Det var måske mest af alt et mareridt, men desværre også virkelighed for Will Smith, som takkede nej til at medvirke i Christopher Nolans drømmefilm ‘Inception’.
»Christopher Nolan kom med ‘Inception’ til mig som den første, og jeg fangede den ikke. Jeg har aldrig sagt det højt før«, fortalte skuespilleren i et interview med radiostationen Kiss Extra. Han nævner ikke, hvilken rolle han fik tilbudt, men man må antage, at det var hovedrollen, der endte med at blive spillet af Leonardo DiCaprio.
»Nu hvor jeg tænker over det, de her film, der foregår i alternative virkeligheder, de pitcher ikke godt«, fortsatte Smith, hvilket muligvis kan tolkes som en rygdækning for, at han også tidligere har takket nej til en kæmpesucces, der foregår i alternative virkeligheder.
Hovedrollen i 90’ernes banebrydende sci-fi-film ‘The Matrix’ blev nemlig også tilbudt til Will Smith, men han takkede nej og lavede i stedet sci-fi-westernfilmen ‘Wild Wild West’, der blev et kæmpe flop.
For at gøre slemt værre blev Smith også tilbudt titelrollen i Quentin Tarantinos hævnfilm ‘Django Unchained’ fra 2012, som han også takkede nej til.
Han havde nær også takket nej til ‘Men in Black’, men selveste Steven Spielberg fik ham overtalt.
Efter den famøse Oscar-lussing er Smith så småt tilbage i varmen – også i den danske sommervarme, når han optræder til dette års Smukfest.
På filmfronten arbejder Smith på flere projekter, såsom ‘Hancock 2’, ‘I Am Legend 2’, Michael Bay filmen ‘Fast and Loose’ og et remake af ‘Planes, Trains & Automobiles’.