De tre rockstjerneskud i Boygenius løfter hinandens talent
Julien Baker, Lucy Dacus og Phoebe Bridgers er enestående sangskrivere hver for sig, og da jeg for et par måneder siden hørte, at de tre havde slået pjalterne sammen under navnet Boygenius, virkede det næsten for godt til at være sandt. Mange medier smed også ordet ‘supergruppe’ på bordet med det samme.
Selv om betegnelsen ikke rigtig indfanger de tre unge kvinders musikalske sensibilitet, er der dog en god portion sandhed i det. For der er virkelig mange øjeblikke på Boygenius’ selvbetitlede debut-ep, hvor helheden bliver mere end summen af delene og de tre medlemmer formår at løfte hinandens lyd og sangskrivning til nye højder.
Som soloartister bevæger de sig ikke langt fra hinanden, men trioens medlemmer besidder alligevel hver deres særegne nuancer – Lucy Dacus er den indierockede, støjbegejstrede, Julien Baker den evigt melankolske og selvudleverende, mens Phoebe Bridgers bliver det mere finurlige, folkede modstykke. Fællesnævneren er deres evne til at skære gennem marv og ben med rammende tekster, fine sørgmodige melodier og guitaren som sangenes omdrejningspunkt.
Sammensmeltningen af deres musikalske og stemningsmæssige nuancer gør Boygenius’ debut-ep til en følsom, sofistikeret og helt igennem smuk oplevelse. Som sangerinder skiftes de til at være i front på de seks sange, og konceptet med tre stærke leadsangere, der af og til finder sammen i smukke harmonier, fungerer vanvittig godt. Næsten som en emorocket version af en 90’er r’n’b-gruppe. Er det nogensinde set før?
Åbningsnummeret ‘Bite the Hand’ har Lucy Dacus i front, og hendes tætte, mørke vokal får senere selskab af Baker og Bridgers på omkvædets stærke ord: »I can’t love you how you want me to«.
Samme form går igen på den virkelig flotte og ærke-Phoebe Bridgers-agtige ‘Me & My Dog’ samt på ‘Stay Down’, hvor henholdsvis Bridgers og Julien Baker indtager hovedrollen, mens de to andre efterfølgende stemmer i på enkelte vers eller som kor i omkvædene. På andre numre er rollefordelingen mere sløret, og særligt på afslutningsnummeret ‘Ketchum’ finder Boygenius ind i en mere fælles, næsten lidt folket americana-lyd på omkvædet: »I am never anywhere, anywhere I go«.
De jordnære, beskrivende tekster optræder i massevis på ‘Boygenius’, og særligt Bridgers’ ‘Me & My Dog’ er et virkelig flot lille stykke eftertænksomhed. »We had a great day / even though we forgot to eat / and you had a bad dream / then we got no sleep / cause we we’re kissing«, synger Bridgers, og de fine, nøgterne observationer, der går igen på flere af sangene, er grundstenen i Boygenius’ dna.
De tre rockstjerneskuds debut-ep er så varm og rørende en oplevelse, at man kun kan ærgre sig over, at den blot er 22 minutter lang. Ikke desto mindre teaser den må pirrende vis for, hvad de tre kvinder sammen kan skabe i fremtiden. Forhåbentlig er det et album i fuld længde.
Kort sagt:
Sammensmeltningen af Lucy Dacus, Julien Baker, Phoebe Bridgers og deres musikalske og stemningsmæssige nuancer gør Boygenius’ debut-ep til en følsom, sofistikeret og helt igennem smuk oplevelse. Som sangerinder skiftes de til at være i front på ep’ens seks sange, og konceptet med tre stærke leadsangere, der af og til finder sammen i smukke harmonier, fungerer vanvittig godt.