Lucy Dacus’ (selv)udleverende tredje album har fået hende til at frygte for konfronterende telefonopkald – og er hendes bedste hidtil
På sit forrige album, ‘Historian’ fra 2018, imponerede Lucy Dacus med sin evne til at formidle (auto)fiktive, almenmenneskelige historier med få, skarpe linjer. Den samme fortællelyst og indlysende lyriske begavelse præger det nye album ‘Home Video’, men som titlen indikerer, tager teksterne denne gang afsæt i konkrete minder fra Dacus’ formative år – i en grad så den amerikanske musiker, med sine egne ord, frygter for konfronterende telefonopkald fra sangenes hovedpersoner.
’Home Video’ består af en række ekstremt ærlige (op)sange til tidligere kærester, utilstrækkelige forældre og det baptistiske trossamfund, som dannede rammerne for Lucy Dacus’ opvækst i Richmond i Virginia. Men også hun selv står for skud.
»Your poetry was so bad, it took a lot to not laugh / you said that I showed you the light«, synger Dacus på ‘VBS’, en nøgternt leveret kærlighedshistorie fra Vacation Bible School, inden hun på både poetisk og nådesløs vis konkluderer om sit unge jeg: »But all I did in the end / was make the dark seem darker than before«.
Den 26-årige musiker skrev sangene til sit tredje album tilbage i 2019, høj på energien fra det kreative samarbejde med Julien Baker og Phoebe Bridgers i Boygenius, og det kan høres, at Lucy Dacus med vennernes input og støtte er vokset som kunstner. Produktionen er mere strømlinet, men også mere nuanceret end tidligere, og Dacus imponerer ved både at mestre et reflekteret, romantisk udtryk og en næsten bombastisk indierocklyd.
Først på albummet udviser hun flair for storladne musikalske forløb og medrivende melodier. Åbningsnummeret ‘Hot & Heavy’ glider ud i en instrumental outro med skinnende synthflader og himmelstræbende guitarer a la The War On Drugs, og ‘First Time’ holder pulsen oppe med bastant distortionguitar og energiske trommer.
Andre steder skaber amerikaneren intime og melankolske stemninger, centreret om et minde med stor emotionel tyngde. Højdepunktet i denne kategori – og måske på albummet i sin helhed – er den næsten a cappella-nøgne ‘Thumbs’, en smertelig genfortælling af Dacus’ møde med en venindes destruktive far, som er fristende at citere i sin helhed. Fra den skarpsindige italesættelse af kærligheden til veninden såvel som genetikkens uretfærdigheder (»I love your eyes, and he has them / but you have his, ‘cause he was first«) til jeg’ets eksplicitte og voldsomt ubehagelige hævnfantasi (»I imagine my thumbs on the irises / pressing in until they burst«).
Indignerede henvendelser som denne får selskab af selvudleverende anekdoter om den unge Dacus’ endnu uartikulerede queerness (‘Triple Dog Dare’) og om at lyve om både alder og kaffevaner (‘Partner In Crime’), og det ville måske blive en tand for intenst, hvis ikke Dacus’ varme, rolige stemme var afsender. Summen af alle disse kvaliteter er et stærkt engagerende coming of age-album.
Kort sagt:
På sit tredje album tager Lucy Dacus afsæt i konkrete minder fra sine formative år, i en grad så hun, med sine egne ord, frygter for konfronterende telefonopkald fra sangenes hovedpersoner. Den amerikanske musikers indlysende lyriske begavelse, varme vokal og vilje til at blotte sig selv gør imidlertid ‘Home Video’ til en relaterbar lytteoplevelse og hendes bedste album hidtil.