Hvad er 1970’er-versionen af at være en fuckboy?
Det vidste musiker Carly Simon alt om tilbage i 1972, hvor hun sang ætsende præcist om manden, hvis natur det er at entreere en fest, som om han gik om bord på en yacht, i sangen ‘You’re So Vain’.
En musikalsk stikpille, der siden har fået folk til at sladderspekulere i, hvem hun synger om, uden et endegyldigt svar, selvom Mick Jagger længe var favorit og synger kor på sangen (andet vers handler desuden om skuespiller Warren Beatty, der tror, alt handler om ham).
I december 2022 kunne man pludselig se 79-årige Carly Simon genopføre en lille bid af sangen på TikTok, hvor den gik viralt.
@carlysimonofficial Its hard to remember what vanity used to be like before social media. Well at least were all in it together now. Lots of love. #youresovain ♬ You’re so Vain – Carly Simon
Forklaringen bag findes hos Netflix, der tidligere havde annonceret, at filmen ‘How To Lose A Guy In 10 Days’ ved årets udgang ville forsvinde fra tjenesten, hvilket fik en lang række fans til at hylde én bestemt scene fra filmen på platformen.
Nemlig den hvor Kate Hudsons karakter synger med på – du gættede det! – ‘You’re So Vain’ med sin egen hjemmelavede tekst om filmens mandlige hovedkarakter Ben (Matthew McConaughey).
En af TikToks seneste filmbesættelser handler således om journalisten med det opfindsomme navn Andie Anderson (verdens største pick me girl), der skriver friske ‘How To’-artikler for et Cosmopolitan-agtigt kvindemagasin, men drømmer om mere politisk tyngde – illustreret tåkrummende med den artikel, hun forsøger at sælge sin chef i starten af filmen: ‘How To: Bring Peace To Tajikistan’.
For at få lov til det skal hun dog først skrive om, hvordan man skræmmer en mand væk, hvilket den macho motorcykelejer og reklamemand Ben (Matthew McConaughey) bliver blandet ind i med sine egne slette intentioner.
Det er en hvem-narrer-hvem hensat til kønsstereotypernes højborg – dameblads- og reklamebranchen på Manhattan omkring årtusindeskiftet.
‘How To Lose A Guy In 10 Days’ er en generisk romantisk komedie – af den forhadte chick-flick-betegnelse (den handler om kvinder og er tiltænkt kvinder). Dens giftige syn på mænd og kvinder er blevet flittigt behandlet i eftertiden.
Der er ikke nogen dybere kvalitetsmæssig grund til, at den har fortjent opmærksomhed små 20 år efter premieren.
@kailsyeah ultimate comfort movie #fyp #foryou ♬ theyd be bens partner – bells
Men når en af af historiens mest sindrigt udleverende musikalske takedowns pludselig bliver en hymne for Tinder-æraen 50 år efter sin udgivelse via en mainstream-chick-flick fra 2003, må man trods alt bøje sig i støvet for onlinefænomenernes omgang med populærkultur.
Og selvom ‘How To Lose a Guy in 10 Days’ måske ikke er en særligt god film, er den fuld af overdrevne komiske øjeblikke, starpower og ikke mindst outfits, der gør det forståeligt, at folk stadig gider at dyrke den. Hvilket er eksempel på, hvordan et medie som TikTok er med til at ændre, hvilke film vi snakker om og hvordan.
Meg Ryan-efterår
‘How To Lose A Guy in 10 Days’ er blot et af mange eksempler på 00’ernes popkultur, der har fået et nyt liv online.
Det har forvandlet min personlige TikTok-algoritme til et parallelunivers, hvor mit nære forhold til den (til dels retfærdigt) latterliggjorte chick-flick-genre bliver renset for skam.
Her er det nærmere filmhistoriens behageligt ligegyldige titler, der bliver fejret. Ikke så meget som egentlige værker, selvom nogle af dem er hyldede klassikere, men i kraft af de momenter, de afspejlede, og de skuespillere der stod bag dem. Dvd-æraens storsællerter dyrkes for deres vibes, som filmiske svar på duftlys .
På TikTok er efteråret eksempelvis lig med Meg Ryan-fall. Hvor man ikke blot svælger i Nora Ephron-film som ‘Da Harry Mødte Sally’ og ‘Sleepless in Seattle’, men også titlernes æstetik og perfekte kabelstrikkede outfits.
For et par år tilbage fik den særegent lækre boligindretning i Ephrons film sin egen hyldestkonto på Instagram, hvor en forkærlighed for filminstruktøren Nancy Meyers, der står bag hits som ‘The Holiday’, ‘The Parent Trap’ og ‘It’s Complicated’ med Meryl Strep og Alec Baldwin, hurtigt fulgte trop.
Selvom Amy Sherman-Palladinos mesterlige mor-datter-serie ‘Gilmore Girls’ har over 20 år på bagen og er verdens måske mest undervurderede stykke tv, lever den på sociale medier videre. Som en livsstil.
Et univers, hvis eskapistiske og y2k-æstetiske miniput-samfund, hvor det aldrig regner, er et baggrundstæppe, der kan bruges til at romantisere virkeligheden. Man smider blot seriemusikken på som lydtæppe for billeder af hverdagslig sindsro – en kop kaffe og en stak bøger.
Som følge af Jennifer Coolidges ‘The White Lotus’-succes er der adskillige af hendes gamle biroller, der pludselig ikke er pinlige at kende indgående til længere. For at parafrasere skuespilleren selv vil alle »feste med hende«, selvom hun aldrig plejede at være inviteret med i det gode selskab.
Især på de sociale medier, hvor karakterne i nogle af hendes gamle, førhen nedhaglede film, har fået nyt liv som feterede meme-figurer:
Som hendes laksefrådende plastikstedmor i ‘A Cinderella Story’ (Hilary Duff og sms-catfishing af Chad Michael Murray), der er det måske eneste helt geniale ved filmen.
Eller den klodsede manicurist Paulette Bonafonté i ‘Legally Blonde’ hvis mand har forladt hende og taget hunden med til hendes store sorg (hun tager den heldigvis tilbage med en ikonisk frasering og ordene »I’m taking the dog. Dumbass!«).
Eller seriens anden film, hvor hun får lyst til en hotdog af Elles stars and stripes-outfit (et højdepunkt i en film, hvor en hundeprotest får en lov igennem i Det Hvide Hus).
Også Kathryn Hahn har fået sin endelige plads i hierarkiet med sin egen Marvel-serie (‘Agatha: Coven of Chaos’) efter årevis som den mindre heldige og lækre veninde i romcoms. I ‘How To Lose a Guy in 10 Days’ er hendes desperado-adfærd hele inspirationen til den slags fjollet kvindeopførsel, der kan skræmme mænd væk: åbenhed, følsomhed og forventninger om ordentlig behandling – sikke en psykokvinde!.
Mens den brede kultur fejrer, når skuespillere rykker op i hierarkiet fra chick-flick, komedie eller romcom-land med affødte navne som McConaissancen, er TikTok i stedet sin egen usnobbede fest for det talent og de momenter, der formåede at skabe magi, som overdøvede filmenes øvrige kvalitet.
Slå din indre filmbro ihjel
Mange af de måder, TikTok bliver brugt til fandyrkelse på, er ikke i sig selv banebrydende – men fører kultur fra eksempelvis Tumblr og YouTube videre med nye teknikker og vilkår for at gå viralt.
I bøgernes verden har man dog med BookTok-bølgen set, hvordan kulturen omkring læsning faktisk kan mere end mærkes på bogsalget og læseradfærden på den anden side af skærmene.
Derfor er der også god grund til at føle glæde og slægtskab, når dele af populærkulturen formår at skabe en anden form for samtale, der ikke er domineret af den type smagsdommeri, som har placeret chick-flicks i et nedladende guilty pleasure-hjørne.
For TikToks chick-flick-tendenser fejrer en måde at opleve film på, hvor kvalitet ikke er så vigtigt. Med kærlighed til nogle titler, som mange har haft et tæt forhold til, selvom de bestemt ikke er verdens bedste.
Det er film, som er blevet set af folk, der (som mig en dramaqueen og romantiker fra barnsben) udskiftede eventyr fra Disney-film med romantiske komedier om den moderne karrierekvindes lykkelige slutning. Deres rolle er at behage og underholde og fremvise heteronormative fantasier via lækre mennesker i flot tøj snarere end at nedbryde grænser. Hvilket også er det, der gør dem svære at se for mange i dag.
Selvom TikTok-dyrkelsen ikke er kritisk, men mest fjollet og hyggelig, kan den fjerne noget af al den skam, der kan følge med et kulturforbrug vurderet efter en binær kønsopfattelse.
Den feministiske skribent Gloria Steinem har i The New York Times brugt udtrykket »prick flick« som modsætningen til »chick flick«, for at beskrive nogle af de film, der på marketingsplan henvender sig mest til mænd – som film der glorificerer krig – men som langt henad vejen er lige så generiske som dem til kvinder. Det er alle de dårlige film, der er blevet ophøjet til kult, fordi det var mænd, der elskede dem.
Det er befriende, at chick-flick-fans (af alle slags) kan holde hinanden i hånden på et medie, hvis økosystem af obskure referencer gør, at en film i virkeligheden kun behøver have en genial scene eller en replik for at gå viralt.
Der er ikke nødvendigvis nogen større forkromet bevægelse i gang, når ‘You’re So Vain’-dansen bliver genopført med stor kærlighed, men har man følt en forbindelse til filmen gennem tiden, er man pludselig del af et fællesskab.
Længe leve alle chick-flick-æraens trodsigt uforglemmelige momenter.
For hver gang en af dem går viralt på TikTok, dør en lille del af min internaliserede film-bro, der altid har fået lov til at bestemme, hvilke film det var sejt at tale højt om.