ANALYSE. Ikke engang de tre veninder selv kan have forudset den enorme hype, som annoncering af Boygenius’ comeback øjeblikkeligt blev mødt med.
Allerede i forrige uge begyndte spekulationerne at ulme på internettet, da trioen (som består af Phoebe Bridgers, Julien Baker og Lucy Dacus) pludselig var at finde på årets Coachella-plakat.
I onsdags blev det så endelig bekræftet: 31. marts udgiver Boygenius langt om længe deres debutalbum.
Albummet, som har fået den underspillede titel ‘The Record’, blev annonceret med intet mindre end tre singleforløbere.
Her på Soundvenue var vi især glade for den intime ‘Emily I’m Sorry’ med Bridgers i front, men ikke ulig deres eminente, selvbetitlede ep-debut fra 2018 holder trioen et højt niveau på samtlige numre.
Men det er ikke kun på grund af de lovende singler, at vi spår gruppen et stort 2023. Det handler lige så meget om timingen.
Her bringer vi tre gode grunde til, at dette er det helt rigtige tidspunkt til Boygenius’ comeback.
1. De er alle tre vokset som soloartister
Der er sket lidt af hvert, siden de tre musikere første gang udgav musik sammen. Ikke mindst for Bridgers, der de seneste to år er gået fra indie-darling til indie-dronning, men også for hendes to bandkammerater.
Fælles for dem alle er, at de har udgivet karrierens bedste soloalbum, siden vi sidst hørte fra Boygenius i samlet flok.
Først gjaldt det Bridgers, som i 2020 foretog et kvalitetsmæssigt kvantespring med den melankolske albumtoer ‘Punisher’, der af gode grunde er blevet et af det nye årtis mest hyldede singer/songwriter-album indtil videre.
Året efter vendte både Baker og Dacus tilbage med deres tredje soloalbum.
Først Baker, der gik til angreb på sine indre dæmoner på ‘Little Oblivions’, og sidenhen Dacus, der med ‘Home Video’ udgav et album så udleverende, at hun efterfølgende frygtede for konfronterende telefonopkald fra de personer, hun sang om.
Ligesom med Bridgers resulterede det i begge tilfælde i deres stærkeste samling sange indtil videre. Og hvor efterlader det så Boygenius som gruppe?
På deres første fælles-ep tog himmelske harmonier og individuelle styrker sangskrivningen til nye højder. Her blev helheden mere end summen af delene, og resultatet var stærkere end noget, de tre musikere havde begået på egen hånd.
Nu har de alle tre bevist deres værd som soloartister. Hvis de kan løfte hinanden endnu engang, kan resultatet blive mesterligt.
2. Tiden er moden til en kvindelig supergruppe
Betegnelsen ‘supergruppe’ – altså etablerede soloartister og/eller bandmedlemmer, der finder sammen i en ny konstellation – er historisk set typisk blevet påduttet mandlige grupper.
At Boygenius er lidt af en anomali blandt supergrupper passer dem formentlig glimrende. Trioen har nemlig alle dage været glade for at lege med kønsrollerne.
Tag bare omslaget til debut-ep’en, der med de tre medlemmer siddende i en sofa var en slet skjult reference til det ligeledes selvbetitlede debutalbum fra Crosby, Stills & Nash – en af alletiders største (mandlige) supergrupper.
I sidste uge vendte de endnu engang op og ned på kønnene, da de på forsiden af Rolling Stone iførte sig stribede jakkesæt og genskabte Nirvanas ikoniske forside fra 1992. Med Bridgers som Kurt Cobain, selvfølgelig.
Boygenius udfordrer dermed – med et glimt i øjet – forestillingen om, at supergrupper eller succesfulde bands skal bestå af mænd.
3. De er mere forskellige end nogensinde
Trioen har tidligere fortalt GQ, at de i sin tid slog sig sammen som en slags kontrareaktion på altid at blive sammenlignet med hinanden trods deres betydelige musikalske forskelle.
At de dengang blev sat så meget i bås er i sig selv et ærgerligt udtryk for rockismens kønsstrukturer. At ‘kvinder i rock’ bliver en genre i sig selv, og at man således lukker øjnene for nuancerne.
Og jo, selvfølgelig er der ligheder mellem Bridgers, Baker og Dacus. De falder alle tre under samme overordnede genre-paraply, og de har tydeligvis alle tre ret ondt i livet en gang imellem.
Men der er immervæk stor forskel på Bridgers’ lavmælte, til tider næsten apatiske indiefolk-univers og eksempelvis Bakers mere emo-klingende indierock, hvor de store følelser bare vælter ud. Vi sætter jo heller ikke lighedstegn mellem Sufjan Stevens og The National.
Alt dette for at sige, at der allerede i 2018 var stor forskel på de tre medlemmers musikalske identiteter, og at netop disse forskele var en stor del af dét, der gjorde ep’en så betagende.
Det ene øjeblik førte evigt kække Dacus an på breakup-hymen ‘Salt In The Wound’, det næste sørgede Bridgers for at sænke paraderne på den ømme ‘My & My Dog’.
Følelsespaletten var bredere, end nogen af de tre musikere ville kunne have mønstret alene, og det samme var lyden.
Siden er disse forskele kun vokset.
På ‘Punisher’ gravede Bridgers sig endnu dybere ned i et hul af vidunderligt semisarkastiske sortsyn. Hendes dystopiske andet album lød som soundtracket til verdens ende.
Baker har derimod skruet op for instrumentationen, mens Dacus den dag i dag står som gruppens mest ligefremme singer/songwriter. Der er lidt til enhver smag.
Linjerne er med andre ord trukket skarpere op end nogensinde – og for en gruppe som Boygenius er det kun en god ting.