Phoebe Bridgers fik Roskilde Festival til at skrige smerten ud

Phoebe Bridgers’ midnatsseance startede, hvor de fleste koncerter slutter: Med det største hit. I Bridgers’ tilfælde ’Motion Sickness’ fra debutalbummet ’Stranger in the Alps’.

Godt så. Så fik vi slageren af vejen, og så kunne de uinteresserede jo smutte videre til næste koncert, hvis de ville.

Men alle blev hængende, for Bridgers tryllebandt publikum foran Avalon-scenen fra første sekund.

Efter en mere melodisk (læs: mindre uhyggelig) version af den instrumentale ’DVD Menu’ kastede den amerikanske indiefolk-kunstner sig ud i en række sange fra 2020-albummet ’Punisher’, som kun stod endnu skarpere i en live-setting.

Flere af numrene var faktisk mere i tråd med de alternative udgaver fra ep’en ’Copycat Killer’, der genfortolkede de ømme og let poppede folksange fra ’Punisher’ i en række mere orkestrale versioner.

Det var ligeledes kærkomment, da Bridgers bad bandet om at forlade scenen, så hun kunne levere en skrøbelig akustisk udgave af Boygenius-nummeret ’Me & My Dog’. En sjældenhed til hendes koncerter, som hun selv påpegede.

Men det absolut smukkeste øjeblik indtraf under lukkeren ’I Know the End’, hvor Bridgers opfordrede publikum til at skrige af deres lungers fulde kraft under nummerets eksplosive kulmination. »It’s gonna be fun!«, forsikrede hun om.

Og hun havde ret. Mens Bridgers og hendes fem personer store orkester gik til angreb på deres instrumenter i et sonisk kaos af horn og feedback, skreg et publikum tætpakket med evige melankolikere deres smerte ud.

Her behøvede man ikke at skjule sin sårbarhed.