Nu skal ’The Devil Wears Prada’ anerkendes som det mesterværk, det vitterligt er

Historien er spækket med film, der ikke fik den anerkendelse ved premieren, de havde fortjent. Denne sommer fremhæver vi nogle af de film fra 00’erne, som bør få genoprettet deres ry, og i dag fremhæver Mathilde Johanne Kristiansen den spydigt underholdende modedramedy med Meryl Streep i 28 minutters ren opvisning som en uhørt nuanceret skurk.
Nu skal ’The Devil Wears Prada’ anerkendes som det mesterværk, det vitterligt er
'The Devil Wears Prada'. (Foto: PR)

SOMMERSERIE: 00’ERNES UNDERKENDTE HOVEDVÆRKER. Gordon Gekko lærte os, at grådighed er godt. ‘Runway’-chefredaktør Miranda Priestly tog til gengæld chick flick-genren til et uset niveau af skurkerisk manipulation, da hun skolede os alle i vigtigheden af ceruleanblå.

Glatnakket arbejdsmoral er der nok af i Hollywood. Især i portrætter af Wall Streets vandkæmmede får, der forvandles til ulve – som regel assisteret af excentriske stammeførertyper, der for længst har givet etikken det hvide snit. Hvis integriteten bliver udfordret for børsmæglere, er det let at tage fortællingerne om penge og grådighed alvorligt som sindrige værker.

Men selvom ‘The Devil Wears Prada’ er et decideret dramadymesterværk fyldt med geniale præstationer, der definerede den moderne kvindeskurk, sidder filmen stadig fast i den undervurderede chickflick-skammekrog. Velanmeldt, men ikke kritikerrost. Elsket af en dedikeret skare, men aldrig decideret anerkendt.

Et enkelt blik fra den nidkære Prada-klædte Streep burde eller være nok til at fremmane den respekt, filmen fortjener.

Det er på tide at skrive ‘The Devil Wears Prada’ overordentligt ind i filmhistorien, som en af de spydigste, mest underholdende films à clef, der nogensinde er blevet lavet (og ja … blevet pakket ind i kvindeleflende markedsføring og dum elevatorisk underlægningsmusik).

Montager i en chick flick? Groundbreaking!

Til tonerne af 00’er-hittet ‘Suddenly I See’ lægger ‘The Devil Wears Prada ud med en lullende tidstypisk ’lad mig skære det ud i pap’-montage.

Vi følger den nyudklækkede college-dimmitend Andy Sachs (Anne Hathaway), mens hun gør sig klar jobsamtale på modebladet Runway (et slet maskeret Vogue). For hvert klip ser vi på anti-Femina-vis morgenrutinerne for alle de kvinder, Andy ikke er. Kvinder med modeludseende, der nøjes med en kop kaffe og bruger oceaner af tid på at se dyre ud fra yderst til inderst. Andy går med bomuldstrusser og spiser løgbagels til morgenmad.

Andy drømmer om at blive en seriøs journalist og har medbragt en samling papudsnit med sine artikler. Hendes taske i læderlaminat bliver konfiskeret, inden hun får lov til at møde chefredaktøren. ‘The Devil Wears Prada’s egentlige hovedperson og absolutte stjerne. Som ender med at tage en chance og hyre hende, der i Runways øjne er »the smart fat girl« …

‘The Devil Wears Prada’. (Foto: PR)

Miranda Priestly er et perfektionistisk syrebad af elegance. Inkarneret med sans for den mindste læberynke af Meryl Streep i et af filmhistoriens skarpeste chefportrætter.

Hendes skærmtid udgør kun 28 minutter af filmens knap to timers spilletid. Men hver eneste vanvittige »that’s all«-ordre leveret i Streeps magtgale hvisken er scenestjælende. Selvom karakteren er baseret på Vogue-ikonet Anna Wintour, fandt Streep inspiration fra ingen mindre end Clint Eastwoods evne til at være den mest lavmælte, men mest respektindgydende på et filmset ifølge et interview med The View.

Cerulean-monologen

Visse replikker fra ‘The Devil Wears Prada’ er decideret udødeliggjorte.

Den brutale afvisning af en medarbejders input til Runways forårskampagne (indrømmet et lorteforslag): »Florals? For Spring? Groundbreaking« er den sylespidse forårsklassiker, der aldrig går af mode. Endda remixet til en catchy podcastintro I den populære ‘Sex and The City’-podcast ‘Every Outfit’.

Og så er der cerulean-monologen.

Det starter med Anne Hathaways selvretfærdige fnys over to identiske bælter, hvorefter hun tillader sig at kalde mode for »this stuff«.

‘The Devil Wears Prada’. (Foto: PR)

Hvilket foranlediger den geniale diktator til en skolastisk gennemgang af modens fødekæde. »You think this has nothing to do with you?« lyder begyndelsen på enden. The Devil Wears Prada’s ildevarslende version af at bede gudfaren om tjenester på hans datters bryllupsdag.

Selvom det er voksenskældud leveret med nonchalant afsindighed, står det klart, at Andys falske overlegenhed ikke får hende nogen vegne. Da sidste ord er sagt, fanger man sig selv i at holde med dem, som ifølge Mirandas forklaring i virkeligheden har valgt farven på Andys sweater for hende. »The people in this room. From a pile of stuff«.

Uforglemmelig ostebjælke

Hver eneste medarbejder på Runway-kontoret er ondskabsfuldt godt selskab.

Øversteassistenten Emily, spillet af Emily Blunt i sin breakout-rolle, er et fantastisk espeløv af en desillusioneret skrankepave. Enhver stressknipsende repliklevering er meme-materiale til brug i det virkelige liv (»do the coat!«).

Jeg har aldrig set på en ostebjælke uden mindelser om hendes legendariske anoreksisvada, hvor hun forklarer sin nye vidunderkur: »Well, I don’t eat anything, and when I feel like I’m about to faint I eat a cube of cheese«.

‘The Devil Wears Prada’. (Foto: PR)

Selvom Andys confidant Nigels (Stanley Tucci) altafgørende opsang om Andys manglende arbejdsmoral i lyset af anti-work-tidsånden har noter af selvindbilsk boomer-ære, kan man ikke undlade at give ham ret. Og mime med, når han siger: »… Where so many dream to work, you only dain to work«.

Hvorefter man klapper i sine små hænder af forbudt begejstring, når han tryller Andys indre chanel boots-gudinde frem bag hendes dårlige etageklipnings jernmaske.

Den ultimative chick flick-skurk

Plakaten til ‘The Devil Wears Prada’ tager ellers alle seere i hånden. En treforket stilethæl med Hathaways engleansigt på den ene side og en skulende Meryl Streep på den anden.

Men skurkeportrættet er bestemt ikke så ligetil, som det giver sig ud for at være.

Andy Sachs må ikke blot knokle sig igennem Mirandas uendelige lister af krav. Tillader hun sig at sukke, messes den giftige arbejdsplads’ absolutte mantra: »a million girls would kill for this job«.

Bevidstheden om, at hun er udskiftelig som strømmen af »hot starbucks«, er allestedsnærværende, og hun er fanget i arbejdskulturens fangarme.

Giftigheden strømmer ud fra Miranda Priestlys perfekt vindende skurk. Ansigtet på den forskruede, men fascinerende modebranche, vi elsker at hade. Karakteren er næsten uhørt kompleks i forhold til filmens stil. ‘The Devil Wears Prada’ er et sjældent fænomen: en chickflick med moralsk kompas som en gangsterfilm.

Miranda Priestly er djævelsk, men ikke en ensidig djævel.

‘The Devil Wears Prada’. (Foto: PR)

I finalescenen ignorerer hun Andys vink og opretholder myten om isdronningen. Men bagefter smiler dragekvinden mirakuløst på bilens bagsæde i sit eget omvendte ‘Joker’-øjeblik. Det perfekte overraskelseselement, der afslutter en uforglemmelig præstation.

Er du endnu ikke overbevist om, at hun er den ultimative chick flick-skurk, har jeg et Miranda Priestly-citat: »The details of your incompetence do no interest me«.

That’s all.

’The Devil Wears Prada’ kan ses på Disney+, Viaplay, Blockbuster m.fl.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af