Er du til Phoebe Bridgers eller Joni Mitchell? Så lad Skullcrusher omslutte dig i vintermørket

Helen Ballentine udgav sin debutsingle i pandemiens begyndelse, og det er ingen tilfældighed, at hun fik sit gennembrud i en tid med isolation og ensomhed. For albumaktuelle Skullcrushers musik er så intim, at den nærmest fordufter, når man rækker ud efter den.
Er du til Phoebe Bridgers eller Joni Mitchell? Så lad Skullcrusher omslutte dig i vintermørket
Skullcrusher. (Foto: PR)

ANBEFALING. Vintermørket presser sig på, din stue er kold, for der skal spares på energien i år, og du er alene hjemme.

Nej, det her er ikke introen til den seneste gyserfilm i biografen, men i stedet de bedste forudsætninger for den anbefaling jeg skal til at give dig. For Skullcrusher er muligvis det bedste bud på et perfekt soundtrack til en ensom, mørk vinteraften.

Og bare rolig! På trods af navnet Skullcrusher, er jeg ikke i gang med at anbefale dig det nyeste dødsmetalband fra det norske vintermørke. Faktisk vil jeg vædde på, at Skullcrusher er det mest vildledende kunstnernavn, du vil støde på i den nærmeste fremtid.

Bag navnet gemmer sig nemlig den amerikanske sangskriver Helen Ballentine, der laver en luftig og nærmest gennemsigtig alternativ folk-musik, så fin og tåget, at den fordufter, så snart man rækker ud efter den.

Sange, der føles, som om de er skrevet og sunget alene på et værelse, og skabt til at blive hørt i samme omgivelser. Som om de vil forsvinde, så snart man træder ud af værelsets (eller hovedtelefonernes) intime rum.

Isolationens soundtrack

Netop derfor føltes det også som guddommelig timing, da Helen Ballentine først dukkede op i mine ører med den umanerligt fine debutsingle ‘Places/Plans’, der i april 2020 blev en del af mit soundtrack til en ny virkelighed med pandemi, isolation og ensomhed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Med en lo-fi akustisk guitar og sparsomme droner synger hun besnærende om at tvivle på sig selv og om turde sætte sig selv på spil i hvad, der kunne tolkes som et nyt forhold, inden en fjern klaverfigur endelig åbner op og inviterer både lytteren og kærligheden indenfor:

»Come in / The window’s open and I’m lying alone / Let’s sit / Cause I don’t have any plans for tomorrow«.

En forræderisk simpel og smuk første sang, der uden tvivl lagde sig i forlængelse af lyden fra en moderne indiefolk-helt som Phoebe Bridgers med sin luftige vokal og hjemsøgt tågede lydbillede, men alligevel også skilte sig ud med hvad der føltes som en unik personlig stemme.

For når Ballentine sang »I’ve been searching for an hour in my closet / Trying to figure out what to wear / For a day I’ll spend alone in my room« på sangen ‘Day of Show’ fra sin debut-ep, talte hun bevidst eller ubevidst ind i genkendelig ensom melankoli, der vakte genklang på et tidspunkt, hvor vi alle sammen sad alene på vores værelser.

Skullcrusher. (Foto: PR)

Musikalske spøgelser

Trods den perfekte er Skullcrusher ingen musikalsk opportunist, der udnyttede verdenssituationen til at lave musik, der talte ind i samfundssindet.

For ensomheden og isolationen i hendes musik føles, som om den kommer fra et dybere sted og er fyldt med både personlige og musikalske spøgelser, der fortæller en dybere historie om Helen Ballentine både som person og kunstner.

Her er tydelige paralleller til både Phoebe Bridgers, Phil Elverums The Microphones og singer-songwriternes ukronede dronning Joni Mitchell.

Men man kan i flere af Skullcrushers sange, som titelnummeret fra hendes anden ep, ‘Storm in Summer’, også høre fjerne ekkoer fra 90’ernes glitrende indiepoprock, som også andre nutidige sangskrivere som Soccer Mommy, Beabadoobee og Snail Mail har givet moderne bud på.

Mest tydelig er dog en åndsbeslægtelse med den myteomspundne engelske sangskriver Nick Drake – og ikke kun fordi Ballentine selv påkalder sig det på singlen ‘Song for Nick Drake.

De deler en sensibilitet på tværs af de godt 50 år, der skiller dem ad. Fra arrangementerne med akustiske guitarer og spøgelsesagtige klaverfigurer, der kommer snigende fra et sted langt væk, til følelsen af isolation og musik der kommer fra et unikt, intimt og meget personligt musikalsk rum.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derfor er Skullcrushers debutalbum, ‘Quiet the Room’, som Ballantine udgav i oktober, også et lille mesterstykke. Albummet føles nemlig mere som én sammenhængende stemning end en samling af enkeltstående sange. Et tåget musikalsk maleri i dybblå toner, der i godt 40 minutter fremmaner en verden for sig selv.

Og det er også derfor, at hendes musik stadig rører ved de samme følelser, selvom pandemiens selvisolation nu nærmest føles som et fjernt minde.

For der er også en skønhed i isolationen, i ensomheden og i at få lov at blive inviteret ind i og lade sig opsluge af et så skrøbeligt univers, der på samme tid føles både helt nært og umuligt fjernt.

Skullcrusher udgav i oktober sit debutalbum, ‘Quiet the Room’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af