‘Little Oblivions’: Julien Bakers kamp mod sine indre dæmoner er rå, smuk og så menneskelig, at det gør ondt

‘Little Oblivions’: Julien Bakers kamp mod sine indre dæmoner er rå, smuk og så menneskelig, at det gør ondt
Julien Baker. (Foto: PR)

Julien Bakers sange har altid blottet en indre kamp mod hende selv og hendes fejl og mangler. Den amerikanske sangskriver skåner ikke sig selv, og som lyttere er vi inviteret ind i de mørkeste hjørner af hendes liv, mens hun blotlægger tvivl, frygt, smerte, psykisk sygdom og afhængighed. Nærmest selvudslettende og helt uden nogen form for filter.

På sit tredje album ,‘Little Oblivions’, lyder Julien Baker stadig som sig selv. Indpakningen er bare anderledes og mere sonisk stormfuld. 25-årige Baker går lige så hårdt til sig selv, som hun altid har gjort, men i stedet for at lægge det hele bart i sparsomt instrumenterede arrangementer, understreges de mange følelser denne gang af lag af instrumenter: Guitarer, bas, trommer, orgel, synth og meget mere (næsten alt sammen spillet af Baker selv), der smukt forstærker og indrammer de mange emotionelle lyriske knytnæveslag, hun sender afsted mod sig selv.

For i kernen af det hele står Julien Bakers kamp mod sine indre dæmoner, det misbrug der kan dulme smerten, frygten for igen at falde i misbrugets klør, og ikke mindst skammen over den smerte, hendes afhængighed forvolder omverdenen.

»If I didn’t have a mean bone in my body, I’d find some other way to ’cause you pain / I won’t bother telling you I’m sorry for something that I’m gonna do again«, lyder det.

Hun synger om at undskylde for ting, hun endnu ikke har gjort, om at blackoute på en hverdag, om kampen mellem at føle alt for meget eller slet intet i en tåge af rusmidler, om ikke at føle sig fortjent til sympati fra venner og familie, og om frygten for, at antallet af nye chancer inden længe slipper op.

»How long do I have until I’ve spent up everyone’s good will?«, spørger hun for eksempel på ‘Favor’.

Et spørgsmål og en tvivl, der bliver endnu mere gribende af, at netop vennerne Phoebe Bridgers og Lucy Dacus synger kor på sangen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er både smukt og følelsesmæssigt drænende at give sig hen til. På overfladen kunne det virke håbløst og nærmest opgivende, for Julien Bakers dæmoner er mange, og hun sparer hverken sig selv og lytteren. Men der findes også en slags triumferende trodsighed i Julien Bakers musik, der kun forstærkes af hendes nye og mere fyldigt instrumenterede lyd. I stedet for blot at resignere over for mørket, bliver der kæmpet imod. En kamp til frit skue for alle os, der lytter med.

»Beat myself until I’m bloody and I’ll give you a ringside seat«.

Bakers musik fungerer nærmest som en slags følelsesmæssig katarsis, hvor alle de indre dæmoner hives frem i lyset, bliver sluppet løs og uddrevet i et forløsende musikalsk udbrud af hendes markante og store stemme. Det er hård kost, og det kunne blive for meget i mindre dygtige hænder, men som hun synger på den smukke ’Faith Healer’: »I’ll believe you if you make me feel something«.

Jeg tror på hvert eneste ord, Julien Baker siger. Det er råt, det er ubarmhjertigt, men det er også smukt og så menneskeligt, at det gør ondt.


Kort sagt:
På sit tredje album viser Julien Baker nye og mere fyldigt instrumenterede sider af sit sangskrivertalent, men kernen i hendes sange er stadig den samme, som den altid har været: En selvudslettende og ufiltreret, men også smuk og trodsig kamp mod hendes mange dæmoner, der er både svær og værd at lytte til.

Julien Baker. 'Little Oblivions'. Album. Matador/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af