TEMA: PLOTTWIST-SÆSON!
(Spoiler alert for ’Split’).
Glem alt om kutteklædte grisedyr, rullestolsskurke og døde børnepsykiatere:
M. Night Shyamalan har begået karrierens største twist og vendt 10 års nedtur til succes, akkurat som netop plottwistet på hønen-eller-ægget’sk vis nyder en kreativ renæssance i Hollywood.
Efter at have tabt sig selv og al originalitet i de sanselammende fjollede blockbusters med gigantbudgetter ’The Last Airbender’ og Will Smith-fadæsen ’After Earth’ er Shyamalan ved at finde tilbage til rødderne med den form for stramme, uhyggevækkende slow-burn-historiefortælling, der gjorde ham til et af Hollywoods mest lovende navne i slut-90’erne.
Og selv instruktørens notoriske/karakteristiske flair for kalejdoskopiske slutninger synes at have fået en saltvandindsprøjtning i lavbudgetsucceserne ’The Visit’ og ’Split’, hvoraf sidstnævnte – en kamufleret fortsættelse til Shyamalans sælsomme superheltefilm ‘Unbreakable’ med Bruce Willis og Samuel L. Jackson fra 2000 – sågar har kickstartet en regulær Shyamalan-superheltefranchise, hvis tredje titel, ‘Glas’ lander i 2019 (muligvis det mest interessante, der er overgået dén genre i årevis).
Ud fra sin rammende titel og frelsertematik er der naturligvis en vis sød skæbnesironi over, at det er lige er ‘Unbreakable’ – en af instruktørens mindre, i sine dage mere oversete film – der nu måske ender med at pudse Shyamalans eftermæle op for en ny generation. At han overhovedet skulle få brug for genoprejsning lå imidlertid ikke i kortene, da Shyamalan indtog Hollywoods røde løber i 1999 med giganthittet ‘The Sixth Sense’, der fordrede sammenligninger med selveste Steven Spielberg. Mund-til-mund-begejstringen omkring »I see dead people«-twistet forvandlede Shyamalan til en Hollywood-rockstjerne, og filmen smadrede Oscar-akademiets genrediskriminerende gyserglasloft da den nappede seks nomineringer i de tunge kategorier, heriblandt bedste film, instruktør og manuskript.
‘The Sixth Sense’ satte et triumferende punktum for et filmårti, der havde svælget i plottwist, men ingen kunne have fortalt Shyamalan, at mæthedspunktet var nået. Publikum kaldte fortsat på at få tæppet trukket væk på ny, og instruktøren købte – måske ubevidst – hypen idet han tilsyneladende forsøgte at gøre sig selv tricket efter i samtlige film, der fulgte hovedværket. »Et godt twist er det, man ved andet gennemsyn af filmen kan se var uundgåeligt for historien«, fortalte Shyamalan i dvd-ekstramaterialet til ‘Unbreakable’. Men repetitionen blev hans banemand: Når publikum automatisk regner med, at de får et twist, kan pay-off’et næsten kun skuffe.
’Unbreakable’ delte vandene som en kuriøs og dyster antisuperheltefilm pre-superheltemanien (der dog sidenhen har fået kultstatus), og sci-fi-dramaet ’Signs’ affødte sølvpapirshattejokes en masse. ’The Village’ blev – noget ufortjent – heglet igennem for at forcere sit politiske twist, og med havfruevrøvlet ’Lady in the Water’ gav både kritikere og fans op. Shyamalans brand var skøjtet ned af Olympen fra Oscar-ære til popkulturel latterliggørelse af en wannabe-auteur, hvis eneste store succes lugtede af et heldigt one hit wonder, og hans films budskaber af prætentiøs og, i en post-9/11-virkelighed, naiv lommefilosofi over fremmedfjendskhed og samfundsansvar.
Øko-thrilleren ’The Happening’ gjorde intet for at rette op på instruktørens professionelle deroute (men affødte trods alt en ikonisk Honest Trailer), og førnævnte blockbuster-favntag fejlede så eklatant, at et Shyamalan-comeback syntes lige så usandsynligt, som det var uønsket.
Alligevel er han nu i færd med at puste nyt liv filmkarrieren, oven på en smutvej forbi serieland som producer og instruktør på et enkelt afsnit af den mystiske ’Wayward Pines’ (der drev rovdrift på Shyamalan-navnets konnotationer med en gigantafsløring ved halvlegsmærket).
Efter blockbusterlærestregen har Shyamalan strammet bælte og fortællergreb og er gået tilbage til simple living, hvor pengene er små og markedsføringen minimal – ikke ulig ‘Cloverfield’-opskriften, der i retur læner sig op ad Shyamalans twist-mysticisme. Den Blumhouse-producerede ’The Visit’ fra 2015 var en glimrende lille found footage-gyser om et par creepy bedsteforældre, der indtjente over 100 millioner dollars globalt mod et budget på bette fem millioner, og de mest positive anmeldelser, Shyamalan havde fået i 13 år. Og 2017’s ’Split’ dækkede sit budget på ni millioner dollars ind med en indtjening på 280 millioner og yderligere rosende omtale.
‘The Visit’ tvang instruktøren til at gentænke filmens suspense-opbygning uden en af nøgleingredienserne i en typisk Shyamalan-film: Det sjælfulde musikalske score af stjernekomponister som Hans Zimmer og James Newton Howard (hvis musik til ‘The Village’ blev Oscar-nomineret). Stiløvelsen og de beskedne kulisser lod i stedet Shyamalan fokusere benhårdt på kernen af den gode fortælling.
Lykkes det instruktøren at score et hattrick med sin næste film, ’Glass’, vil det ikke blot repræsentere en personlig sejrsstime, men potentielt også en gave til den amerikanske mainstreamfilm, der trænger de eventyrlystne filmskabere og egocentriske æstetikere, der brænder for karakterer og historie.
Når han rammer bullseye, sprudler Shyamalans film således af hyldester til forbillederne Alfred Hitchcock og Orson Welles i plot, kameraføring og visuelt fængslende vindeltrappe-scenografi, mens han udforsker den forræderiske menneskelige psykes krinkelkroge et sted imellem allegori og realisme. Komplet med en gennemgående farvesymbolik, der takket være især ’The Sixth Sense’, ’Unbreakable’ og ’The Village’ placerer Shyamalan side om side med Wes Anderson som en af få moderne instruktører, der dyrker specifikke farvepaletter som forlængelse af dramatiske tematikker (for Shyamalan er favoritterne rød, gul og lilla).
Elsk eller had hans fingeraftryk, Shyamalans filmiske værktøjskasse er unik, og hans kompromisløse dedikation til dystre, Grimm’ske dannelsetragedier beundringsværdig; Ungdommen bærer eksempelvist et tungt kors for de ældre generationer i instruktørens portefølje, mens skoven varsler uhygge for den, der ikke kan finde ud af at leve i pagt med naturen. Derfor er det også både en velsignelse og en forbandelse, at hans arv er uadskilleligt filtret ind i plottwistforventningerne, hvis eksekvering i de sidste afgørende minutter fortsat afgør hele værkets skæbne – for ja, selvfølgelig var der vilde twists i både ‘The Visit’ og ‘Split’. Det mest overraskende twist i den kommende ‘Glass’ vil dermed være, hvis der slet ikke er et twist.
Selv har instruktøren aldrig keret sig for at blive sat i bås som målrettet twist-mager, skønt hans trackrecord mere end understreger signaturgrebet:
»Jeg ser ikke twistet som en slags dansetrin, jeg bare må og skal negle. Det handler om karaktererne og de historier, der kommer ud af dem. Det er ikke noget, jeg intentionelt går efter i skriveprocessen«, fortalte Shyamalan The Weekly Review i 2015.
Om han vil det eller ej, ekkoer Shyamalans navn (som ingen tv-vært indledningsvist kunne hverken stave endsige udtale) immervæk stadig af suset, der går igennem et mindblown publikum, når maskerne falder og lærredet vender vrangen ud. Han kan ikke lade være, den gamle magiker, men han kan – forhåbentlig – gøre det bedre. En god tryllekunstner overrasker, uagtet at folk forventer at blive snydt. Det gælder om at distrahere opmærksomheden væk fra hænderne, der sindrigt konstruerer blændværket lige under tilskuernes næser. Når ’Glass’ får premiere til januar, finder vi ud af, om Shyamalan har perfektioneret kunsten at forbløffe os på ny.
Læs også: En ny stor æra for vanvittige plottwists er begyndt
Læs også: De 12 vildeste plottwists i dette årti