Hollywood har kastreret det uhyggelige filmmonster – nu griner vi frem for at gyse

Hvornår gøs du sidst over et CGI-filmmonster? Lise Ulrich fortvivler over Hollywoods uoriginale pixelmonstermani. Udyrenes overlevelse og gyserfilmens klimaks kan nemlig sikres med simple midler.
Hollywood har kastreret det uhyggelige filmmonster – nu griner vi frem for at gyse
Sandra Bullock flygter fra et monster, hun ikke må se på i 'Bird Box'. Det måtte vi andre heller ikke – og gud ske tak og lov for det.

Artiklen indeholder en mild spoiler for Amazon-serien ’The Terror’.

KOMMENTAR. Er der i horror-regi noget mere irriterende, end når det stort anlagte klimaks spoleres af et fjoget væsen fra en ubehjælpsom børnetegning?

Det creepy filmmonster er en truet art i Hollywood, hvor gysere gang på gang punkteres af mere eller mindre lattervækkende bæster og dæmoner sovset ind gumpetung CGI, der uvægerligt farver den forudgående neglebidende suspense-opbygning. Og selvom den slørede version af bøhmanden i fantasiens dybder givetvis altid vil føles mere skræmmende, end hvad en udefrakommende specialeffektmager kan stykke sammen af pixels og green-screens, er det ikke desto mindre forstemmende, hvor lidt kreativ udvikling der har været i filmlands søgen efter det perfekte monster siden fordums glade b-filmsfeber.

Så sent som i sidste uge blev vi trakteret til et kortvarigt Instagram-glimt af den fraklippede ‘monsterbaby’ i Susanne Biers ’Bird Box’; En kreation så grim, at ingen i sidste ende kunne stå inde for at inkludere den i filmen:

Her er der tale om uinspireret bæbrun makeup, der efterfølgende fik en tur igennem CGI-maskinen for at skabe, hvad der ifølge manuskriptforfatter Eric Heisserer endte med at ligne »en lang, fed baby«. Ikke et ønskescenarie, når man prøver at skræmme livet af 45 millioner seere.

Forvokset bamsebjørn på glatis

Mange andre udyr fra det digitale rædselskabinet når dog desværre ud til offentligheden, hvor de klædes af i spotlyset – som monsterafsløringen i Amazons ellers dybt seværdige ’The Terror’ om en flok strandede søfarere på polarisen: Efter at have teaset effektivt for en mystisk fare, der sætter tænderne i mændene en for en, begår serien (alt for tidligt) den eklatante fejl at give væsnet et close-up, der åbenbarer lidet andet end en forvokset bamse fra ’Harry Potter’ anno 2001. Pist væk er skyggen af terror, og det er udelukkende takket være det velspillende cast, at momentum ikke smelter i sneen.

Danser med bjørne i ‘The Terror’.

Visse monstre skal høres, ikke ses, men John Krasinskis interessante tavshedsgys ’A Quiet Place’ fra sidste år kunne heller ikke dy sig for at vise publikum giraffen og lod dermed en god portion af sin klaustrofobiske suspense flade ud på målstregen, da det lydsensitive monster (delvist spillet af John Krasinski selv!) stak sine flagrende pandelapper frem som en påfaldende nær slægtning til ’Stranger Things’ Demogorgon – i sig selv en glimrende rædselsvækkende skikkelse i mørket, indtil vi fik et nærmere kig på dets påskelilje-lignende hoved og senere ’hundehæren’ af tåbeligt afkom i sæson to.

Og for dem, der er bekendte med Stephen Kings roman ’It’, er der allerede grund til at frygte lidt for filmfinalen, når det afsluttende kapitel rammer biograferne til efteråret, og klovnen Pennywise viser sit ’sande’ ondskabens ansigt. Om end instruktør Andrés Muschietti sidste år lovede højt og helligt, at ’Chapter 2’ ikke vil lade nogen gigantisk alien-edderkop indtage settet, som set i 90’er-miniserien…

Mennesket i monstret

Hollywood er besat af at fremelske monstre fra maskinen ud fra en stædig, men ikke overraskende teknologisk fascination, og det giver naturligvis sig selv, at kræver fortællingen en monstrøs isbjørn/rumvæsen/drage etc. for at forløse sit plot, så må man tækkes dyret. Men less is more og antydningens kunst undervurderet, når det gælder om at imødekomme folket, og en vis håndgribelig naturalisme er ofte påkrævet, hvis væsnet skal pirre grundangsten i gyserhjerterne på tværs af individuelle mareridtsforestillinger.

De mest effektive monstre er og bliver således indiskutabelt dem, hvis look og bevægelser udspringer fra menneskelignende træk, der ikke efter-animeres til glat computerkedelighed. Det er det genkendelige i forvrænget, fordærvet form, der fostrer ægte gru, a la ‘The Haunting of Hill House’ og ’The Conjuring’s menageri af gespenster og Bilbos surprise-chokerende monsterfjæs i ’Lord of the Rings’:

Indiegyseren ’It follows’ demonstrerede chokværdien i pludselig at uhyggeliggøre ganske almindelige mennesker omkring os, og ’The Babadook’ lod klogelig sin sindssygt ubehagelige husdjævel bestå af skygger, raspen og, til nøds, en hvidkalket skuespiller i tophat (langt mere ækelt end det lyder). Og hvorfor smide store beløb efter CGI-fryns, når man kan ringe til en af Hollywoods fremmelige creature-actors?

Skuespillerne Javier Botet (’Mamma’, ’REC’, ’The Conjuring’, ’Slender Man’) og Doug Jones (’Pan’s Labyrinth’, ’The Shape of Water’) har med deres ekspressive fysik gjort monsterrollerne til en kunstform, der giver diverse CGI-babyer baghjul, fordi de herrer aldrig forsvinder langt nok bag makeuppen til, at væsnerne mister strejfet af særegen identitet. Og det er netop monstrets mærkbare bevidsthed, der gør det uafrysteligt i vores egen.

For et nærmere indblik i, hvor effektivt man kan skabe analoge filmuhyrer, kan det anbefales at opsøge realityprogrammet ‘Face Off’ ­(13. og sidste sæson blev sendt i USA sidste år), hvori aspirerende makeupartister og specialeffektfolk dyster om, hvem der kan kreere de mest fantastiske creatures igennem godt gammeldags makeuphåndværk og rekvisitter.

Resultaterne er utrolige. Som sørøveren Barbossa siger i ’Pirates of The Caribbean’: »Here be monsters«. Men de er sjældent gjort af grønne skærme.

Læs også: Monsteret i ’Bird Box’ afsløret på Instagram – men er det overhovedet uhyggeligt?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af