De 10 bedste filmslutninger i nyere tid

Med ’No Time to Die’ fik vi en mindeværdig og overraskende afsked med Daniel Craig. Men hvilke andre slutninger har overrumplet os på denne side af årtusindskiftet? Vi fremhæver nogle af de vildeste, fra Nolans mindfuck til en chokerende edderkop.
De 10 bedste filmslutninger i nyere tid
'Inception' (Foto: PR)

(Kæmpe spoiler alert – well, duh).

Den åbne: ’Inception’

Christopher Nolan er på sit mest Nolan’ske i ’Inception’, hvor tid og sted findes i flere lag, og hvor man kan plante idéer i folks bevidsthed ved hjælp af drømme. Det er Dominic Cobb (Leonardo DiCaprio) en sand mester til, og han hyres derfor til at ødelægge et industrielt imperium ved netop at plante en sådan idé i en arvings drøm.

Mere interessant er dog Cobbs egen fortælling, der umiddelbart lader til at slutte ganske perfekt, nemlig med genforeningen med sine børn. Men Nolan lader os tvivle på slutningens realitet. Den snurretop der … 

Mens Cobb for første gang er lykkelig og ligeglad med, hvorvidt snurretoppen stopper, og løber sine børn i møde uden for kameraet, pines vi seere med toppen. Og vi får ikke noget entydigt svar på, om den vælter – om det er virkelighed eller en drøm. I stedet må man selv stykke de små hints sammen og selv vælge slutningen. Her et årti efter premieren diskuterer vi den stadig.

Bill Murray og Scarlett Johansson i ‘Lost in Translation’ (Foto: PR)

Den opmuntrende: ’Lost in Translation’

Hvad sagde han til hende?! 

Siden ’Lost in Translation’ rullede over lærrederne i 2003, har publikum verden over spekuleret i, hvad Bob (Bill Murray) hvisker til Charlotte (Scarlett Johansson) i filmens sidste scene. Teorierne er mange, men i bund og grund er det ligegyldigt, som instruktør Sophia Coppola også har sagt. 

For det er mellem Bob og Charlotte, to usandsynlige venner, der mødes tilfældigt i Tokyo på et helt rigtigt tidspunkt for dem begge. 

Uanset hvad Bob siger, ræsonnerer det i Charlotte på en måde, man som beskuer kun kan relatere til med en tåre i øjenkrogen. Nemlig på den måde, hvor man kan føle sig så uendeligt lettet og opløftet over en god vens trøstende ord i en svær tid i ens liv. Perfekt visualiseret i ansigtet på Charlotte, som først var alene og bange, men nu smiler bredt med en tåre i øjenkrogen, mens hun fortsætter sin videre færd.

‘Whiplash’-stjernen Miles Teller (Foto: PR)

Den forløsende: ‘Whiplash’

»There are no two words in the English language more harmful than ‘good job’«.

J.K. Simmons er nådesløs i rollen som musiklæreren Fletcher, der presser sin protegé Andrew (Miles Teller) til det absolut yderste – og så lidt mere – for at blive great. På et tidspunkt er Andrew endda så fjern og langt ude i sine bestræbelser, at han havner i et trafikuheld, hvorefter han slemt forslået tager direkte videre til en øver med bandet.

Til sidst narrer Fletcher Andrew til at agere vikar i sit band og ydmyger ham nok engang, men Andrew vender på en tallerken og spiller, til blod, sved og tårer hagler af hans krop. En præstation, der langt om længe imponerer Fletcher. 

Det er en perfekt koreograferet afslutning, hvor noget endelig lykkes for vores unge helt. Men undervejs har selv samme helt måttet give afkald på alt det, der minder om et normalt liv uden for trommesættet. Og det er den ambivalens, man forlader filmen med.

‘Parasite’. (Foto: CJ ENM Corporation, Barunson E&A)

Den nedslående: ’Parasite’

Bong Joon-ho har fuld kontrol over både plottwists og tematikker i sin Oscar-darling ’Parasite’, og filmens slutning er ingen undtagelse i begge afdelinger. 

Vi er som publikum i forvejen blevet revet godt og grundigt rundt i manegen, da først husholderskens mand Geun-se introduceres og siden løslades fra sit fangeskab i kælderen.

Men den mindre massakre, Geun-se efterfølgende udløser, er ikke filmens eneste tragiske del.

For instruktør Bong udstiller filmen igennem forskellen på rig og fattig, navnlig underklassens forsøg på at bryde ud af sin klasse. Men ’Parasite’ præsenterer det i sidste ende som en umulighed at foretage skiftet: Fattig må forblive fattig, og rig må forblive rig. 

Heller ikke Ki-woo, der planlægger at uddanne sig til et velbetalt job, så han kan redde faderen Ki-taek, er i stand til at rykke ved det faktum, at han ikke kan vriste sig ud af sin fastspændte situation. En grum situation meget lig den, store dele af verdens befolkning befinder sig i.

‘Phoenix’ (Foto: PR)

Den genrejsende: ’Phoenix’

De fleste kender den følelse, der skyller ned over en, når man bliver taget i at have gjort noget virkelig dumt. Tag den følelse, gang den med 1000, og du har den sidste scene af Christian Petzolds ’Phoenix’.

Nelly og Johnny er et jødisk par under Anden Verdenskrig, hvis veje skilles, angiveligt fordi Johnny har forrådt Nelly, som derfor kommer i koncentrationslejr. Nelly overlever lejren, men må gennemgå operationer i ansigtet på grund et skud i hovedet. I et desperat forsøg på at finde tilbage til sit gamle liv tager hun tilbage til Johnny, der ikke genkender sin kone efter rædslerne. Det skal han dog komme til. 

Nelly går med til at synge for Johnny, der spiller klaver, og undervejs kryber hendes kjoleærme op, så det afslører hendes tatoverede fangenummer. Og genfind nu følelsen fra før og se den udprintet i Johnnys rædselsfyldte ansigt, idet han ikke længere spiller på klaveret. 

Det er en ultimativ redemption story, hvor Nellys stræben efter sit gamle jeg resulterer i fødslen af et helt nyt.

Mads Mikkelsen i ‘Druk’. (Foto: Henrik Ohsten)

Den livsbekræftende: ’Druk’

Mads Mikkelsen var under optagelserne af Thomas Vinterbergs Oscar-vinder betænkelig ved måden, hans karakter Martin skulle trykke den vilde dansesekvens af på. Han argumenterede for, at dansen skulle foregå i hovedet på Martin under en alkoholrus. 

Men da scenen først rullede over lærredet, måtte Mikkelsen – som så mange andre – medgive, at den ikke kunne være skåret meget bedre.

Scenen indkapsler både Martins sindstilstand og udvikling, samtidig med at den inkarnerer films tematikker i en perfekt bouillonterning. For ’Druk’ er i sidste ende en hyldest til livet.

Slutningen – og det afsluttende freeze frame med Martin svævende over kanalen – giver et nærmest magisk-realistisk skær til filmen, der løfter den endegyldigt fra en specifik historie om dansk drukkultur til en almengyldig fortælling om at være menneske. Alle, der ser ’Druk’, tager det spring med Mads Mikkelsen. ’What a Life’ bliver siddende i kroppen – på alle måder.

‘Son of Saul’ (Foto: PR)

Den håbefuldt tragiske: ’Son of Saul’

Laszlo Nemes’ mesterværk ’Son of Saul’ er en barsk film. Vi følger titlens Saul, en jøde i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Her er han vidne til en dreng, der overlever gaskammeret blot for at blive dræbt af en læge. Han bliver besat af tanken om at give drengen – som han hævder er hans søn – en rigtig begravelse. 

Til sidst må han dog give slip på liget, da han kommer på flugt med en gruppe fanger. I en hytte, hvor den flygtende gruppe tager ophold, ser en modløs Saul en dreng titte ind ad indgangen. Han smiler. Få sekunder efter bliver han og resten af gruppen skudt ned. 

I en på mange måder forfærdeligt trist og tragisk film er slutningen bevægende håbefuld. Drengen repræsenterer et liv, et håb om fremtiden, midt i døden og ødelæggelsen. Saul dør med en tro på menneskeheden – også selvom menneskehedens dårligdom har gjort det af med ham. Meget smukkere bliver det ikke.

Ethan Hawke i ‘First Reformed’. (Foto: PR)

Den himmelske: ’First Reformed’

Instruktør Paul Schrader har sagt om ’First Reformed’, at selv ikke han ved, hvilken af to mulige slutninger der rent faktisk finder sted i filmen.

Umiddelbart virker det ellers rimelig ligetil, da præsten Ernst Toller (Ethan Hawke) skal til at bunde et glas afløbsrens og dermed tage sit eget liv. Men ind kommer hans nye lys i livet, kvinden Mary (Amanda Seyfried), og de to omfavner og kysser hinanden i en magisk sekvens, og filmen slutter.

Spørgsmålet er dog bare, om omfavnelsen og Marys indgreb er noget, Ernst forestiller sig, idet han svæver mellem liv og død efter at have drukket afløbsrensen. Hans sidste ønske – eller måske hans idé om himmerige. 

Filmen består af en række lidelser for Ernst, der er syg med kræft og bliver mere og mere besat af Jordens klimabetonede undergang. 

Men om han har tabt håbet endegyldigt, eller om han tror på en ny begyndelse med Mary, må man som seer selv vurdere efter at have tabt kæben over den overraskende slutning.

‘Take Shelter’ (Foto: PR)

Den forsonende: ’Take Shelter’

Slutningen på Jeff Nichols’ ’Take Shelter’ er bestemt også op til fortolkning. 

Filmens hovedkarakter Curtis (Michael Shannon) mener sig i stand til at se fremtiden i sine drømme. Da han drømmer om en storm, der kan få fatale konsekvenser for jordkloden, bygger han en bunker, som hans familie kan søge tilflugt i. Hans tiltagende paranoia koster ham næsten forholdet til konen Samantha (Jessica Chastain) og datteren Hannah, der oplever hans langsomme nedsmeltning.

Igennem hele filmen er vi som seere overbeviste om, at Curtis ser syner – at han vitterligt er en psykisk forstyrret mand, der bevæger sig længere og længere ned af vanviddets kaninhul. Men til sidst ser også hans kone og barn den lurende storm. Pludselig virker den til at være en realitet uden for hans hoved. Med mindre det blot er familien, der står sammen om ham, af ren og skær kærlighed? Og det blot er endnu en af hans forestillinger? 

Slutningen kan både læses som en tragedie og som en kærlighedserklæring. Og det er noget af det, der gør den så interessant.

Jake Gyllenhaal og Jake Gyllenhaal i ‘Enemy’. (Foto: PR)

Den chokerende: ’Enemy’

’Dune’-aktuelle Denis Villeneuve er en af dette århundredes største instruktører, blandt andet på grund af hans evne til at skære nogle suveræne slutninger. Både ’Prisoners’ og ’Arrival’ var stærke kandidater til denne liste, men i sidste ende må ’Enemy’s vanvittige og komplet uventede slutbillede tage prisen. 

Jake Gyllenhaal spiller to personlighedsmæssigt meget forskellige dobbeltgængere. Efter de indgår en tarvelig aftale om at være utro med hinandens kærester, dør det ene af de utro par i en bilulykke. Det kan dog ikke hamle op med, hvad der sker i det andet hjem. Her konfronteres manden pludselig med, at kvinden er blevet til en gigantisk edderkop i soveværelsrte. Hvilket vi ser gennem hans øjne. Og så slutter filmen.

Det er mildest talt chokerende – og forvirrende. Også selvom edderkoppen har været et gennemgående tema i filmen. Nogle henter forklaringen i græsk mytologi og fortællingen om Arachne, andre i en mands forpligtelser i en familie. Google slutningen på ’Enemy’ og find et hav af fortolkninger. Uanset hvad er det en finale, man sent vil glemme.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af