‘Glass’: Den forhenværende mesterinstruktør Shyamalan kan endnu
Tænk, hvis en helt almindelig mand havde superheltekræfter, han ikke kendte til. M. Night Shyamalans formidable oprindelseshistorie ‘Unbreakable’ om sikkerhedsvagten David Dunn (Bruce Willis), der kan overleve hvad som helst (på nær sin ene svaghed: vand) var dybt original, og filmens realistiske tilgang og tålmodige fortælletempo introducerede en dosis jordnærhed og karakterdybde, man ikke umiddelbart forbinder med genren.
Nu er den 18 år lange ventetid på en fortsættelse endelig ovre. Men kan ‘Glass’ bare tilnærmelsesvis leve op til mine, indrømmet, ustyrligt høje forventninger?
Efter gennembrudsfilmen ‘Den sjette sans’ blev Shyamalan for en kort stund hyldet som en gudsbenådet filmmager med et særligt talent for overdådige twists, men efter ‘Unbreakable’ blev hans film ringere og ringere og til sidst så frygtelige, at det var svært at retfærdiggøre sit spinkle håb om, at han nogensinde ville finde sine hæderkronede evner frem fra gemmerne igen.
Men med den glimrende lille gyser ‘The Visit’ var der lovende takter allerede i 2015, og året efter overraskede Shyamalan igen positivt med den endnu bedre ‘Split’ – en effektiv kidnapningsthriller, der bød på intens, klaustrofobisk spænding og intet mindre end en pragtpræstation fra James McAvoy som Kevin Wendell Crumb, hvis sind er spaltet i hele 24 vidt forskellige identiteter.
Man bør se ‘Split’, før man ser ‘Glass’, da de to film sammen med ‘Unbreakable’ udgør en trilogi. Det er McAvoy, der fylder mest i den aktuelle tredje film, og han overgår sig selv i de mange roller, som han ofte meget pludseligt skifter imellem imponerende ubesværet. Også denne gang er hans identitet som den niårige Hedwig et ubetaleligt højdepunkt.
Gennem størsteparten af filmen er David og Kevin spærret inde på et psykiatrisk hospital, hvor den usædvanligt skrøbelige, men ekstremt intelligente Mr. Glass (Samuel L. Jackson) også er sat bag lås og slå, men som den uventede afslutning i ‘Split’ syntes at love, ser vi i ‘Glass’ også David mere i aktion som superhelt under op flere opgør med Kevins morderiske og umenneskeligt stærke personlighed The Beast.
Tematisk fortsætter den nye film, hvor de to andre slap. Hvis ikke legenderne fra diverse tegneserier og superheltefilm er pure opspind, og der altså også findes mennesker med utrolige kræfter i den virkelige verden, hvem tilfalder disse kræfter så? De fleste af os har vel hørt ubegribelige historier om desperate mødre, der blev i stand til at løfte den forulykkede bil, deres hjælpeløse barn lå fastklemt under, og i ‘Split’ blev det etableret, at det er muligt for dem, der er blevet påført usædvanligt store lidelser, at udføre overmenneskelige gerninger, hvis de tror fuldt og fast på, at det kan lade sig gøre.
Dr. Ellie Staple (Sarah Paulson) kommer med en alternativ, mere naturlig forklaring. Hun er ekspert i en særlig type vrangforestillinger og sår tvivl om, hvorvidt de tre indlagte vitterligt besidder de heltekræfter, de påstår, eller om de blot er blevet forledt til at bilde sig selv ind, at det er tilfældet. Har hendes patienter ret, eller er de alle tre forstyrrede?
Denne lidt ‘Take Shelter’-agtige plotmotor er yderst velvalgt, og ekstra interessant bliver det, da det antydes, at de pårørende – Davids søn Joseph (Spencer Treat Clark), Kevins tidligere offer Casey Cooke (Anya Taylor-Joy fra ‘The Witch’) og Mr. Glass’ mor (Charlayne Woodard) – uvilkårligt faciliterer de formodede psykoser.
Det er en sand fryd at være tilbage i den visuelt begavede Shyamalans univers, så det er surt, at der slås skår i glæden i sidste akt. Et par af overraskelserne er da hæderlige, men den mest fortænkte bliver overforklaret til døde, og så er det vistnok meningen, at den besynderligt flade og energiforladte afslutning skulle have fremstået dybsindig.
Men selvom Shyamalan slår et større brød op, end han kan bage, er ‘Glass’ ligesom ‘Split’ alligevel et kærkomment bevis på, at den forhenværende mesterinstruktør kan endnu.
Kort sagt:
James McAvoy er helt forrygende i M. Night Shyamalans ‘Glass’, der trods en umanerligt tonedøv slutning næsten er en værdig opfølger til ‘Unbreakable’ og ‘Split’.
Læs også: Det skal du se i biografen i januar: Forladt Mads Mikkelsen og Christian Bales store forvandling