TEMA: PLOTTWIST-SÆSON!
(Ingen spoiler-alert: Selvom dette er en artikel om plottwists, er det lykkedes slet ikke at spoile. Selv tak.)
Jeg husker det, som om man nærmest gik rundt i en konstant tilstand af chok og lammelse, dengang i 90’erne, hvor det ene utrolige plottwist efter det andet rev tæppet væk under mig og mange andre filmgængere.
Sådan var det selvfølgelig ikke helt. Også dengang var hovedparten af filmene nok lige så forudsigelige som i alle andre årtier. Men alligevel havde det altomkalfatrende plottwist en storhedstid i de år: En lang række af de film fra årtiet, der stadig huskes i dag, og som er blevet en fast del af populærkulturen, bærer simpelthen det fællestræk, at de serverede åbenbaringer af den slags, man aldrig glemmer.
Twistene i ’The Usual Suspects’ (1995), ’Primal Fear’, ’Den sjette sans’ (1999) og ’Fight Club’ (1999) blev nærmest øjeblikkeligt klassikere. I dag er ingen liste over filmhistoriens største overraskelser fuldendt uden dem. Deres slutninger var ikke bare uventede, men mindfucks af den slags, der ændrede alt, hvad der var gået forud – og forlangte, at man nærmest øjeblikkeligt så filmen igen.
Også slutningen på ’Seven’, den spanske ’Abre los Ojos’ med Penelope Cruz (senere remaket til ’Vanilla Sky’), IRA-dramaet ’The Crying Game’, ’The Shawshank Redemption’, ’Scream’, ’12 Monkeys’, ’L.A. Confidential’ og ’Lost Highway’ understreger, at 90’erne var det velkoreograferede plottwists årti.
Mens 70’ernes amerikanske film havde den moderne realisme med Coppola og Scorsese, og 80’erne de varme filmeventyr, var det i 90’erne de originalt konciperede indie-film, der skabte buzz blandt cinefile. Og en stor del af attraktionsværdien i disse amerikanske mellembudgetsfilm var altså, at ens kæbe ramte gulvet 10 minutter før rulleteksterne.
Kvartetten ’The Usual Suspects’, ’Primal Fear’, ’Den sjette sans’ og ’Fight Club’ var dristige satsninger, der triumferede, men også sejrede plottwistet ihjel. De blev så ikoniske, at ethvert tilløb til et reelt mindfucks hurtigt blev dømt ude som plat plagiat. Eller også kom twistet til at stå håbløst alene – de fire films kunst var, at de stadig fungerede, selvom man kendte twistet. Og derfor blev set igen og igen og igen.
I deres kølvand i starten af 00’erne fulgte mindeværdige twists med ’Memento’, ’Unbreakable’, ’Donny Darko’ og ’The Others’. M. Night Shyamalan fortsatte naturligvis stilen med eksempelvis ’Signs’ og ’The Village’, og Christopher Nolan perfektionerede den narrative manipulation med den mesterlige ’The Prestige’. Men ellers skulle man især til Sydkorea for at finde konsekvent twistede historier a la ’Oldboy’ og ’Memories of Murder’. På amerikansk grund var en originalfilm som ’Saw’ fra 2004 en ondskabsfuld undtagelse, men twistet syntes at være i lavere kurs igen – eller i hvert fald var der få film, der lykkedes med det i samme omfang som 90’er-filmene.
Men nu virker det, som om tiden igen er klar til de helt store plottwists. Og at tiden har brug for dem. Alene i disse uger har tre film i biografen fået omtale på grund af deres markante drejninger: Den danske ’Den skyldige’ om en politimands forsøg på at redde en kidnappet kvinde. Overlevelsesfilmen ’Adrift’ med Shailene Woodley og Sam Claflin som et par strandet på åbent hav. Og den ekstremt hypede gyser ’Hereditary’ om en mor, der opdager uhyggelige slægtshemmeligheder.
Sammenfaldet i denne treenighed er naturligvis et tilfælde, og så alligevel ikke. For vi lever i biografrealiteter, hvor det er ekstremt svært for mellembudgetsfilmen 1) at blive lavet, 2) at blive set og 3) at besidde så meget originalitet og uforudsigelighed, at deres publikum anbefaler dem til alle andre.
Har man ikke millioner af markedsføringskroner, store stjerner eller eksisterende franchises at bygge videre på, er der noget, der skal skille din film ud. Noget, der skal skabe buzz og gøre forskellen på sociale medier og i snakken på arbejdspladsen og mellem venner. Og her er plottwistet et forrygende effektivt værktøj. Få ting kan sætte filmdiskussioner i gang som en uventet slutning, og har man først hørt, at en slutning deler vandene, får man selv lyst til at opleve det ved selvsyn.
En af sidste års mest omtalte film var således også ’Get Out’, der havde sæsonens vel nok største twist. Og det er næppe tilfældigt, at det er samme distributionsselskab, A24, som står bag både ’Get Out’ og ’Hereditary’ foruden surprise-film som ’Under the Skin’, ’Enemy’, ’Swiss Army Man’, ’A Ghost Story’ og ’Killing of a Sacred Deer’. A24 har som ingen andre fundet koden til at brande og sælge mellembudgets-indiefilm i en grad, at deres navn er blevet et kvalitetsstempel i sig selv. De forstår om nogen værdien i en solid overraskelse, der får folk til at snakke – og i de muligheder, nye takes på genrefilmen giver, som man efterhånden også er ved at få øjnene op for herhjemme med en ny generation af filmskabere.
I tv-serierne har twistet for tiden nærmest umulige kår, fordi inkarnerede fans dissekerer hver en detalje, så alle sten er vendt, før afsnittene overhovedet er blevet vist (lex: ’Westworld’). Men filmtwistet har anderledes gunstige kår i internetkulturen. Folk respekterer spoiler-kutymerne, samtidig med at det hurtigt breder sig, hvis der er noget usædvanligt på spil, der sender filmen i en anden retning end den, man troede, man var gået ind til.
Mit gæt er, at vi er på vej ind i en ny stor plottwist-æra. Men man kan selvfølgelig altid blive overrasket.
Læs også: De 12 vildeste plottwists i dette årti
Læs også: Anmeldelse af ‘Den skyldige’