt, og Anne Hathaway er på plakaten.
’Yesteryear’ har siden den udkom i foråret allerede gået sin sejrsgang i den engelsktalende del af verden. Gyldendal har været hurtige og fået romanen oversat, så alle herhjemme også kan få lov at gnægge med på en irriterende instagrammers deroute.
Den altoverskyggende hovedkarakter i ’Yesteryear’ er fortælleren. Hun får selv lige lov at præsentere sig her, så du også kan fornemme, hvor enerverende hun er: »Jeg hedder Natalie Heller Mills, og jeg var perfekt til at leve.«
Mindre kan ikke gøre det.
Natalie er en succesfuld tradwife-instagrammer, der lever et billedskønt konservativt forbilledligt liv – i hvert fald, hvis du er republikaner. Hun er mor til fem med endnu et barn på vej. Hun har også lige fem millioner følgere, der ser med, når hun laver sæbe, henter æg og arrangerer middage for sin colgate-smilende familie.
Lige så stort som Natalies smil er dog også alt hykleriet på gården. De økologiske grøntsager er præcis lige så økologiske, som grøntsager er, når de bliver sprøjtet med pesticider. Det er heller ikke Natalie, hendes mand Caleb eller børnene, der dyrker markerne. Det er der migrantarbejdere til.
Og så er der barnepigerne (i flertal) og produceren, der laver videoerne. Det er meget let at være perfekt til at leve, når man har folk til at gøre det for sig.
Men allerede i slutningen af romanens åbningskapitel revner glansbilledet, og så sker der noget meget mystisk.
Natalie vågner simpelthen op på gården Yesteryear i det herrens år 1855. Nu skal hun ikke bare lege traditionel hustru. Nu er hun en vaskeægte tradwife uden rindende vand, millioner af likes og smertestillende medicin.
Det er vildt twist, der minder om Octavia E. Butlers klassiske roman ’Slægtskab’, hvor en sort moderne kvinde pludselig rykkes tilbage til Sydstaternes plantagetid og ender som slavegjort. Knebet er mere smag- og indsigtsfuldt udført hos Butler, men det virker også her.
Det er en fremragende prisme til at undersøge og spejle tidsånden, fordi den kan give sine karakterer så gevaldige kulturchok, at de bliver lidt ydmyge. Og det trænger Natalie Heller Mills til.
En tradwifes bekendelser
Natalie har en selvforståelse, der er så udansk som thanksgiving. Der er ingen jantelov at spore i hende. Hun er Guds gave til sin familie og til verden som helhed.
Hendes selvforståelse er så grel, at hun måske endda også har lidt problemer med virkelighedsopfattelsen. Hun kommer i hvert fald let til at lægge lidt til. Som i denne passage, hvor hun render ind i sin gamle skolekammerat Vanessa:
»Så sagde vi farvel. Da jeg drejede om hjørnet sammen med mine piger, rakte Vanessa fuckfinger til min ryg. Jeg så hende ikke gøre det, men jeg kunne mærke, at hun gjorde det. Jeg sværger. Og det kunne man vel dårligt bebrejde hende. Jeg havde det liv, hun altid havde ønsket sig, det liv, hun stadig ønskede sig, men ikke helt længere kunne vedstå at ønske sig.«
Hun har et Nataliecentrisk verdensbillede. Alt drejer sig om hende.
Det er her, min største anke med romanen opstår. Natalie kommer aldrig helt til at virke som et ægte menneske. Hun er en karakter, et stykke godt satirisk håndværk. Hun er veludtænkt af Caro Claire Burke, men jeg glemmer på intet tidspunkt, at hun er udtænkt.
Karakteristikken er simpelthen for tyk, og der går for meget plotmatematik i den.
Det hjælper ikke, at alle andre karakterer i bogen er set gennem Natalies linse. Det forfladiger karakterarbejdet yderligere. Alle mænd i romanen er i hvert fald enten: Magtliderlige, almindeligt liderlige eller idioter. I flere tilfælde alle tre ting på én gang.
Natalie bliver selvfølgelig nødt til at være usympatisk for at få bogen til at fungere. Dens primære drivkraft er nemlig skadefryd. Natalie skal ned med nakken, fordi hun er en påståelig hykler. ’Yesteryear’ er ’Askepot’ på hovedet. Der er hverken prins eller kongerige for enden af plotbuen. Der er hårdt slid i 1855.
Så nuanceret som et post på Truth Social
Det hele er heldigvis meget underholdende. Det er spændende at finde ud af, hvorfor Natalie pludselig er tilbage i tiden. Det er spændende at få hele hendes origin-historie og finde ud af, hvordan hun er blevet så selvhævdende, men romanens moral er forudsigelig.
Bogen er tilberedt i den amerikanske trykkoger og her er der ofte kun et liberalt og et republikansk krydderi at vælge mellem.
Natalie bliver hædret af republikanerne gennem det meste af bogen. Hun bliver fremhævet som pragteksemplaret på den perfekte amerikanske kvinde.
Det virker det ikke som om, bogens forfatter synes, hun er. Hun udstiller konsekvent Natalie som en hykler og en opportunist. En ganske ækel kvinde. Romanen har et hint af hævnfantasi.
Under læsningen fik jeg den lidt samme flade fornemmelse, som da jeg så ’Don’t Look Up’, der også maler sine karakterer med den brede pensel. Der mangler en reel nysgerrighed over for republikanske karakterer. Romanen bliver i stedet et forsøg på at afsløre deres iboende ondskab og hulhed.
Det svækker satiren, at det kun er republikanerne, der kan fremstå latterlige. Det giver romanen et strejf af propaganda – uanset hvad man ellers måtte mene om amerikansk politik.
Når man holder det in mente, er der dog meget, der taler for at kaste sig over ’Yesteryear’. Slutningen er en bundsolid plottwister. Natalie-karakteren er så provokerende selvgod, at det driver halvdelen af bogen, og så er oversættelsen til dansk fremragende udført af Anne Matthiesen.
Hun har ramt en fornem balance mellem det danske og det amerikanske, hvor hun har ladet ord som »tradwife« og »reel« stå uforfalskede. Det skaber en flydende tekst, hvor man ikke studser over sproget, kun romanens vilde indhold.
Kort sagt:
’Yesteryear’ er en dybt underholdende plotroman om en tradwifes storhed og fald, der dog taber nuancerne i sin karakteristik og sin politiske ensretning.