’Trap’: Mesterinstruktørs seriemorderfilm med Josh Hartnett er syndigt underholdende
M. Night Shyamalan er den ukronede konge af high concept-film, der balancerer på en knivsæg mellem det spektakulære, det tankevækkende og det latterlige.
Og med ’Trap’ har han skabt en af sine mest geniale præmisser længe.
Som belønning for ekstraordinært skolearbejde tager den kærlige familiefar Cooper (Josh Hartnett i en fremragende comeback-præstation) sin 12-årige datter med til en Taylor Swift-agtig arenakoncert med hendes yndlingsartist, Lady Raven (instruktørens datter Saleka Night Shyamalan).
Men det viser sig, at der ikke bare er tale om en almindelig ekstrakoncert for over 20.000 skrigende teenagepiger. Der er et stærkt opbud af politi, alle udgange er spærret, og mænd blandt publikum bliver én efter én tilbageholdt og afhørt. Alt sammen fordi den berygtede seriemorder The Butcher angiveligt har indløst billet til koncerten.
M. Night Shyamalan er kendt for sine twists i film som ’Den sjette sans’, ’The Village’, ’Unbreakable’ og ’Signs’, men denne gang lægger han alle kortene på bordet inden for få minutter: Det er Cooper, der er seriemorderen, og han vil for alt i verden ikke fanges eller afsløres over for sin intetanende datter, der forguder ham.
Således begynder et medrivende spil katten-efter-musen, hvor rollerne flere gange byttes rundt, når instruktøren fører os gennem det ene plotmæssige hårnålesving efter det andet med vanlig virtuos hånd.
Shyamalans idolisering af suspense-mesteren Alfred Hitchcock har alle dage været udtalt (komplet med cameos og talrige tematiske forbindelser). Med ’Trap’ har han kastet sig ud i en slags fortolkning af ’Psycho’, som hvis den var blevet lavet i de sociale mediers overvågningstidsalder og på højden af forbrugersamfundet.
Overalt i koncert-menneskehavet er der smartphones, der forsøger at indfange øjeblikket, så dem, der fører kameraet, aldrig helt er til stede. Og Cooper må undvige overvågningskameraer i massevis, når han forsøger at manøvrere udenom politistyrkerne. Indimellem tjekker han selv videoovervågningen fra det hus, hvor han holder et offer fanget.
Det er sigende, at det er en tilsyneladende uskyldig selfie og en Instagram-live, som ender med at spille en afgørende rolle i at få lokket ulven i fåreklæder frem af sit skjul.
Alt er medieret, som Cooper også bemærker til sin datter, da hun fortæller om de klassekammerater, der mobber hende og holder hende uden for, men som hun alligevel konstant er tæt på via sociale medier: »Det må være underligt, at I konstant er forbundet, selvom I ikke er sammen«.
Det er gennem den slags små, henkastede replikker, at Shyamalan formår at løfte sit genremateriale til en større karakteristik af det moderne samfund.
Grundlæggende handler ’Trap’ om skellet mellem frontstage og backstage – dem, vi siger, vi er, og dem, vi er – og hvordan vi alle sammen har brug for at tro på noget, der er større end os selv, for at skabe mening med vores identitet.
Denne søgen efter alternative fællesskaber, som er en tematisk rød tråd gennem Shyamalans film, skildres her gennem den overfladefokuserede, men alligevel meget håndgribelige fankultur.
Blandt andet i et særligt inspireret øjeblik, hvor Lady Raven fra scenen fortæller publikum, at hendes far forlod hende, da hun var lille, men at hun alligevel lærte at tilgive ham, og dernæst får publikum til at tænde deres telefons lygte, hvis de også er villige til at tilgive.
I ’Trap’ er fællesskabstematikken dog langt mere dyster end tidligere hos Shyamalan. Hvor han før har stillet sig på de håbefuldes side, der vælger at tro, viser han nu verden fra det modsatte perspektiv. Med udgangspunkt i de ikke-troende, der infiltrerer fællesskabet og nedbryder det indefra.
Morderne går bogstaveligt talt rundt iblandt os – en pointe, filmen udbygger ved at vise, hvordan alle rummer en »dyster side«, og hvordan vores desperate lyst til at dyrke larger than life-fænomener ikke kun strækker sig til popstjerner, men også seriemordere som The Butcher: I en særligt komisk scene fanboyer en ansat i arenaen over, at seriemorderen går rundt iblandt dem – uvidende om, at han står ansigt til ansigt med ham.
Shyamalans romantiske grundbudskab forbliver dog det samme: At vi ved at stå sammen, kan udrette ting, vi ellers ikke troede mulige – også selvom det er legende let for folk som Cooper at slippe afsted med mord.
Den tematiske tyngde understreger, at Shyamalan er en instruktør med respekt for sit publikum, som ikke bare bliver spist af med tom underholdning.
Det understøttes også af hans billeder, der som hos Hitchcock lader tilskueren gå på opdagelse, samtidig med at alt introduceres med et formål. Se bare på hans elegante brug af koncertscenen, der bogstavelig talt bliver en visualisering af plottets centrale personlighedssplit, når vi både tilgår den forfra og bagfra.
Det er dog sigende, at respekten ikke altid gengældes af publikum, der ofte vælger at affeje Shyamalans store penselstrøg som håbløst banale og blottet for selvindsigt fremfor at hylde dem som popcornfilosofi af bedste skuffe.
Hos Shyamalan er alting højnet, men det er på ingen måde udtryk for dårligt håndværk. Han insisterer på at skabe universer, hvor tilstræbt troværdighed ikke får lov at diktere fortællingen. Hvornår har man for eksempel nogensinde været til en koncert med indlagte pauser hvert andet øjeblik?
’Trap’ er fortalt med et stort glimt i øjet, et glimt, jeg virkelig savner i tidens voksenfilm, der alt for ofte er tilsølet med selvhøjtidelig realisme og alvor.
Alt er muligt hos Shyamalan – og det er syndigt underholdende.
Kort sagt:
Josh Hartnett er fremragende som familiefar/seriemorder i M. Night Shyamalans konstant underholdende seriemorderfilm.