’Girls’ gjorde Lena Dunham til et kulturelt fænomen, men det endte i misbrug og en forpint krop

ERINDRINGER. Da Lena Dunhams navn blev fælleseje, blev det fremmed for hende selv.

»It became a mark of excellence, then a signifier of a certain kind of millennial absurdity, and – finally – a punch line that felt more like a slur«. Det skriver hun i sine memoirer under titlen ’Famesick’:

I stedet blev skaberen af et af 2010’ernes mest markante kulturelle fænomener, tv-serien ’Girls’, til Lauri Reynolds, Renata Halpern, Ruth Stein og Rose O’Neill. Under disse navne boede hun på hotel, betalte regninger, blev indlagt på hospitalet og kom på afvænning. 

Ikke fordi det var strengt nødvendigt, fortæller forfatteren, instruktøren, skuespilleren og producenten, som det har regnet ned over med priser, men som også er blevet stærkt kritiseret. Blandt andet for at være for nøgen, for tyk, for kendt og for meget. På et tidspunkt begyndte hun bare at foretrække ikke at være sig selv.

Det lyder måske som en kliché: Det er faktisk slet ikke fedt at være i offentlighedens søgelys. Og som et paradoks, når hun udgiver knap 400 siders memoirer, er i gang med en bogturné og giver interview til de helt store aviser og magasiner. Men det er egentlig ikke den følelse, jeg sidder med, efter at jeg har læst ’Famesick’.

I bogen fortæller Dunham om sit eget giftige forhold til at være kendt. Et dybt ønske om at blive set og at ignorere sin egen krops signaler i processen.

Men det er ikke kun en afsløring af eller et genmæle mod en altopslugende industri og kendiskultur. Den er et portræt af et genkendeligt begær efter opmærksomhed, og hvad der kommer efter, når man får den.

»There was the part of me that remained full of doubt, anxiety, and just wanted to make the right face and get out of there«, skriver Dunham om dengang, hun var 26 år gammel, tredje sæson af ‘Girls’ var på vej, og det at blive interviewet af Jimmy Fallon og blive inviteret til Met Gala var den nye normal:

»But then, of course, there was the part of me – a part I was far less likely to admit to – that felt a sense of having arrived, of being necessary, of knowing, once and for all, that when I died I would be leaving some piece of me on the earth to be rediscovered.«

Med berømmelsen kom behagelig bekræftelse, indrømmer Dunham. Men lige bag lå en tvivl på hendes eget værd og en frygt for at fucke up.

Produktet Lena Dunham

‘Famesick’ følger efter Dunhams selvbiografiske essaysamling fra 2014, ‘Not That Kind of Girl’, og er fortalt i samme klogtsjove, selvundergravende og spiddende tone.

For eksempel da hun beskriver at skulle indspille sin første sexscene på settet til ’Girls’. Inden optagelserne havde hun fået fjernet samtlige kønshår (»It was my first Brazilian, something that violated all my politics and, it turned out, also violated my highly sensitive skin«).

Nu skulle hendes kønsdele dækkes til ved hjælp af en kostumier: »She asked me a question that haunts me to this day: ”Would you like a Band-Aid for your butt-hole”.«

Det er Dunhams varemærke at gå helt tæt på. I ’Famesick’ går hudløsheden hånd i hånd med grimme følelser og skam, og i bagklogskabens klare lys er fortællingen om hendes vej til berømmelse også foruroligende. 

Dunham er godt klar over, hvad der blev skrevet om hende. Hun har selv ligget og scrollet og tjekket, ja sågar brugt det sidenhen til at sammenstykke sine memoirer:

»Sometimes, all I had to do was google my own name to locate a date, an image, a picture that solidified a memory.« 

Men selv når navnet Lena Dunham var overalt, hvad blev der så ikke fortalt? I ‘Famesick er der lidt at tage fat på.

Her fortæller hun om at blive revet ned af endnu større kræfter end trolde på internettet og unhinged skribenter (artikler som ”I saw Lena Dunham serve her dog salmon on a china plate” eller “Has Lena Dunham Finally Hung Herself?” så for eksempel dagens lys). Nemlig af kronisk sygdom og afhængighed så stærk, at hun måtte på afvænning.

Historien om Dunhams berømmelse hænger nemlig sammen med en historie om en krop, der ikke samarbejder, er i dyb smerte og ængstelig uro. Om hardcore operationer, lort, blod og fertilitet.

Hun er blevet diagnosticeret med bindevævssygdommen Ehlers-Danlos’ syndrom og endometriose og har gennemgået flere underlivsoperationer, herunder en hystektomi, hvor man fjerner livmoderen.

»Getting sick is not that different than getting more famous«, skriver hun. »It has a maddening circularity, and it’s also very hard to explain, even to the people closest to you.«

Det gør indtryk, men det er jo ikke overraskende at læse om, hvor umuligt det var at tage en sygedag, og i hvor vid udstrækning hun – og ikke mindst folk omkring hende – bagatelliserede og ignorerede hendes voldsomme symptomer. Hun var jo, som hun selv skriver, »the product.« 

Og det produkt skulle frem, frem, frem i rampelyset.

Mange penge og andres karrierer afhang af det. Ikke mindst Jenni Konners, som var hendes mentor, ven og samarbejdspartner. Relationen til hende, der gik fra nær til problematisk, er et væsentligt spor i Dunhams bog. 

»Please don’t write about this immediately. I know how you work, and that you will. But please, just not right away«, sagde Jenni Konner, ifølge Dunham, da deres veje skiltes.

Not a girl, not yet a woman

Da Britney Spears’ selvbiografi ‘The Woman In Me’ udkom i 2023, gav den anledning til en del kulturel selvransagelse. »Et mørkt vidnesbyrd om en kvindefjendsk kultur«, kaldte Thea Torp den i Soundvenue.

I slipstrømmen på ‘Famesick’s udgivelse er jeg også stødt på i hvert fald én undskyldning fra en tidligere hater i The Guardian, og rubrikken i et interview til The New York Times er slet og ret: »Lena Dunham Is Still Trying to Figure Out Why People Hated Her So Much.« 

Dunham refererer også selv til Britney. Bogen er inddelt i tre dele: »I’m Not a Girl,« »Not Yet a Woman« og »All I Need Is Time.« Ligesom popfænomenet har hun heller ikke haft sin krop i fred. Den blev diskuteret, fra første ‘Girls’-episode løb over skærmen.

»It makes me laugh now thinking how much trouble I must have cooked up in my twenties by being radically myself, when in reality, I was universes away from my own body«, skriver hun.

Dunham giver i bogen ikke ret meget indblik i sin kreative proces. I stedet har hun lagt vægt på sine relationer.

De veninder, som gled væk, da hendes karriere tog fart. Kunstnerforældrene, hvis eget image kom på spil, da Dunham blev et kendt ansigt. Den mand, hvis wack behandling af hende hun brugte til at forme Adam Drivers karakter i ‘Girls’ (»nothing I wrote was quite as dark as the reality of what the real-life Adam and I had been into«). Drivers eget grænseoverskridende temperament, og den affære de efter hendes udsagn næsten havde. De mennesker, hun var på afvænning med. Jack Antonoff, som hun var kærester med på samme tidspunkt, som man kunne sende de første DM’s på Instagram. Den største afsløring for mig er den måde, Dunham skriver om sit forhold til berømmelse på (»nobody was holding a gun to my head – I wanted it«), selv når hun fik det dårligt af det.

Selvom det er berømmelsen, der gør hende så anderledes fra os andre, så er det der, hun er allermest relaterbar. Hvem vil ikke gerne blive set og dømt værdig? Hvem vil ikke gerne korrumperes, bare lidt, tak? Med sine memoirer viser Dunham noget, vi er mange, der har tilfælles.