Et one hit wonder. En magiker med et trick gemt væk i ærmet. En wannabe auteur.
Efter han væltede frem på Hollywood-scenen med sin tredje film, ’Den sjette sans’, virkede instruktør M. Night Shyamalan komplet ustoppelig. Filmen, om en lille dreng, der kan se døde mennesker, var en af de mest indtjenende film i 1999 og var nomineret til hele seks Oscar-statuetter.
På det tidspunkt var det blot den fjerde gyser, som var nomineret i Bedste Film-kategorien – sammen med ’The Exorcist’, ’Jaws’ og ’Silence of the Lambs’.
Men som et ønske fra en abehånd fulgte en forbandelse den pludselige succes. Filmens popularitet skyldtes i høj grad det ikoniske sluttwist. Og gang på gang har Shyamalan prøvet – og fejlet med – at replicere den kulturelle zeitgeist omkring hans store gennembrud.
Eller det er i al fald fortællingen omkring den nu 50-årige instruktør fra bitre tidligere fans, Youtube-essays og kritikere generelt: At han er en has been, der måske har opnået fornyet kommerciel succes de seneste år, men hvis reelle bidrag til filmverden er ét mesterværk og et til tre spændende kulthit, afhængig af hvem du spørger.
Men efter at have set samtlige af hans film siden ’Den sjette sans’ er det svært at få øje på den fusentast, folk så gerne vil gøre Shyamalan til.
Vi ser her bort fra hans første to film, ’Wide Awake’ og ’Praying With Anger’, som efter ’Den sjette sans’ hurtigt blev skrevet ud af hans filmografi.
13. ’The Last Airbender’
Hvor skal man overhovedet begynde med Shyamalans filmadaptation af Nickelodeons fanfavorit? Den amerikanske anime om den udvalgte munk Aang, der sammen med sine venner Katara og Sokka tager kampen op mod det fascistiske Ild Imperie, ligger i grunden fint op til en episk live-action-version.
Men ikke siden David Lynchs fejlslagne ’Dune’ har en adaptation været så indædt forhadt. Filmen er komplet fejlcastet med en alvorstung Dev Patel, der som skurken Zuko virker til at være med i en anden film end Aasif Mandvi (fra ’The Daily Show’) og en gruppe absurd elendige teenageskuespillere, som mukker sig igennem samtlige scener.
Filmen havde angiveligt et massivt budget på mere end 100 millioner dollars, og dog ligner den en forkølet ’Spy Kids’-produktion. Det værste, man kan sige om ’The Last Airbender’, er, at den er for kedelig til at nydes som en så dårlig den er god-filmoplevelse.
Alt, den påviser, er, at Shyamalan er pilrådden til at instruere action.
12. ’The Happening’
Sjældent har en karrieres komplette nedsmeltning været så gloværdig og hujende vanvittig, som da M. Night Shyamalan i 2008 stolt satte sit navn på den latterlige øko-thriller ’The Happening’. Det er en film, hvor den store, globale trussel mod mennesket er … bladenes hvislen i vinden? En film, hvori Mark Wahlberg spiller en konstant stakåndet fysiklærer, der på et tidspunkt spiller over for en plastikplante. En plastikplante, der mirakuløst giver en bedre præstation end en fuldkommen dødøjet Zooey Deschanel.
’The Happening’ er berygtet. Kun ’The Room’ og ’The Wicker Man’-remaket virker til at have vækket den samme morbide nysgerrighed og ufrivillige morskab blandt publikum.
Shyamalans talent for at opbygge menneskeligt drama i utrolige situationer er forduftet som dug fra solens overflade, og ’The Happening’ er efterladt med hans absolut værste impulser: Fra latterligt banal dialog over flade skuespilpræstationer til tåkrummende forsøg på humor.
Shyamalans ry som en elendig wannabe-auteur med et par gode film under bæltet er lodret forkert, men når man ser ’The Happening’ er det ikke svært at forstå, hvorfor folk vendte ham ryggen.
11. ’After Earth’
Hvem bør klandres for den dybt forglemmelige sci-fi-blockbuster ’After Earth’?
Er det Will Smith? Når normale fædre ønsker at bonde med teenage-roden, plejer de at påtvinge en familietur eller udvise overfladisk interesse for deres fritidsliv. Den folkekære skuespiller fik derimod Sony Pictures til at smide godt og vel 130 millioner dollars på en blue-screen-skovtur med sønniken Jaden, hvor den stakkels dreng skal lade, som om han kæmper mod glubske bavianer og gigantiske ørne på en fremtidsklode, hvor al naturliv er fjendtligt mod mennesker.
Ligger skylden snarere hos medmanuskriptforfatter Gary Whitta? Den ringe kendte forfatter har også arbejdet på ’Rogue One’ og ’The Book of Eli’, og hans primære bidrag til handlingsforløb virker at være: Hvad hvis hovedpersonen gik fra A til B for at trykke på en knap?
Eller skal vi smide skraldet over M. Night Shyamalan? Instruktøren er i fuldkommen håndværkermode og instruerer sine to skuespillere, som superviserede han et forældremøde. Originale sci-fi-film med dette budget er en yderst sjældenhed. Så meget desto mere er det frustrerende, at ingen tænkte at udnytte den unikke chance til at skabe noget anderledes eller bare nogenlunde interessant.
10. ‘Old’
Det var mildt sagt ikke mange pæne ord, M. Night Shyamalans nyeste selvfinansierede filmprojekt fik med på vejen fra Soundvenues egen anmelder. Og det kan på sin vis siges at være fortjent. ’Old’, der omhandler vores forhold til alderdom, da en gruppe turister bliver fanget på en øde strand, er fyldt med typen af lallende dialog og tonal diskusprolaps, vi kender fra ’The Happening’ og ’The Last Airbender’.
Det er så bestemt en ringe film. Sjældent har et så stjernespækket cast (smag på det; Vicky Krieps, Alex Wolff, Thomasin McKensie, Nicki Amuka-Bird) været efterladt med så fattigt et manuskript. Det gør det umuligt at forstå eller sympatisere med karakterer, der opfører sig som havde en alien optegnet en vag skitse af menneskelig ageren.
Og dog tænder filmen noget i mig. Det er især Shyamalans dybt unikke, nærmest svævende kamerastil, og de fandenivoldske Grand Guignol scenarier over de aldrende personagers grusomme skæbner, der pirrer fantasien. For i et hav af intetsigende remakes, metervare Netflix-produktioner og gabende kedeligt superheltehurlumhej, er den indiskamerikanske instruktørs stædige fastholdelse af sine egne idiosynkrasier efterhånden et nidkært syn i Hollywood.
9. ’Lady in the Water’
Shyamalans thriller om en grådkvalt vicevært (Paul Giamatti), der forelsker sig i en vandnymfe (Bryce Dallas Howard), som hænger ud i lejlighedskompleksets pool, er af mange anset som lige så idiotisk og inkompetent som instruktørens andre værste film.
Det er ikke svært at se hvorfor: Efter at noglekritikere vovede at kritisere ’Signs’ og ’The Village’ gik Shyamalan til modangreb i et fladpandet eksempel på hybris. Han castede Bob Balaban som en umuligt selvtilfreds filmkritiker, der fnyser ad ideen om elskere, der mødes i regnen. Alt imens gav han sig selv rollen som en forfatter så radikal, at hans bog i fremtiden vil inspirere landets præsident og redde USA.
Alligevel er ’Lady In the Water’ misforstået. Det er en bevidst barnagtig fortælling. Samtlige karakterer er larger-than-life. Ingen sætter spørgsmålstegn ved den overnaturlige nymfe i deres pool. Og vigtigst af alt udspiller handlingsforløbet sig som en leg mellem børn i fritidsordningen. Den type blåøjede naivitet har altid været en del af instruktørens force, og den er svær ikke at finde underholdende, også selvom den i ’Lady in the Water’ ofte kammer over i det patetiske.
Eller måske forsvarer jeg blot filmen, fordi Wong Kar-wais hoffotograf Christopher Doyle filmer den som et melodisk drømmescenarie, hvor bygningens altaner oplyses i et guddommeligt blåligt skær fra poolen. Sjældent har en Hollywood-produktion set så lækker ud.
8. ’Split’
… Og med ét var Shyamalan tilbage på mainstreamscenen. Efter den balstyrisk underholdende found-footage-film ’The Visit’ fra 2015 gik instruktøren planken ud med ’Split’, som han instruerede, som om hans tidligere blockbuster-fiaskoer blot var en kollektiv febervildelse.
Som seriemorderen med 24 personligheder Frank Wendel Gump skifter James McAvoy konstant ham fra den iskolde furie Patricia til lille læspende Hedwig. Det er den slags overspillende roller, den maniske skuespiller er som skabt til. Shyamalan filmer hans hastige deroute, da han kidnapper tre teenagepiger, med den samme fingerspidsfornemmelse for terror, visuelle farvemotiver og ildevarslende intrige, der gav ham titlen som den næste Spielberg næsten 20 år tidligere.
At Shyamalan vælger at fundere Franks personlighedsspaltning i en ægte sygdom (DiD), virker mere hovedrystende naivt end decideret usmageligt. Og synet af en kjoleklædt James McAvoy, der spærrer unge, letpåklædte kvinder inde, er ikke blevet mindre cringe,siden samtlige britiske kendisser de seneste år tilsyneladende har gjort det til deres livsmission at dæmonisere transkvinder.
Men Shyamalan har aldrig været en subtil filmskaber, og som en pulpy gyserhistorie er ’Split’ et velkomment gensyn med en af det 21. århundredes mest interessante filmstemmer.
7. Knock at the Cabin
Endnu et mestendels selvfinansieret M. Night Shyamylan-udspil og endnu et intenst kammerspil, som leger med genresprog, hvor en gruppe mennesker sættes over for umulige valg med dødelige konsekvenser som følge.
Den bedårende pige Wen og hendes adoptivforældre Eric (Jonathan Groff) og Andrew (Ben Aldridge) bliver holdt fange i deres isolerede kahyt af en umiddelbart fanatisk selvmordskult ledet an af pædagogen Leonard (altid ømme Dave Bautisda), som tigger den moderne kernefamilie om at ofre ét af familiemedlemmerne på alteret for at redde resten af menneskeheden.
Det kan lyde lige lovlig klægt, og på sin vis virker Shyamalan til at holde lidt igen efter den hysterisk latterlige, men anderledes stilistisk ambitiøse ’Old’. Der er ikke meget slinger i valsen her, men heller ingen bombastiske overraskelser.
Shyamalan formår dog at holde tempoet højt og spændingen sveddryppende intens til det sidste med en række hårrejsende katastrofescenarier samt lige-ved-og-næsten-flugtforsøg.
Samtidig fanger han dynamikken og kærligheden mellem de tre desperate tilfangetagede på smuk, naturlig vis. Al respekt til den nu aldrende auteur for rent faktisk at caste to homoseksuelle skuespillere i rollen som Eric og Andrew og samtidig vise så stor forståelse for den trussel, som queer-mennesker mødes af i deres hverdag.
6. ’Signs’
Shyamalans alien invasion-film er på mange måder et bizart artefakt fra en tid i 90’erne, hvor Hollywood stadig var forgabt i konspirationsteorier, fordækte statsinstitutioner og monstre fra det ydre rum: Fra ’Independence Day’ over ’X-Files’ til ’Men In Black’. Den slags fascinationer blev hurtigt tysset ned, efter de fantastiske forklaringer om Area 51 og falske månelandinger blev skiftet ud med smagløse teorier om den amerikanske regerings involvering i 9/11 på grund af ståls smeltetemperatur.
’Signs’ er filmen i Shyamalans bagkatalog, jeg har de stærkeste nostalgiske følelser for. Klimakset, der involverer en uset skabning, som lusker rundt på en gård, alt imens et barn gisper efter sin inhalator, giver stadig myrekryb. Det samme kan siges om scenen, hvor Graham Hess’ (Mel Gibson) kone bliver mast mellem en bils køler og en træstamme.
De billeder er forblevet hos mig og gør filmens mere fjogede elementer – som Joaquin Phoenix i en sølvpapirshat, og monstrenes ultimative fobi – lettere at ignorere.
5. ’The Visit’
Efter blockbuster-fadæserne ’After Earth’ og ‘The Last Airbender’ lagde Shyamalan hovedet på blokken og selvfinansierede en stor del af found-footage-gyseren ’The Visit’, hvor to børnebørn finder ud af, at mormor og morfar, som de aldrig før har besøgt, ikke er helt normale.
Det er især Deanna Dunagan som (u)hyggelige Nana, der både underholder og skræmmer, når hun går på jagt efter de små kid under huset, bedyrer barnebarnet at hoppe ind i ovnen og spytter projektilopkast i fogeden.
Shyamalan har åbenlyst en fest med at stikke til den lidt bedagede genres konventioner, som da Nana pludselig selv får fingrene i et kamera og går på jagt i huset. Han forstår at bruge begrænsningerne og fysikaliteten ved at have et fysisk kamera til stede i scenerne til at skabe nogle af de mest kuldegysende scenarier i hans filmografi. Yatzy med de gamle har aldrig været så modbydeligt som her.
4. ’Unbreakable’
Ifølge Shyamalan selv havde han oprindeligt planer om, at seriemorderen Gump skulle figurere i det sidste akt af superheltefilmen ’Unbreakable’, hvor David Dunn (Bruce Willis) med hjælp fra det fragile geni Elijah (Samuel L. Jackson) endelig omfavner sin egen usårlighed.
Det mærkes i den grad, at klimakset på filmen føles halvhjertet med en bizar konfrontation med en rovmorder, vi aldrig har set før, samt to freeze frames, der slår en forkølet krølle på halen, efter Elijahs sande identitet er afsløret.
Og det er en forbandet skam, for der er ellers god grund til, at ’Unbreakable’ af mange anses for at være instruktørens bedste film. Som ’Den Sjette Sans’ ligger filmens styrke i Shyamalans talent for at blande kuldegysende genresprog inspireret af Hitchcock med Spielbergs sentimentale familiedrama.
David Dunn skal således ikke redde verden, men i stedet blot være supermand for sin bedårende lille søn, der savner en rollemodel blandt to forældre, der ikke længere elsker hinanden.
3. ’Glass’
Før det vanvittige sluttwist i ’Split’, hvor vi erfarede, at den sindsforstyrrede seriemorder Frank Wendel Gump delte postnummer med bomstærke David Dunn, var der næppe mange, som havde forestillet sig, at Shyamalans første efterfølger nogensinde ville blive til netop ’Unbreakable’.
At Shyamalan er lykkedes med at samle samtlige skuespillere fra den originale film, føles som et mindre mirakel. Der lægges op til en regulær actionbasker med Gumps alterego The Beast og Dunn som de to slagsbrødre, manipuleret fra skyggerne af den selverklærede superskurk Mr. Glass. I stedet kidnappes begge kamphaner efter filmens første 20 minutter af psykiateren Ellie Staple (Sarah Paulson), der fortæller dem, at de vil blive lukket inde på livstid, hvis de ikke giver slip på deres vrangforestillinger om superkræfter.
Hvor ’Unbreakable’ var en dekonstruktion af en genre in spe, er ’Glass’ en refleksion over vores forhold til den enorme industrigigant i dag. Der er noget utrolig tilfredsstillende ved at se dette univers’ version af Superman og Luther blive grillet af en skeptiker, som ikke giver meget for deres opblæste egoer.
Hovedattraktionen er dog som i ’Unbreakable’ Samuel L. Jacksons slibrige Elijah, hvis plan overrasker og chokerer til klimakset. En fantastisk stikpille til genrens ensartede superheltegrød, som toppede i 2019 med den lige lovlig fanservice-glade ’Avengers: Endgame’.
2. ’Den sjette sans’
Med ordene »I see dead people« blev Shyamalans karriere for evigt ændret.
I grunden er det utroligt at tænke på, at instruktørens gennembrudsfilm om drengen Cole (Haley Joel Osment), der ser spøgelser, udkom samme år som Wachowski-søstrenes actionhit ’The Matrix’. Begge film viste en vilje fra de store studier til at give sande visionære kunstnere nøglerne til Hollywoods maskineri, så de kunne skabe originale, bombastiske film med noget mere dybsindigt på hjertet end den gængse popcorn-blockbustere.
Wachowski-søstrenes senere film blev da også som Shyamalans i høj grad misforstået, hvis ikke lagt for had, og begge har i denne post-ironiske verden pludselig fået revurderet deres filmografier.
Som instruktør-parret viser Shyamalans gennembrudsfilm, at han er en mester i at grunde fantastiske koncepter i den virkelige verden. ’Den sjette sans’ er i sidste ende en historie om at genfinde håbet og reparere brudte familiebånd ved at bearbejde traumer. Det er tematikker, alle instruktørens film kredser om – og er grunden til, at denne film, som hans andre hovedværker, er så meget mere end et simpelt knips med fingrene og et letkøbt twist.
1. ’The Village’
’Den Sjette Sans’ er uden tvivl Shyamalans vigtigste film, men ikke per automatik hans bedste.
Den ære går i stedet til hans vidunderligt velfortalte periode-thriller ’The Village’. I brede panorama-skud fremviser filmfotograf Roger Deakins smukt den titulære nybygger-landsby, hvor den nøje iscenesætte idyl afbrydes af mystiske monstre fra den omkringliggende skov. Castet er absolut pakket med Hollywood-stjerner på toppen af deres karriere, fra en lallende Adrien Brody som byens udviklingshæmmede drengebarn over en Oscar-værdig præstation fra William Hurt som det lille fællesskabs patriark til en hjertevarm romance mellem de labre skår Joaquin Phoenix og Bryce Dallas Howard.
Mesterligt spinder Shyamalan et intrikat mysterium om landsbyens fortid med et fantastisk hårdtslående twist som pay-off på en historie om en ældre generation, der fremstiller en opstillet virkelighed på bekostning af sandheden og den yngre generations fremtid.
Med sit kridhvide cast føles filmens fortælling om en gruppe mennesker, der barrikaderer sig selv fra omverden, stadig lynende relevant i dag.