’Old’: M. Night Shyamalans værste film til dato får ’The Happening’ til at ligne ’Citizen Kane’
Jeg må endelig ikke under nogen omstændigheder spoile handlingen i ’Old’.
Det har filmselskabet fået mig og alle andre anmeldere til at love højt og helligt.
For instruktør M. Night Shyamalan er jo kongen af de vilde twists. Manden, der aldrig har mødt en fortænkt finale, der ikke fik ham til at tage hovedet under armen og gøre sit yderste for at få os til at glemme, at han engang i en svunden, mere optimistisk filmtid gav os ’Den sjette sans’.
Ergo: Jeg skal nok lade være med at afsløre for meget omkring strandturen fra helvede, så du selv (forudsat at du vælger ikke at give en flyvende fis for, hvad jeg skriver herunder) kan få glæde af den kuriøse oplevelse, det er at betale for at se en filmmager begå kunstnerisk harakiri via maveplask på lavt vand.
Men kom ikke efterfølgende og sig, at du ikke blev advaret eftertrykkeligt.
Det skal understreges, at jeg i årevis var en del af Shyamalans mest dedikerede heppekor, og skønt jeg for to år siden erklærede her på Soundvenue-matriklen, at nu – nu! – slog jeg op med instruktøren efter den forvrøvlede ’Glass’, så vil min drøm tilsyneladende ikke dø. Drømmen om, at der venter endnu et mesterværk forude, der pludselig vil tage os alle med gyserstorm og Hitchcock-referencer og farven gul smurt ud på linsen med labert-æstetiske strøg (pris dig lykkelig, hvis du nogensinde finder én, der vil elske dig så inderligt, som Shyamalan elsker farven gul).
Jeg er dum for dig for altid, kære Shyamalalala, og det til trods for at jeg siden ’The Village’ i 2004 kun er blevet positivt overrasket over ’The Visit’ og til dels ’Split’. Begge creepy lavbudgetthrillere, der syntes at markere en kreativ kovending og sjæleransagelse efter blockbuster-fadæserne ’The Happening’, ’After Earth’ og ’The Last Airbender’.
Halvanden film ud af syv på 17 år er dog ikke just en imponerende track record, men min walk of shame fra endnu en akavet biografdate med instruktøren har alligevel aldrig været mere slukøret end efter denne uges premiere. For Old’ er slet og ret – spoiler! – Shyamalans ringeste film til dato.
En række gæster på et luksusresort tager på ekskursion til en afsidesliggende paradisstrand, hvor de skal hygge sig indtil hotellets personale henter dem igen ved aftenstid. Men knap har vor hovedløse høns smurt solcreme på næserne og bitchet over ægteskabelige problemer, før dagen tager en ækel og tiltagende mere syret drejning, der sætter alles relationer på spidsen.
Hvad der sker, kan jeg desværre ikke sige dig (åh, hvilken fest, vi ellers kunne have haft). Men jeg kan sige, at samtlige karakterer nærer en insisterende fobi mod at udtrykke selv de mest basale menneskelige reaktioner på gyserbegivenheder, der ellers kalder på det største kollektive freakout siden Mark Wahlberg opdagede, at Moder Natur var sprunget ud som seriemorder.
På en klippetop over stranden står Shyamalan selv og overvåger kaosset (nej, det er ikke en metafor), og kniber man øjnene sammen, kan man næsten se ham give alle os håbefulde heppekorsfjolser fingeren.
Når bølgerne går lavest, har instruktøren en særlig evne til at få normalvis hæderlige skuespillere til at levere ekstraordinært grelle præstationer, men intet kunne have forberedt mig på at se fantastiske Vicky Krieps (’Phantom Thread’) og Gael Garcia Bernal (’Y tu mamá también’) reduceret til Hr. og fru Doctor Drake Ramoray på så slap line, at de dårligt overbeviser som levende væsner af kød og blod, og da overhovedet ikke som et forældrepar i krise (jeg tvivler stærkt på, om Bernal, som dårligt kan skjule sit fysiske ubehag ved at være i sine filmungers nærhed, nogensinde har mødt et barn før IRL).
Bedre går det ikke for hverken Alex Wolff (‘Hereditary’), Rufus Sewell (’The Man in the High Castle’), Nikki Amuka-Bird (‘Luther), Abbey Lee (’The Neon Demon’) eller Eliza Scanlen (’Sharp Objects’), og samtlige bovlamme replikker falder fra castets læber med en nærmest granatchokket distance, som er de alle netop vågnet fra årtiets Full Moon Party i Phuket uden helt at forstå, hvor fanden de er havnet, eller hvorfor de har fået stukket så snotdumt et manuskript i hænderne.
»Er du okay, skat?« og »Gå hen og leg« er favoritfraserne i vandkanten, hvor intet, absolut intet er okay, og kun de mest psykopatiske unger ville finde på at bygge sandslotte for at overdøve de voksnes hunger games. Forestil dig det mest absurde afsnit af ’Lost’, og gang det med 100 fratrukket ethvert gran af Damon Lindelofs selvironi, og du vil stadig være mange sømil fra strandvaskeren ’Old’s ikkeeksisterende interne logik (baseret på Frederik Peeters og Pierre Oscar Lévys graphic novel ’Sandcastle’).
Bevares, ikke alle twist-happy mysterier behøver at give mening, men som altid er Shyamalans akilleshæl (well, den ene af dem), at han død og pine vil forklare alting i tåkrummende bøvede detaljer, og begiver man sig først ned ad dén vej, fanger bordet lynhurtigt.
Det er brandærgerligt, for et sted i ’Old’s kerne gemmer sig en gåsehudsinducerende fortælling, som en indie-gysermaestro a la ‘Midsommar’s Ari Aster kunne have fået noget oprigtigt klaustrofobisk ud af med en dosis social satire over privilegerede klassers aldersfobier (’Old’ har lige præcis én sjov zinger, der lander så tilfældigt, at jeg er tilbøjelig til at tro, at skuespilleren improviserede den på stedet ud af ren desperation).
Dén version af filmen havde jeg gerne set, og jeg vælger naivt at tro på, at det også var det ideal, der spillede på Shyamalans indre lærred, inden han atter slap Mr. Hyde fri bag kameraet. Ideerne er der næsten. Den visuelle signatur er noget vissen, men jeg vil altid skatte instruktørens hardcore dedikation til at dekorere sine værker i førnævnte gul, rød og lilla og det faktum, at manden gør en dyd ud af skabe film, der på overfladen alle synes at eksistere i det samme sælsomme Shyamalanverse.
Men jeg er decideret fortvivlet over hans totale mangel på selvindsigt, der her reducerer ham til en omvandrende Honest Trailer over eget oppustede ego. Uagtet at ‘Old’ givetvis har visse kvaliteter som hate watching, hvis du og vennerne drak jer en kæp i øret forinden.
»I see dead people. Walking around like regular people. They don’t know they’re dead«, lød det fra lille Haley Joel Osment i hovedværket.
22 år senere er det Shyamalan, der går rundt som en mand, der endnu ikke har opdaget, at karrieren er gået på grund.
Kort sagt:
M. Night Shyamalans seneste film – om en gruppe feriegæster på udflugt med døden – vil få dig til at tabe underkæben. Ikke af frydefuldt twist-chok, bemærkes, men over det faktum, at det endelig er lykkedes manden at begå et værk værre end ’The Happening’, ’After Earth’ og ’The Last Airbender’. Tilsammen.