’Unbreakable’ starter med et tekstskilt, der forklarer, hvor udbredte tegneserier er: »172.000 solgte tegneserier i USA hver dag«.
Det var åbenbart nødvendigt i år 2000 for at retfærdiggøre en ambitiøs film baseret på dette underholdningsmedie. Der er sket meget med publikums accept af og kendskab til superhelte siden da. I 2000 hang stanken fra Joel Schumachers ’Batman & Robin’ stadig i luften. Tegneseriefilmatiseringer blev ikke taget seriøst. Det var helt skørt at forestille sig, at biograferne kunne domineres af nordiske guder i skinnende rustninger, en fyr i skrumpedragt og en rapkæftet lejemorder/antihelt i en film, der promoveres ved at fremhæve hans gode røv – eller at vi ville få (en slags) svar på, hvem der ville vinde en slåskamp mellem Superman og Batman.
Bryan Singers ’X-Men’ blev samme år markedsført som en stjernespækket actionfilm mere end en tegneseriefilmatisering. Der var to år til Sam Raimis ’Spider-Man’, der fuldt ud anerkendte sine rødder i tegneserierne og sprængte box-office-rekorder. Og der var tre år til Singers ’X-Men 2’, der fik de første anmeldere til at indrømme, at superheltegenren havde karakterer og temaer, der kunne bære vægtige dramaer.
M. Night Shyamalan blev med ’Den sjette sans’ udråbt som den nye Hitchcock, og biografpublikummet forventede endnu en psykologisk thriller af opfølgeren ’Unbreakable’. I stedet fik de en superheltefilm. Endda med en superhelt, som ikke var baseret på en kendt figur. Den blev markedsført med en tys-tys-kampagne, der ikke afslørede noget om handlingen og da slet ikke spillede på dens rødder i tegneserieverdenen.
Med blandede anmeldelser og kun akkurat acceptabel indtjening blev ’Unbreakable’ betragtet som en skuffelse, og med Shyamalans i dag ødelagte ry har få nok tænkt på at give den en ny chance.
Men det bør man gøre.
Det menneskelige i det overmenneskelige
’Unbreakable’ er en underspillet, ultrarealistisk og atypisk oprindelseshistorie, og den kom på et tidspunkt, hvor kun tegneserienørder var bekendte med begrebet ’oprindelseshistorie’. Der var heller ingen dyre actionsekvenser, ingen opsigtsvækkende special effects, ingen kostumer, ingen masker, ingen hemmelige identiteter. Og ingen fattede noget. Det var en mesterlig dekonstruktion af en genre, der ikke rigtigt eksisterede endnu.
Den tidligere footballspiller David Dunn (Bruce Willis) arbejder som sikkerhedsvagt. Han overlever en voldsom togulykke uden en skramme og opsøges af den mystiske galleriejer Elijah Price (Samuel L. Jackson), som måske ved hvorfor. Price er besat af tegneserier og forkrøblet af en knoglesygdom, som gør ham yderst skrøbelig. »De kaldte mig Mr. Glass«, siger Samuel L. Jackson på vanlig scenestjælende vis.
Glasmanden prøver at overbevise David om, at de er hinandens modsætninger: At David har overmenneskelige kræfter og bør se sig selv som en superhelt. Hvor andre oprindelseshistorier handler om, at helten skal lære sine kræfter at kende, handler ’Unbreakable’ om at erkende evnerne og turde gøre det, man er skabt til.
Filmens fokus er på det menneskelige i det overmenneskelige, og i stedet for at kæmpe imod superskurke og invaderende aliens, ser vi David kæmpe for sit ægteskab og for at være den far, som sønnen ser i ham. De gode gerninger kommer ikke af en uforklarlig godhed og heltetrang, men fra et ønske om at genfinde en mening med livet. David prøver ikke at redde verden. Han prøver at redde sin egen verden.
Gør superheltefilmen mindre, ikke større
Det er en karakter med motiverne på plads, og det er værd at huske i en tid, hvor superhelte med utrolige kræfter udkæmper større og større slag, men hvor historierne begynder at ligne hinanden.
Superheltekampene bliver mere og mere afrevne fra de personlige kampe, så de opleves som endnu et opgør med endnu en skurk uden at have et menneskeligt drama som kerne. Ja, hele verden, galaksen eller universet er på spil, men de konstant højere satser giver plots, som fjerner sig mere og mere fra virkeligheden.
Der er planlagt over 20 Marvel- og DC-tegneseriefilmatiseringer inden for de næste fem år, og indtil videre ser det ud til, at den eneste plan er at gøre alt vildere og mere ekstremt. Er Jorden i fare igen? Whatever. Så hvad skal der til for at vride ægte drama ud af superheltene? Hvis ’Unbreakable’ havde premiere i dag, ville den måske blive set som et originalt nybrud, der kunne vitalisere superheltegenren. Ikke ved at gøre alt større, men ved at gøre det mindre.
Kan superheltegenren fungere i lidt mindre målestok? Jeg har tre yndlingsscener i ’Unbreakable’. Den ene er scenen, hvor David erkender sine overmenneskelige kræfter og samtidig begynder at genskabe båndet til sin søn. David vægttræner, og de beslutter sig for at teste, hvor meget han kan løfte. Der kommer mere og mere vægt på, og vi er med i opdagelsen af, hvor stærk David egentlig er. Spørgsmålet trænger sig på: Er David en superhelt?
Da David sætter sine kræfter og sin identitet på spil for alvor, er det ikke en kamp for klodens overlevelse, men i stedet en intens indre og ydre kamp i en forstadsvilla, hvor en familie holdes fanget af en seriemorder. Jeg var på kanten af sædet ikke kun med håbet om, at familien blev reddet, men også i ængstelse for David, der trækkes under vandet i en swimmingpool og er tæt på at drukne. På den måde er han nær ved aldrig at gennemføre sin første sande superheltegerning og således realisere sin skæbne.
Twistet overskygger nøglemomentet
Filmens slutning – ikke twist-slutningen, men forløsningen på Davids oprindelseshistorie – foregår ved morgenbordet dagen efter. David skubber avisen hen til sin søn, som læser overskriften om den ukendte helt, der reddede en familie. Kan det virkelig passe, at faren er den helt, som sønnen hele tiden har ment, han er? Sønnen kigger op. David nikker med et lille smil.
Heri ligger hele filmen. Øjeblikket overskygger langt den stort anlagte afsløring til sidst, og man kunne påstå, at netop dette twist var begyndelsen på enden for M. Night Shyamalan, der herefter blev ’ham med twist-slutningerne’.
Hvor afsløringerne i film som ’The Usual Suspects’, ’Memento’ og hans egen ’Den sjette sans’ giver lyst til at se filmene igen i det nye, klare lys, vækker afsløringen i ’Unbreakable’ ingen gensynslyst. Filmens egentlige handling påvirkes ikke af afsløringen, men udvander den bare. Man sidder med en fornemmelse af, at så er der ikke mere at komme efter i den film. Det er synd for det menneskelige drama, man lige har været vidne til.
Den moderne bølge af superhelte er bundet op på et anker i virkeligheden, så de ikke går hen og bliver tegnefilm. Jeg synes at mærke, at ankeret er ved at rive sig løs. Jeg siger ikke, at de kommende superheltefilm bør fokusere udelukkende på nuttede romancer, faderkomplekser og eksistentielle kriser. Vi vil have og har brug for eskapistisk underholdning og superheltehistorier, der er større end hverdagslivet. Men der skal arbejdes på at sikre, at filmene stadig giver mening på et menneskeligt plan. Ellers kommer genren i fare for at brase sammen under sin egen vægt.
’Unbreakable’ var en jordbunden superheltefilm, før de kom på mode. Alligevel bliver den sjældent nævnt som en del af succeshistorien. Måske fordi det er en original historie, som ikke er baseret på en enkelt tegneserie, men mere overordnet baseret på de bagvedliggende koder og mytologier.
’Unbreakable’ var forud for sin tid og fortjener et gensyn.