KOMMENTAR. Åh, Shyamalaland. Nu hvor du har stukket mig ned bagfra – har du det godt nu? Er du glad igen?
Efter at have ventet tålmodigt på at sen-90’ernes horrorsensation M. Night Shyamalan skulle vende tilbage til storform (og håbefuldt spået om hans comeback sidste år), kaster jeg håndklædet i ringen. Han og jeg kan ganske enkelt ikke holde flirten kørende, når jeg konstant får den kolde skulder på sofarækken.
I instruktørens aktuelle ’Glass’ (sidste kapitel af Shyamalans ’superheltetrilogi’ der ligeledes tæller ’Unbreakable’ og ’Split’) er de tre hovedpersoner overbeviste om, at de har superkræfter, til trods for at videnskaben peger på det modsatte. En forvildelse (måske?), filmens instruktør paradoksalt også synes at lide af i stadigt mere udtalt grad, og som han ikke gør noget godt for at spille ned med ’Glass’ metamæsken i eget twist-elskende geni.
Hvad end de herrer Bruce Willis, Samuel L. Jackson og James McAvoy rent faktisk er noget ganske særligt udover to tredjedele hårfattige, skal selvfølgelig ikke afsløres her. Men i lighed med Lars von Triers ’The House That Jack Built’ sidder man efter ’Glass’ tilbage med en presserende følelse af, at værket først og fremmest er en æstetiseret version af Shyamalans kunstneriske dialog med sig selv (ro på, her stopper lighederne mellem de to filmmagere så også).
Shyamalan synes at have stirret sig blind på hypens stråleglans, der omgav hans tidlige film, og ’glemt’ at forny sin opskrift over de 20 år (!), der nu er gået, siden ’Den sjette sans’ blev en af de eneste gysere, der nogensinde er blevet nomineret til en Oscar for bedste film. Efter et dødvande af forvrøvlede blockbusterfadæser (’The Happening’, ’The Last Airbender’, ’After Earth’) forsøgte instruktøren ellers at viske tavlen ren med de to lavbudgetgysere ’The Visit’ og ’Split’, hvoraf sidstnævnte blev en overraskende succes forrige år.
Personligt fandt jeg ‘Split’ for selvhøjtidelig og endimensionel, de 23 spaltede personligheder i hovedrollen til trods, men filmens interessante twist var, at den var forbundet med ’Unbreakable’ fra 2000. Og hokus pokus Shyamalan i fokus var instruktøren pludselig ophavsmand til sin egen særegne franchise med et finale-showdown i støbeskeen.
Det har vi nu fået, og fantastens eftermæle går i opløsning som Narcissus’ vandspejl. Men han er langt fra ene i Hollywood om at være sin egen karrieres værste fjende.
Filmrebellerne, der måtte reddes af Disney
I løbet af de sidste par årtier har instruktører som Guy Ritchie, Ridley Scott, Robert Zemeckis, Luc Besson, Zack Snyder og Tim Burton således hver især brugt mere tid på kvalitativ glatis end på at bygge filmiske monumenter for eftertiden.
Det britiske stortalent Ritchie har endnu ikke toppet kulthittet ’Snatch’ fra 2000, legenden Scott bokser med Bibel-bavl og nye gladiatorer, ’Forrest Gump’-faren Zemeckis er blevet mere produktiv, men mindre følelsesmæssigt substantiel, den franske ’Léon’-maestro Besson er gået sci-fi-grassat, Superhelte-Snyder er grebet af vanvid hos DC, og Burton – en af mine all-time favoritinstruktører – har nær ved elektrochokket sin krøllede hjerne med larmende generisk CGI og opstyltede fastelavnspræstationer fra BFF Johnny Depp (hvis egen triste deroute jeg skrev om med blødende fanhjerte i sommer).
Alle ovennævnte, Shyamalan inklusive, har imidlertid stadig kredit på Hollywood-kontoerne, hvorfra millionbudgetter bløder. Så længe tusinder slår røven i sædet fra Holbæk til Hoi An, så længe spiller musikken – skønt boxoffice-resultaterne selvsagt ikke siger noget om, hvor mange fans der forlader biograferne med en bitter smag i munden.
Alligevel bliver mange af os som hengivne hunde ved med at vende tilbage i troen om, at vi for hver ’Big Eyes’-lussing og ’King Arthur: Legend of the Sword’-øjebæ på en eller anden vis har forkortet ventetiden på den næste virkelig gode filmoplevelse: Den må være lige om hjørnet.
For Ritchie og Burton kan 2019 da også blive en slags soningens år med Disney som usandsynlig redningsbøje for begge, når live-action-versionerne af henholdsvis ’Aladdin’ og ’Dumbo’ lander. Spørgsmålet er så, om det virkelig er i Disneys familiesegment, man helst ser dem svinge taktstokkene – havde man fremlagt scenariet for de to rebeller i 90’erne, ville de formentlig begge have skreget af grin. Og sniffet en bane coke til ære for musen (der altså nu er blevet til en mus … ).
Three strikes …
Hollywood-investorerne giver ikke fem flade film-fucks for, om Tim Burton laver en ny ’Edward Scissorhands’ eller ’Alice in Wonderland 3’, så længe han sælger billetter, hvorfor man nødvendigvis må fæstne sin flossede lid til, at instruktøren gror et gran selvindsigt under de pjuskede lokker og hæver barren, uanset hvilket studie han råber action i. Men hvor mange chancer er man som fan parat til at give en filmmager, der skuffer gang på gang? Three strikes and you’re out?
Det er ikke just blevet billigere at være biografgænger, og for mit vedkommende er smertegrænsen nået med Shyamalans ’Glass’, der (i modsætning til ’Split’) ikke indgyder mig et gran af håb for, at instruktøren kan vende skuden igen.
Bevares, miraklernes tid er ikke forbi, men i modsætning til Tim Burton, Guy Ritchie og Ridley Scott er det Shyamalans ulykke, at han i sin iver efter at blæse os bagover (ingen frygter den ukomplicerede slutning som han) bare trækker variationer af den samme hvide kanin op ad hatten fra projekt til projekt, uden fornemmelse for at det ubetinget største plottwist af dem alle ville være, hvis han lagde tryllekunstnersættet på hylden og skrev en film uden et twist.
Manden er blevet selvrefererende i den tro, at hans bagkatalog er stærkt nok til, at referencerne i sig selv kan være en bærende og inciterende pointe. En ofte set tendens for instruktører med udtalte stilistiske særpræg og excentriske kunstneregoer (ikke nødvendigvis en dårlig ting), men også en, der kan kan give irriterende bagslag selv for langt større filmskabere som Quentin Tarantino og førnævnte von Trier, hvis publikum får færten af, at filmskaberen hovedsageligt tækkes eget ego som en slange, der grådigt bider sig selv i halen for at genkalde sig smagen af fortidens højdepunkter.
Kapper båndet til publikum
Shyamalan er typen, der formentlig vil holde klaptræet ud i strakt arm til livets allersidste twist (surprise, det hele var en drøm!), og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg aldrig vil se en ny film fra ham igen.
Nysgerrighed er en naiv og insisterende størrelse, og jeg bliver henført af mandens visuelle farve-flair (der i min bog står mål med Wes Andersons palet-fetish) og øre for smægtende James Newton Howard-scores (alarmklokkerne ringede derfor ekstra uskønt, da Shyamalan udskiftede denne med komponist West Dylan Thordson på ‘Split’ og ‘Glass’).
Men fremover må vi mødes andetsteds, under mere beskedne, forudbetalte streaming-forhold, uanset hvor ivrigt et ’comeback’ så måtte blive hyldet på det store lærred. Ikke om jeg vil sidde og ærgre mig i salen igen, igen.
Instruktøren har kappet båndet det publikum, hvis overraskede gisp han har baseret hele sit virke på.
Læs også: Hollywood har kastreret det uhyggelige filmmonster – nu griner vi i stedet for at gyse